Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

B. stod nu ved Indgangen til Fyrrerne, i den bedste Mandsalder, og havde alt bag sig en Livsbane saa bugtet og
broget, saa rig paa ydre og indre Oplevelser som hidtil ingen dansk Digters. Fra et fattigt Barndomshjem og et
glædeløst Skoleliv var han ligesom med ét Ryk bleven løftet op i Dagens fulde Lys, beundret som en uforlignelig
Digter og henflyttet til de Samfundets Højder, hvor Kampen for det nødtørftige ikke kjendes, og hvor Livet er rigt,
skjønt og indholdsfyldigt. Og med den samme Smidighed i Væsen, som gjorde ham hjemme i de fornemme
Kredse, tilegnede han sig i den tidlige Alder, da Udlandet alt aabnede sig for ham, hvad der paa hans Rejser kom
ham i Møde af ejendommeligt og udmærket. Han traadte i Forbindelse med sin Tids aandelige Notabiliteter:
Claudius og Klopstock, Voss og Burger, Wieland og Herder, Schiller og Iffland, Reinhold og Fichte, Lavater og
Jacobi, Pichegru og Sieyes, Benjamin Constant og Mdm. Staël, — alle kjendte han dem af personlig Omgang, og
med de allerfleste af dem var Samkvemmet ikke af den løse Visitart, som vore Dages hurtige Rejsemaade
afføder; det fortsattes endog for en Del i betydningsfulde Brevvexlinger, omhandlende Tidens højeste Idéindhold
(her maa især nævnes den efter B.s Død udgivne Brevvexling med Kantianeren K. L. Reinhold). Dette Idéindhold
opfattedes i B.s klare Hoved som i et Spejl, men paavirkede af hans let bevægelige Følelse og hurtig vakte
Fantasi skiftede Indtrykkene ogsaa som Spejlbilleder. Som hans erotiske Passion for en
»Zemire« (Ungdomsforelskelsen i Mariane Eggers) afløstes af hans Elskovslyrik til »Seline« (Fru Pram), denne af
hans Kjærlighedskvad til »Palmine« (Sophie Haller) og saaledes videre, paa lignende Vis vexlede ogsaa hans
poetiske og intellektuelle Idealer. Hans tidlige Forherligelse af Voltaire fornægtedes, da han blev greben af
Rousseau; med brændende Begejstring omfattede han Kants fra »den rene Fornufts« kølig-klare Sfære hentede
Filosofi og hyldede den store Tænker ved at antage hans Fornavn, men med ikke mindre Varme omsluttede han
F. H. Jacobis ogsaa mod Kant rettede theosofiske Mystik; han var som et Barn af sin Tid Skeptiker og Rationalist,
hyppig vælgende Dogmerne og deres professionelle Hævdere til Skive for sin Satire, men til andre Tider gjorde
han »et Saltomortale« ud i Troen og søgte Hvile der. Snart var det Homer, snart Virgil, der satte ham i fyldigst
Forhold til Oldtiden, og snart atter ryddede han Digtning og Fortid til Side som unyttigt Skrammel for at fordybe sig
i Naturvidenskaberne med stærk, men kortvarig Energi. Men hvor hurtig end hans Interesser skiftede Æmne,
havde de dog langt mere end en dilettantisk Viden til Udbytte, thi B. var et af sin Tidsalders bedste Hoveder og
livligst opfattende Aander, der over for intellektuel Tilegnelse havde den samme mærkelige Selvforvandlingsevne,
som satte ham i Stand til ikke blot at tækkes og vinde, men ligefrem at fortrylle de Mennesker, han kom i Berøring
med. Hvorledes hans Overblik over Tidens ledende Ideer forbandt sig med hans poetiske Inspiration, have vi et
Vidnesbyrd om i de storslaaede Planer til Digtning, som han undfangede: han vilde skrive sin Samtids Epos i en
gjennemført Allegorisering af Revolutionens Begivenheder, han vilde behandle den sejrrig frembrydende
Naturerkjendelse i en anden episk Allegori »Uranion eller Lysets Helte«, han tænkte paa »et Heltedigt uden Krig«
med Verdensomsejleren Cook til Midtpunkt og »Opdagelsen af Jordens Sydpol og af Menneskeslægtens Sydpol,
Videnskabernes og Kunstens Triumf« til Æmne; ja han troede en Tid lang i den nordiske Mythologi at have fundet
det Billedsprog, i hvilket Verdensgaaderne klarest lode sig tyde. At ingen af disse vidtspændende Planer kom til
Udførelse, vidner igjen om Digterens Mangel paa Evne til at isolere sig fra de idelige nye Paavirkninger for
standhaftig at fastholde en enkelt Tanke. Men man har tillige Lov til at formode, at om end et paa mange Maader
fængslende Idéliv vilde have udfoldet sig i disse Digterværker, vilde det være sket paa Bekostning af den
umiddelbart betagende, simple og enfoldige poetiske Skjønhed. Thi B. er som Digter størst paa det mindre
Omraade; hvor han svimler odehøjt eller profeterer bardedybt, bliver han lige saa søgt og usand, som han er
yndefuld naturlig i sine med al deres store Kunst saa skjælmsk legende Rimbreve saa vel som i de mange lyriske
Smaadigte, hvor Sprogets sødeste Velklang forbinder sig med Stemningens harmoniske Hvile til en i dansk
Digtning uovertruffen Fuldendthed. Vi nævne af saadanne Digte det tidlig undfangne »Da jeg var lille«, »Gjensyn
og Tilbageblik» med de berømte Linjer »Ak, ingensteds er Roserne saa røde« osv., »Citherspilleren« (»Jeg
vandrer fra By og til By«), »Erindringer« (»Naar Børn sig om mig slynge«). Hertil kan føjes de lige saa
fortræffelige tyske Digte, som ere lagte Digterens omvankende Skjærsliber-Jeg i Munden, hans
»Dichterlied« (»Der Dichter liebt den guten Wein«) og den navnkundige »gesammte Trinklehre« (»Seit Vater
Noah in Becher goss«). I det vi anføre disse Prøver paa B.s tyske Digtning, staa vi paa ny ved en Dobbelthed i
hans Væsen: hans Flagren mellem de to Sprog, Modersmaalet og Verdenssproget, som skiftevis drog ham til
forskjellige Sider, en Spaltning, som hans Ægteskaber med udenlandske Hustruer nødvendigvis maatte forøge.
I denne splittede Personlighed, sygelig af Helbred, urolig af Temperament, ustadig flakkende imellem Ideernes
Omraader som imellem vor Verdensdels Lande, hjemme for en Stund, hvor han slog sig ned, men snart atter
dreven videre af sin Hvileløshed, — i denne af modstridende Bestanddele interessant sammensatte Natur fik
Tidsalderens Gjæring et følsomt-mærkende Udslag. B. var orienteret ogsaa paa de nye Idéstrømningers
Omraade, og mere end én Gang forsøgte han at tilpasse sit Væsen efter deres Krav. Men alt som den nye Tid
tydeligere og tydeligere aabenbarede sit Indhold, viste det sig, at han, i den Alder han nu havde naaet, trods alle
indre Brydninger dog i det hele og store stod som et sammenfattet Udtryk for det tilbagelagte Aarhundrede i
Modsætning til det nye. For Poesiens Vedkommende gav dette sig til Kjende ved hans stadig tiltagende Uvilje
imod den romantiske Digtning, en Uvilje, som polemisk fik Luft i det paa denne Tid skrevne, om end først efter
hans Død udgivne store dramatiske Digt: »Der vollendete Faust oder Romanien in Jauer«. Hvad Romantikken
ejede af dybt, gjorde nærmest et Indtryk af Uklarhed paa ham, dens Mystik var ham kras Overtro, og mod dens
Vilkaarlighed oprørtes hans Formsans. I det følgende Tidsrum bliver B. derfor, med betinget Ret, Hævderen af
Fornuftmæssighed i Modsætning til fantastiske Overgreb, af Lovmæssighed i Modsætning til genialsk Anarki og af
sproglig Regelbundenhed i Modsætning til personligt Forgodtbefindende.
37/484