Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

er kommet ind paa den historiske Behandling, som giver selv hans mindre gode Afhandlinger paa sine Steder
Værdi; thi i denne Retning laa hans enestaaende Begavelse, der har gjort ham til Grundlæggeren af den danske
Retshistorie.
A.'s Længsel efter en national Retsvidenskabs Fremblomstring giver sig atter og atter Luft i Klager over den
danske Rets langvarige Tilsidesættelse ved Universitetet, og han havde Lyst og Evne til at afhjælpe Savnet. Med
utrættelig Flid samlede han et rigt Materiale, hvorpaa alene et grundigt Studium kan bygges, og var i Besiddelse
af den rette kritiske Sans til at sigte og prøve det. »Historieskriverne maa tages paa en juridisk Fod; man anser
dem som Vidner og bør derfor prøve deres Udsigende som andre Vidners.« Ædruelig og forsigtig holder han sig
paa Kjendsgjerningernes Grund; men han behersker dem med den videnskabelige Evne, der kan øjne og
fremstille den historiske Udviklings Gang gjennem deres brogede Mangfoldighed. Hans nationale Sans er saa
inderlig og sand, at han overalt med Klarhed og Styrke hævder den danske Rets Ejendommelighed og
Selvstændighed; men tillige har han det frie og overskuende Blik, der kan se de enkelte Landes Forhold i den
almindelige Udviklings Lys. Ved Betragtningen heraf tager han det samme Hensyn til Folkenes
Slægtskabsforhold, som Nutidens Videnskab godkjender, og fremhæver endog den sammenlignende
Sprogvidenskabs Betydning paa dette Punkt, i det han i Afhandlingen om »Sprogkunstens Nytte« spørger, hvorfor
man ikke skulde kunne bruge Sprogenes Slægtskab og Oprindelse til at finde Folkenes Oprindelse.
A.s utrættelige Flid og intuitive Evne til at gribe det Stof, som har Interesse, har medført, at der næppe endnu
findes noget retshistorisk Spørgsmaal i den danske Ret, hvis Granskning ikke kan tage sit Udgangspunkt fra hans
Arbejder. Ypperst iblandt dem staar »Den danske Lovhistorie« (1769—76), og hans Gravskrift hædrer ham derfor
ogsaa særlig som den danske Lovhistories Forfatter. Efter eget Sigende havde han først tænkt at skrive den paa
Latin til Udfyldning af Stubs Disputatser, og han udarbejdede ogsaa nogle Kapitler, hvoraf et endnu findes i
Haandskrift paa det kgl. Bibliothek, men selve Stoffet og dets Omfang nødte ham dog heldigvis snart til at
forandre denne Plan. At Lovhistorien ikke er noget egentlig systematisk Arbejde, men nærmest en Samling af
Afhandlinger og Aktstykker, saa vel som at hans Anskuelser om forskjellige vigtige Spørgsmaal ere noget
ubestemte og skiftende, kan ikke bebrejdes Forfatteren. Derimod er hans Blik paa Rettens historiske
Tilblivelsesformer hildet noget af Forholdene under Enevælden, og dette har øvet en mindre heldig Indflydelse
paa hans herhen hørende Undersøgelser. Endelig har han vel Fortjenesten af at have fremdraget en stor Del
Lovhaandskrifter, men hans Behandling af dem tilfredsstiller ikke Nutidens Krav, saaledes som hans Udgave af
Jyske Lov (1783) godtgjør, og Savnet i den her nævnte Retning er ikke blevet afhjulpet af hans Efterfølgere.
Om A.s trykte Skrifter henvises til Nyerups Lit.-Lex. Et Maleri af ham, der er malet 1785 af Portrætmaler Fuchs og
ejes af Familien, fremstiller ham siddende paa Kathederet med den venstre Haand hvilende paa hans Lovhistorie,
medens han paa højre Haand bærer den tidligere omtalte Brillantring. Efter dette Maleri er hans Billede i
Medaillonen paa det juridiske Fakultets Jubilæumsskrift (1879) tegnet. Et Skyggerids af ham findes foran i
Barens' »Juridiske Lommebog« (1795). Hans Gravsted kjendes ikke, men en Gravskrift er opbevaret fra Søn til
Søn.
Til: Indholdsfortegnelsen
26/484