Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bartholin, Caspar, 1655—1738, Generalprokurør, Læge
Af G.L. Wad og Julius Petersen
Caspar Bartholin var født i Kjøbenhavn 10. Sept. 1655 og Søn af [...] Professor Thomas B. (død 1680). Kun 15
Aar gammel blev han Student (1671), og hans Studier, eller maaske mest hans Faders Indflydelse, skaffede ham
allerede 1674 Udnævnelse til Professor philosophiae ved Universitetet, dog saaledes at han kunde fortsætte sine
Studier i Udlandet. Han tiltraadte samme Foraar sin 3-aarige Rejse, paa hvilken han studerede bl.a. ved Leidens
Universitet og besøgte Frankrig, Italien o. fl. St, i det han overalt gjorde sig bemærket ved sin for en saa ung
Mand usædvanlige Lærdom; man har da ogsaa fra denne Tid adskillige Skrifter fra hans Haand om saare
forskjellige Æmner, dels hentede fra Lægevidenskaben, dels fra den klassiske Arkæologi. Efter sin Hjemkomst
tiltraadte han sit Professorat og begyndte sin Virksomhed med Forelæsninger over Anatomi og Fysik; 1678 havde
hans Fader den Glæde at kreere ham til Dr. med., næppe 23 Aar gammel; efter dennes Død (1680) blev B.
Medlem af det medicinske Fakultet; hvis Dekanat han senere (fra 1704) kom til at bestyre i 34 Aar; Rektor ved
Universitetet var han 1687 og siden oftere, medens han tillige havde forskjellige andre akademiske Tillidshverv.
For øvrigt gav den Maade, hvorpaa han og hans Slægt, Bartholiner og Wormer, fremmede deres egne Interesser
ved Universitetet — især ved bestandig at sørge for, at de flest mulige Professorater overdroges dem —,
Anledning til en 1707 fremkommen anonym Klage, der til Dels satte en Stopper for Slægtens Nepotisme.
Indtil 1701 vedblev B. at docere Anatomien, og efter den Tid har hans Virksomhed som Universitetslærer næppe
været stor, saa meget mere som der efterhaanden var blevet lagt Beslag paa hans Kræfter og Tid i ganske andre
Retninger. Som saa mange andre Embedsmænd fik han nemlig Sæde i Højesteret (1691), hvormed 1694 fulgte
Titel af Justitsraad, 1708 af Etatsraad, og 1719 betroede Kongen ham den ansvarsfulde og omfattende Post som
Generalprokurør [til 1729]. Det gik ham som flere andre, at hans Brugbarhed skaffede ham saa mange Embeder,
at man ikke fatter, hvorledes han kunde overkomme dem. Efter at han 1722 var bleven Konferensraad,
udnævntes han 1724 til Deputeret for Finanserne og [indtil 1730] Præses i Rentekammeret. Den største
Hædersbevisning blev ham til Del, da Kongen 1729 gav ham det hvide Baand, som endnu aldrig havde smykket
nogen borgerlig og selv til adelige uddeltes sparsomt; til sit Valgsprog tog B. »invia virtuti nulla est via« [meningen
er at B. vil søge at åbne ufarbare veje; sentensen er hentet fra Ovid's Metamorfoser XIV 113, der igen refererer til
Vergil's Aeneiden VI' sang, hvor Aeneas og Sibyllen slipper afsted ad en bagvej; sentensen også brugt om Karl X
Gustav's tur over Bæltet]. To Aar efter optoges han med sin Slægt i Adelsstanden. Han døde 11. Juni 1738 som
Senior Universitatis. Efter sin Fader havde han arvet Hagestedgaard, som han solgte 1686. Han ægtede i Sept.
1679 Anna Fabricius, f. 10. Nov. 1643, død 18. Febr. 1713, Datter af Lægen, Dr. jur. & med. Christian F. og Enke
efter Assessor Jørgen Reitzer.
B.s litterære Arbejder ere talrige fra den Epoke af hans Liv, da han endnu ikke var overlæsset med
uvidenskabelige Embedspligter; efter den Tid ere de kun faa, som naturligt er. Som ovenfor nævnt har han leveret
flere Arbejder i den klassiske Arkæologi (om de gamles Øresmykker, om de gamles Fløjter); men sin største
Betydning har han som lægevidenskabelig Forfatter. Naar Riegels i de stærkeste Udtryk bebrejder B., at han sveg
sit egentlige Kald, Videnskabsmandens, for at være Adelens Haandlanger og arbejde i Kollegierne, er dette
næppe ganske uden Grund, og at han blev trukken frem af den Reventlowske alt formaaende Slægt, er der ogsaa
andet, der tyder paa, end Riegels' Udsagn alene. Hvorledes B.s Virksomhed uden for Universitetet har været, er
det nu vanskeligt at dømme om; det taler for hans Uundværlighed, at han efter de ved Frederik IV's Død
indtraadte store Forandringer beholdt sine Embeder og belønnedes af den nye Konge med Adelsbrevet.
— Thomas Bartholins Søn Caspar blev født saa sent, at Faderen, der tidlig trak sig tilbage fra den egentlige
lægevidenskabelige Professorvirksomhed, ikke i saa Henseende kunde være hans Lærer. I Anatomi og Fysiologi
— de Fag, som han i Overensstemmelse med de Bartholinske Traditioner, i det mindste i den tidligere Del af sit
Liv, særlig dyrkede — var derimod Steno hans væsentlige Lærer, og de Arbejder, han i denne Retning har
publiceret, vise alle en tydelig Paavirkning af Lærerens Synspunkter og Ideer. Dennes betydningsfulde
Opdagelser paa Kjertelsystemets [kirtelsystemets] Omraade førte Discipelen dog videre paa en hæderlig og ret
fremtrædende Maade; saaledes opdagede han, først hos en Kalv (1682), senere ogsaa hos andre Dyr, en særlig
vid Udførselsgang fra den ene af Spytkjertlerne (glandula sublingvalis), hvilken han beskrev i en 1684 i
Kjøbenhavn udgiven Afhandling, og som fremdeles bærer hans Navn (Kjertelens mindre Udførselsgange ere
væsentlig opdagede af Steno, men bære i øvrigt Navn efter Leipzigeranatomen Rivinus, der ogsaa beskjæftigede
sig med disse Undersøgelser). Nogle Kjertler ved Indgangen til de kvindelige Kjønsorganer fremtræde ligeledes
ofte i Haandbøgerne under B.s Navn, fordi han først har paavist og beskrevet dem hos Mennesket (i et Brev til
den romerske Anatom Riva 1677), medens de dog allerede forinden vare paaviste hos Koen af den berømte
Pariseranatom Duverney. I en til 3. Udgave af Lysers »Culter anatomicus« (1679) tilføjet Afhandling giver han
forskjellige gode Vink med Hensyn til Dissektion og anatomisk Demonstration, ligesom han ogsaa i en vis
Modsætning til Steno stærkt accentuerer Mikroskopets Betydning for anatomiske Undersøgelser, men for øvrigt
slutter han sig ogsaa her til sin Lærer og til de af denne givne Anvisninger. Foruden de nævnte Arbejder
publicerede han som medicinsk Professor et ret betydeligt Antal Dissertationer af anatomisk og fysiologisk
41/484