Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Basedow, Johann Bernhard, 1724—90, Pædagog
Af L. Koch
Johan Bernhard Basedow er født i Hamborg, hvor Faderen var Parykhandler. Han besøgte Gymnasiet i sin
Fødeby 1741—44, hvor Reimarus var hans Lærer; de næste to Aar studerede han i Leipzig, levede derefter i 4
Aar i Hamborg og fik da en Plads som Huslærer hos Gehejmeraad Qvalen paa Burghorst i Holsten. Til Fordel for
sin Elev opfandt han her mange sindrige Maader, hvorpaa Kundskaberne kunde gjøres anskuelige. Hans
Methode maa have vakt hans Principals Tilfredshed; thi han anbefalede ham til Bernstorff; B. havde desuden
under sit Ophold paa Burghorst erhvervet sig Magistergraden i Kiel for en Afhandling om en ny
Undervisningsmethode, og han ansattes nu som Professor i Tysk og de skjønne Videnskaber ved Sorø Akademi
1753. Han kom her i Forbindelse med hele den Kreds af tyskfødte Mænd, der angav Tonen i de højere Kredse i
Kjøbenhavn, og da han 1757—58 udgav sin »Die praktische Philosophie für alle Stände«, roste Cramer den med
stærke Ord i »Der nordische Aufseher«. I Sorø viste sig strax baade de heldige og uheldige Sider hos B. Hans
kraftige, om end raa Veltalenhed, hans store Arbejdskraft og den Energi, hvormed han fremsatte sine Anskuelser,
gjorde Indtryk paa Eleverne; men hans raa Ligegyldighed ikke blot for Formerne, men for ligefrem Sømmelighed,
hans Forfængelighed og ingenlunde dadelfrie Vandel vakte ogsaa Forargelse. Ikke desto mindre lod man ham
holde Forelæsninger over Theologi; han søgte selv Tilladelse dertil i Aaret 1757 for at forbedre sine Indtægter, da
han med en Løn af 400 Rdl. umulig kunde »iagttage den pligtmæssige Velstand«. B. vilde egentlig heller ikke
Kristendommen til Livs, tvært imod vilde han forsvare den mod Deisterne, men dette skulde ske ved at afføre den
alle ubibelske Udvæxter, f. Ex. Læren om evige Helvedstraffe. Dette fremtraadte dog ikke skarpere, end at
Cramer kunde sige om ham: »Saa lidt som han skjuler sin Højagtelse for Fornuften, viser han dog en langt større
Ærbødighed for Aabenbaringen«. Men B. skulde snart faa med en Mand at gjøre, der, endskjønt han ikke var
Theolog, dog havde et skarpere Blik for, hvad der laa paa Bunden af hans Theologi. I Aaret 1760 blev Grev F.
Danneskjold-Samsøe Hovmester [Den daglige leder, ca. = Direktør] paa Sorø. Han tog strax B. for sig, og denne
indrømmede ham, »at han favoriserede Materialisternes Lærdom, ja roste endog disse falske Lærere som de, der
vare de bekvemmeste til at omvende Naturalister, Deister og Atheister«. Danneskjold vilde dog ikke ligefrem
undertrykke B.s Skrifter; men han satte den hidtil under Fødder traadte Censur igjen i dens fulde lovlige Kraft, og
B., der indsaa hans Hensigt, holdt op at skrive. Derimod var det ikke muligt at bringe ham til at opgive sine
Vildfarelser; »hans stolte Hensigt, Drivfjeder af alle hans Handlinger, at blive Hæresiark tillod ham det ikke«. Det
blev da forment ham at læse over Theologi; men han benyttede nu sine Forelæsninger over Grammatik til at
bibringe Tilhørerne sine theologiske Meninger. Danneskjold vilde da have ham anbragt i et civilt Embede; men
han blev 1761 ansat ved Gymnasiet i Altona. Det røbede ikke megen Menneskekundskab, at han næsten 1 1/2
Aar efter vedblev at skrive til Danneskjold for at overbevise denne om Rigtigheden af de af ham forfægtede
religiøse Anskuelser.
I Altona havde han langt mindre Arbejde i sit Embede end i Sorø, og han begyndte nu at udfolde en betydelig
litterær Virksomhed, hvor han fortsatte Kristendommens Renselse for ubibelske Udvæxter paa en Maade, som
ikke lod nogen af dens Hovedlærdomme uantastede. Han kom da i Strid med det hamborgske Præsteskab,
deriblandt med Pastor J.M. Gøtze [Götze], der siden skulde gjøre sig bekjendt som Lessings Modstander. B.
arbejdede i disse Aar med en Iver, der undertiden næppe lod ham have Tid til at spise og sove; han dikterede,
saa den ene Skriver blev træt efter den anden; men de Værker, han udgav, bare rigtignok ogsaa kjendelige Spor
af Hastværk. Han maatte selv forlægge sine Bøger, da de vare komne i saa daarligt Ry, hvilket kostede ham
mere, end han havde Raad til. Hans Familie sukkede og klagede; men han selv bevarede sit Mod.
Danneskjold skulde endnu en Gang faa Lejlighed til at mødes med sin gamle Uven. I den korte Tid, han efter
Christian VII's Tronbestigelse var Medlem af Konseillet, skrev han et langt Brev til Kongen, i hvilket han med
Paakaldelse af Kongelovens Forpligtelse for ham til at holde Haand over den rene Lære formanede ham til at
afskedige en saa skadelig Mand som B. Der er ingen Tvivl om, at Danneskjold, der var en oprigtig religiøs Mand,
virkelig har følt sig oprørt over B.s Vranglære; men det har vel heller næppe den Gang, da han satte alt i
Bevægelse for at styrte Bernstorff, været ham imod at gjøre et Angreb paa en af de mange Tyskere, der ved hans
Gunst vare komne ind i Landet. Det er uvist, om Danneskjolds Skrivelse er kommen Kongen i Hænde; men da
den er affattet i Okt. 1767, samme Maaned, som han fik sin Afsked og blev forvist fra Kjøbenhavn, har den næppe
kunnet afgjøre B.s Skæbne. Men dennes Skribentvirksomhed, og særlig hans »Philalethie« (1764), havde, som
alt anført, ogsaa uden for Danmark vakt en ubehagelig Opsigt, og hvor tolerant end Bernstorff kunde være, har
han dog næppe ønsket at beholde Forfatteren i Statens Tjeneste; han fik 1768 sin Afsked eller fik Fritagelse for
sine Forretninger, men beholdt sin Gage. Det var først efter denne Tid, han, begejstret af Rousseaus Ideer, med
Iver kastede sig over Opdragelsens Forbedring; men hans Virksomhed i denne Retning tilhører Tyskland. Han
udarbejdede en Plan til Skolevæsenets Forbedring, som skal være bleven bifaldet af Bernstorff, og som udkom
1768. Han udstedte et Opraab til at subskribere paa hans »Elementærværk«, og da han anbefaledes af Lavater
og mange andre ansete Mænd i Tyskland, modtog han i faa Aar 15.000 Rdl. Mindre heldig var han, da han
senere forlangte Publikums Understøttelse til Oprettelse af sit »Philanthropinum, eine Schule der
Menschenfreundschaft für lernende und junge Lehrer«. Det kom dog i Stand i Dessau 1774, men vilde ikke trives.
44/484