Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Hvad B. havde lært at kjende af Oehlenschlägers Ungdomsdigtning, havde gjennemgaaende ikke tiltalt ham, hvor
stærkt han end i bevægede Øjeblikke kunde begejstres for enkelte Partier af den; den unge Digters overmodige
Selvfølelse havde stundum krænket den ældre, og Følelsen af, at en nyopgaaende Sol med ufortjent Hast
fordunklede hans egen i det danske Folks Øjne, bidrog til at nære Bitterheden. Forholdet mellem de to Digtere var
køligt, da B. i Sommeren 1806, under Oehlenschlägers store Udenlandsrejse, gjæstede Kjøbenhavn og gjorde
Bekjendtskab med A.S. Ørsted og hans Hustru, Oehlenschlägers Søster Sophie. Et exalteret Venskab i Tidens
sentimentale Smag opstod mellem B. og den 24-aarige unge Kone, hvis Længsler Ægteskabet ikke helt havde
opfyldt, og hvis for alle intellektuelle Indtryk modtagelige Natur paavirkedes livlig af den verdenskyndige og
vidtbevandrede B.s fængslende Underholdning, paa samme Tid som hun »omvendte ham til Goethe« og ved at
føre ham ind i denne Digters Verden tillige forberedte ham til en bedre Opfattelse af Broderens Poesi. I det
Oehlenschlägers Betydning nu virkelig gik fyldigere op for B. end nogensinde tidligere, og i det han fandt det
ubetimeligt at staa halvvejs paa en spændt Fod med Broderen, medens han tilbad Søsteren, tilskrev han paa
Oehlenschlägers Fødselsdag 14. Nov. 1806 denne sit berømte indholdsvægtige og mesterlig formede Rimbrev
»Noureddin til Aladdin«, i hvilket han, hyldende Oehlenschläger som den største, tilbød ham Fostbroderskab og
Samarbejde. Oehlenschlägers Svar røbede, at den unge Digter fuldt vel var sig sit Værd bevidst, og afslog den
tilbudte Alliance; de Bemærkninger, han med rette gjør om B.s Misforstaaelse af den digteriske Aladdin-Skikkelse,
viste tydelig nok Kløften mellem de to Naturer som mellem de to Tidsaldres Livsidealer, hvad B. ogsaa med lønlig
Smerte fornam og gav et vemodig-skjønt Udtryk i sit Gjensvar »til Digteren Adam Oehlenschläger«.
I Slutningen af 1806 udkom B.s »Skjæmtsomme Rimbreve«, om hvilke Forfatteren med rolig Selvfølelse udtaler,
at »dersom der i hans Modersmaal gives noget i Stil, Sprog og Versemaal lettere, rundere og mere flydende, har
han haft Uret i at drage disse Smaadigte frem for Lyset«; men ikke blot i den gratiøse Form og det spillende Vid
have disse uforlignelige Improvisationer deres litterære Værd: de yde tillige deres Bidrag til Opfattelsen af B.s
Personlighed ved at vise os ham i Tankeudvexling med adskillige af de Kvinder og Mænd, hans bevægede
Livsgang havde bragt ham i Berøring med. Samtidig med Rimbrevene udkom 1. Del af »Æventyrer og komiske
Fortællinger«, indeholdende af nyt den med den fuldendteste Verskunst fortalte »Theateradministratoriade«;
nogle Maaneder efter udkom 2. Del med lutter tidligere trykte Fortællinger, deriblandt »Ja og Nej eller den hurtige
Frier«.
Ved Udgivelsen af disse Bind vilde B. fastslaa i Publikums Omdømme, hvad hans Digtning hidtil havde ydet, hvor
den havde givet sit bedste. Efter at have paapeget dette Resultat vendte han sig i »Gjengangeren og han selv
eller Baggesen over Baggesen« polemisk imod den ældre Tids Poesi og den Del af sin egen, han ikke vilde have
betragtet som et væsentligt Udtryk for sit digteriske Jeg; med hvas Satire svinger han Svøben over Litteraturens
forkomne Tilstand, over dens lave Idealer og den inkompetente Kritik; han bebuder, at han som den hjemvendte
Odysseus, i Pagt med Sønnen Telemakos, Rigets Arving (Oehlenschläger), vil slaa et Dommedagsslag for
Kunstens og Sprogets af frække Bejlere hjemsøgte Penelope og atter bringe Orden i Huset. Men fra nu af ved
positive Bidrag til den nye Tidsaands Digtning, ikke længer ved negativ Satire; thi i Fortalen til de strax efter
»Gjengangeren« udkomne »Nye blandede Digte« udtaler han, at den »skjæmtsomme Rolle«, han hidtil havde
spillet »til Dels imod sin oprindelige Lyst, til Dels ogsaa maaske imod sin egentlige Naturevne«, nu er afsluttet, og
at han hermed begynder paa »en ny Periode af sit Digterliv og med samme sin egentlige Kunstbane«. Fortalen til
den nye Udgave af »Labyrinthen« — under Titelen »Digtervandringer«, hvoraf kun ét Bind udkom — udviklede
omstændeligere hans forandrede poetiske Trosbekjendelse, i hvilken navnlig Naturfænomenernes Anvendelse
som digteriske Æmner betones. Denne Tilnærmelse til Naturfilosofien i Forening med B.s nu hurtig tiltagende
Anerkjendelse af den forhen forkjætrede Goethe og hans forstaaende Blik for Oehlenschlägers Betydning viser os
ham stærkt i Færd med smidig at akkomodere sig efter det nye; men at han dybest inde hørte en anden
Stemningsverden til, viste baade hans mangelfulde Ydelser i den nye Retning og hans nu og da spontant
frembrydende Polemik imod den, saaledes den 1810 udgivne »Karfunkel- oder Klingklingel-Almanach, ein
Taschenbuch für vollendete Romantiker und angehende Mystiker«.
Det i litterær Henseende saa mindeværdige Timaaneders Ophold i Danmark afsluttedes i Forsommeren 1807, da
B. atter begav sig til sit franske Hjem i Marly. Efterretningen om Kjøbenhavns Bombardement og Flaadens Tab i
Eftersommeren samme Aar fremkaldte B.s Sømandssange, skrevne i Knud Sjællandsfars Navn. Aaret efter
udkom den tyske Digtsamling »Heideblumen«, indledet med et Digt »an Lilia« dvs. Sophie Ørsted, og Prøver af
Heltedigtet »Oceania«, under hvilket Navn Planen til det fornævnte Epos om Cooks Verdensomsejling nu
forsøgtes virkeliggjort, — atter en Begyndelse uden Fortsættelse. Filosofiske og mathematiske Studier sysselsatte
ham stærkt i de nærmest følgende Aar, og han kom til et nyt indre Omslag, i hvilket Troen tog Magten fra den
tidligere Forstandsdyrkelse, og det forhen forgudede Kantske System viste sig for ham som »den haardeste og
huleste filosofiske Nød«. Sygdom og Svaghed hørte baade til hans og hans Hustrus jævnlige Hjemsøgelser, og
Pengenød forbitrede ham yderligere Livet. Under disse sørgelige Forhold ansøgte han Regeringen om Bistand og
kaldtes 1811 til Professor i dansk Sprog og Litteratur ved Universitetet i Kiel. Under Krigen fik B. Tilladelse til at
bosætte sig i Kjøbenhavn, hvortil han ankom med Kone og Barn i Avg. 1813 og strax indvikledes i den litterære
»Jødefejde«, i hvilken han navnlig tørnede voldsomt sammen med »Fritimernes« bekjendte Forfatter Th.C. Bruun.
Men en langt større og mere indgribende Polemik stod for Døren: den langvarige »Baggesenske Fejde«, som
38/484