Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Alderdommen et kunstigt Skær af evig Ungdom. Den udvisker endelig 41
Individualiteten, udsletter det Personlige til Bedste for det Selskabelige, det
Sociale.
Det forstaar sig, at i Hæren, hvor jo til alle Tider Uniformitetet maa herske, var
Reglerne for Haarets Frisering og for Beskaffenheden af Haarpisken, som i
Aarhundredets Løb fortrængte Parykkerne, endnu mere tvingende end for de
civile Stænder. Ligesom Soldatens Uniform overhovedet var i høj Grad
hensigtsstridig og beregnet paa Tilskuestillen — et Hovedstykke var de stive
Støvletter, saa pinefuldt trange, at de ødelagde Helbreden — saaledes medtog
det for Soldaten lang Tid at opstikke, glatte, runde og pudre Haaret. Til
Pudderet medgik der aarlig 45,000 Pund Hvedemel, om hvilket man med Rette
mente, at det hensigtsmæssigere kunde anvendes til Tvebakker. De Officerer,
der bar Paryk, maatte i Tjenesten ovenikøbet anbringe en Haarpisk ved den,
og for Soldaten var Haarpisken baade til Ulejlighed og til Plage; thi den skulde
være lang og stiv og maatte derfor med Baand, som det var Soldaten dyrt at
anskaffe, vindes om en Staaltraad, saa tyk som en Pibestilk, saa den i høj Grad
var til Besvær, naar Soldaten lagde sig til Hvile paa Briksen. (Se det Nøjere
hos Rist: Fra Støvlettiden.)
Allerede i 1770 var Parykkerne saa udbredte, at en Parykskat, »der strakte sig
fra Ekscellenserne til Lakajerne«, kunde fylde godt i den tomme Statskasse og
et halvt hundrede Aar efter under Frederik den Femte var omtrent lige saa
mange Mennesker sysselsatte med at lave Parykker som med at bage Brød. Vi
har i Aviserne fra Holbergs Tid Avertissementer fra Datidens mest bekendte
»Peruque-Fabriqueur«, Seigneur Drubin, af hvilke man faar Oplysning om
Tidsalderens mangfoldige Parykformer. Der var Allonge-, Abbé-, Demi-Carrée-,
Piske-, Pung-, Præste-, Kokarde-, Mélange-, Mirledon-Parykker, for ikke at tale
om China- og Ostindiefarer-Parykker uden Pudder i Bukle-Façon. Farverne:
hvide, graa, griseille, cendré, blonde, brune, sorte etc., dertil Mellemformer og
Mellemfarver. Hr. Drubin foranstalter til høje kongelige Fødselsdage Auktioner
paa Parykker. Han indbyder til Subskription paa dem, til »en meget extra
avantagieus prænumeration«. Han anpriser en Mirledon-Façon med fire Bukler
som ekstraordinær bekvem, modest og desuden »grandest anstændig for
Stands-Personer« at betjene sig af, »mere anseenlig og gravitætisk for
Charakteriserede end di Myrlidongs med tvende Bukler«. Han fremhæver ikke
blot stadig, at hans Parykker alle er af rent Menneskehaar, »naturvoxen kruse
naturel Haar«, men han vil som Fædrelandselsker, at Landet skal forsyne sig
selv med Parykker og bruger kun indenlandsk Haar. (Stolpe: Dagspressen i
Danmark).
Hvis han ikke har løjet, saa turde hans Forretning afgive Eksempel paa en af
de yderst faa Sfærer, hvor i hin Tid det Nationale skattedes højere end det
Fremmede. Dog, han løj naturligvis; thi han var en stor Løgner og Charlatan,
samme Hr. Drubin. Men man kan sige, det var i Paryktidens Aand, at det
Nationale saa stærkt tilsidesattes. Thi er det at rasere sin egen Nationalitet og
klæbe en fremmed i dens Sted ikke Parykstil! Naar Hæren næsten helt
forsynedes med fremmede Officerer, naar den kommanderedes paa Tysk, naar
41 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
31