Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ved Siden af sin mangesidige Virksomhed i forskjellige praktiske Retninger fandt A. Tid til videnskabelige
Arbejder i Naturvidenskabens forskjellige Grene. I disse var han hjemme som faa, og han har leveret
mangfoldige, om end i Regelen ikke omfangsrige, Arbejder paa Fysikens, Kemiens, Mineralogiens, Zoologiens og
Fysiologiens Omraade. Han spillede en meget betydelig Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme og stod i
jævnlig Forbindelse med mange Naturforskere i Udlandet, hvor hans Navn overalt havde en god Klang. Han var
Medlem af en Mængde lærde Selskaber i Udlandet, og 1791 tilbød man ham Stillingen som Direktør for
Veterinærskolen i Hannover. Af det danske Videnskabernes Selskab blev han Medlem 1775, og fra 1795 til sin
Død var han dets Sekretær. Som saadan holdt han i 1797 en Mindetale over A.P. Bernstorff, der havde været
Selskabets Præsident. Denne meget vel skrevne Tale (57 S.) roser Molbech (i sin »Vidensk. Selskabs Historie«)
som »en af de bedste, værdigste og mest passende Taler, der ved lignende Anledninger ere hørte i dette
Selskabs Sale«.
Af A.s mineralogisk-kemiske Undersøgelser fortjener især at anføres, at han var den første, der foretog en kemisk
Undersøgelse af Kryolith og gav den Navn. Han paaviste, at den indeholdt Fluor og Aluminium, medens den
tredje Bestanddel, Natrium, først fandtes senere. Hans mineralogiske Samlinger vare betydelige; en stor Del af
dem blev kjøbt til Prins Christian Frederik, men gik des værre til Grunde ved Slotsbranden 1794. Ved A.s Død
blev en betydelig og værdifuld Mineralsamling kjøbt til det den Gang paatænkte Nationalmusæum; den findes nu i
Universitetets mineralogiske Musæum.
Hans zoologiske Arbejder ere vel for største Delen Smaaartikler, men om hans Virksomhed i denne Retning
saaledes end ikke er særdeles omfangsrig, er den dog (efter en Kjenders Udtalelser) »egnet til at indgyde
Respekt og bærer Vidnesbyrd om en fremragende videnskabelig Begavelse«. Dette træder vel tydeligst frem i
hans Afhandling om Slimaalen, Myxine, (»Schrift. der Ges. naturforsch. Freunde«) og i hans Bemærkninger om
en hos Hundestejlen snyltende Bændelorm, Schistocephalus solidus, (i. Bd. af »Naturhist.-Selskabets Skrifter«).
For det første af disse Dyr paaviste A. gjennem en anatomisk Undersøgelse, at det ikke som hidtil sædvanlig
antaget hørte til Linnés Vermes, men var et Hvirveldyr. For Ormens Vedkommende paaviste han ved
Fodringsforsøg — en den Gang ukjendt Methode —, at den i Hundestejlens Krophule levende Snylter, naar
Hundestejlen fortæres af Vandfugle, udvikler sig videre i disses Tarme, som han rigtig formoder, til
Kjønsmodenhed. Ogsaa hans Afhandlinger om Infusionsdyrenes Oprindelse (3. Bd. af Nat.-Selskabets Skr.) og
om Megatheriet (Vid. Selskabs Skr., Ny Samling 5. D.), som han maatte snige sig til delvis at aftegne under sit
Besøg af Musæet i Madrid, indeholde gode og træffende Bemærkninger. Hans øvrige zoologiske Arbejder — heri
indbefattede de temmelig omfattende Bidrag til O. Fr. Müllers »Zoologia Danica« 3. og 4. Bd. — ere væsentlig af
arts-beskrivende Natur.
Blandt hans fysiologiske Arbejder bør nævnes Bemærkninger om Granden, hvorfor Næsen altid mangler hos
enøjede Monstra, Forsøg over Elektricitetens Indvirkning paa Dyr, over Blodkarrenes Indsugningsevne, over
Hovedets Reproduktion hos Snegle, over Aandedrættet og over Kulstoffets Mængde i Blodet. Ogsaa disse
Arbejder vidne om hans videnskabelige Begavelse og sunde kritiske Sans.
At han ogsaa paa Fysikens Omraade hørte til Tidens kyndigste Mænd her hjemme, kan man skjønne deraf, at det
kort før hans Død blev ham tilbudt at blive Lærer i dette Fag ved Universitetet, hvilket han dog afslog, l Forening
med E. Viborg udgav han i 1800 en stor Lærebog, »Indledning til almindelig Naturkyndighed for Dyrlæger« (324
S.), i hvilken Kapitlerne om Lyset, Elektriciteten, Magneten og Jordkloden ganske ere hans Arbejde. Denne Bog
blev oversat paa Svensk og paa Tysk.
At A. maatte nære en levende Interesse for alt, hvad der kunde fremme Studiet af Naturvidenskaberne og
Udbredelsen af Naturkundskab i vide Kredse, er en Selvfølge. Dette gav sig ogsaa mange Vidnesbyrd, af hvilke
særlig fortjener at fremhæves, at han er den egentlige Stifter af Naturhistorieselskabet (1789), som en Tid lang
spillede en ikke ringe Rolle i det videnskabelige Liv her hjemme.
For at fuldstændiggjøre Billedet af A. fortjener det at omtales, at han i sine yngre Dage var Medarbejder af flere af
Datidens kritiske og æsthetiske Journaler. I en af dem (»Alm. dansk Bibliothek«, 1778) findes der af ham under
Mærket Andreas Naalemager enkelte vittige, satiriske, smaa Afhandlinger.
Efter et Liv, der trods hans svage Helbred lige til det sidste var viet til utrætteligt Arbejde til Gavn for hans
Fædreland, døde A. pludselig af et apoplektisk Tilfælde 21. Jan. 1801. Hans Død vakte almindelig Beklagelse, og
hans Minde hædredes i Tale og Skrift af adskillige ansete Mænd. Det kan heller ikke betvivles, at A. hørte til
Fædrelandets bedste Sønner. Han var et lyst og skarpsindigt Hoved, havde ualmindelige Kundskaber og besad
fortrinlig Fremstillingsevne. Han havde stor praktisk Dygtighed og synes at have besiddet lykkelige Gaver til at
arbejde sammen med andre. Hertil bidroge hans fine Dannelse og vindende Væsen, men. først og fremmest hans
ualmindelig elskværdige Karakter.
A. ægtede 1767 Margrethe Christine Jagenreuter, Datter af Borgerkaptajn J., og fik med hende 2 Døtre. Den ene
af dem blev gift med Kapitajnlieutenant Oxholm, den anden med Kammersekretær og Kommiteret Stoud.
16/484