Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

II • Paryktid • Støvlettid • Paryktid • Ingen Selvfølelse • Stammens Sundhed • Monrad • Tidsalderens
Følelsesliv • Skrivemaaden • Æreboe • Uforfærdethed • Belønning med Embede • Kaas • Krigerliv •
Skaanlund • Lakajvid • Lakajen som Herredsfoged • Seidelin • En Apotekers Dannelsestrin • Ræsonnerer
ikke • Rostgaard • Rostgaard contra Holberg
Holberg staar nutildags for os som en Patriark. Som Grundlægger af vor
moderne Kultur og Ophavsmand til Hovedretninger i vort Teater og vor Bogavl
er han rykket tilbage i saa stor Fjærnhed, at han for os tager sig ud som en
Repræsentant for den naive Oprindeligheds, den uskyldige Djærvheds Periode.
Han tilhører for os den Tid, da man nævnede Tingene ved deres Navne i
Modsætning til senere Tiders overciviliserede Pænhed. En af de Kierkegaardske
Pseudonymer sammenstiller ham i denne Egenskab uden videre med det
gamle Testamentes Forfattere: »Man skulde ikke være sky for at bruge de
betegnende Udtryk, som baade Bibelen og Holberg bruger«.
Ikke desmindre har Holberg jo i Virkeligheden hjemme i en yderst sen Periode
af Verdens-Kulturen, maaske den mest overkultiverede, mest forkunstlede, vi
kender, nemlig den, man plejer at betegne som Regentskabstidens. Vor
Patriark er en Samtidig af Regenten og Ludvig den Femtende; han fødes
samme Aar som Watteau, den forfinede Yndes, den koketteste Elegances
Maler, og hans Levetid falder sammen med Marivaux's, som Skuespilforfatter
den sarteste Følsomheds og den letteste Aandrigheds Digter, der som ingen
anden forstod at anvende Ømhedens og Frivolitetens Halvlys i Repliken.
Norden var imidlertid saa langt tilbage, at Holberg ikke aandeligt kan betragtes
som samtidig med disse Mænd. Hans Tidsalder i Danmark er den tidligere
Paryktid, den for hvis Kultur og Kunst her som andensteds Frankrig med
Ludvig den 14des Hof som Midtpunkt direkte eller paa anden Haand er
Forbilledet. Kostymet er bekendt, det var stivt og kostbart, uden Simpelhed.
Selv her i Norden gik den højere Middelstand i Fløjl om Vinteren, i Silke om
Sommeren. Mændene bar Fløjl, Silke og Kniplinger: Fløjls-Vest og Benklæder,
hvide Silkestrømper, Kniplinger om Haanden, broderede Frakker. Dragten var
vel egnet for Hoffolk, der bevægede sig paa bonede Gulve i evindelig
Selskabelighed, men uendeligt upraktisk for Folk, der ikke skulde
repræsentere, men arbejde, og som levede i et Klima og i Stæder, der
fordrede Klædninger af en helt anden Art. Det var ikke Skønhedsglæde, men
Pragtglæde, man i sin Dragt lagde for Dagen, og selve denne Pragt var en evig
Ulempe og Tvang.
Dragten kronedes af Parykken, der med Rette gælder for et Symptom paa den
herskende Unatur. Thi hvad kan være unaturligere end at afrage sit eget Haar
for at bedække sit Hoved med fremmed!
Parykken havde paa Ludvig den Fjortendes Hoved været majestætisk, en
kunstig Løvemanke. Den er i sit Væsen autoritær, i sin Regelmæssighed og
tunge Ubevægelighed, der nødvendiggør langsomme, adstadige
Legemsbevægelser, et Udtryk for Værdighed og Anstand. Den er dernæst et
Tegn paa en kunstlet Kulturs Triumf over Naturens Orden, idet den udjævner
Forskellen mellem Ungdom og Alderdom: Pudderets hvide Farve giver
Ungdommen et unaturligt og koket Skær af Alder, den uhyre Haarvæxt
30