Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Abildgaard, Peter Christian, 1740—1801, Veterinær
Af B. Bang
Peter Christian Abildgaard blev født i Kjøbenhavn 22. Dec. 1740. Hans Fader var Søren A. Han meddelte Sønnen
den første Undervisning og lærte ham ikke blot de gamle Sprog og Tegnekunsten, men lod ham allerede meget
tidlig læse kemiske og mineralogiske Bøger. Fra sit 12. til sit 16. Aar gik A. dernæst i Kathedralskolen, men blev
saa taget ud af 5. Klasse og sat i Lære i et Apothek, fordi Faderen ikke mente at kunne faa Raad til at holde ham
frem ad den studerende Vej.
Heldigvis kom han til den bekjendte Apotheker J. F. Cappel, som var en dygtig Kemiker, og hos ham kom han
tillige i Berøring med en ung Mand, F. H. Müller, der senere vandt et stort Navn som teknisk Kemiker. Her var
altsaa Lejlighed til at lære Kemien grundig, og A.s Biograf, E. Viborg, fortæller ogsaa, »at han, der om Dagen
maatte passe sin Dont som Lærling i Apotheket, ofte brugte Natten til kemiske Forsøg, medens han sædvanlig
anvendte Morgenstunden til at udvide sine Skolekundskaber«. Hos Cappel blev han i 4 Aar og vandt i høj Grad
hans Yndest, men da det 5te Aar kom, meldte han ganske uventet sin Principal og sin Fader, at han vilde være
Student. Uagtet deres Modstand satte han sin Plan igjennem og blev akademisk Borger i sit 20. Aar (1760). Efter
at have underkastet sig den filosofiske Examen og taget Baccalaureigraden ved en Afhandling »de utilitate
chemiæ in oeconomia reipublicæ« 1762 studerede han Medicin. Han blev snart yndet af Universitetets Lærere,
tegnede for E. Pontoppidan [se om Erik Pontoppidan i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] til
»Danske Atlas« og blev Amanuensis hos Prof. de Buchwald.
Imidlertid begyndte i 1762 Kvægpesten, der i Aarene 1745—51 havde hærget Danmark umaadelig, igjen at vise
sig, og Frederik V besluttede nu efter Bernstorffs Raad at sende 3 unge Medicinere til Lyon, hvor Bourgelat i 1760
havde grundet den første Veterinærskole, for at de der kunde lære at behandle Kvægsygen. Valget faldt blandt
andre paa A., og herved blev han ført ind paa den Vej, som senere fortrinsvis skulde gjøre ham berømt. Han kom
til Lyon i 1763. Forholdene her tiltalte i Begyndelsen hverken ham eller hans Rejsefæller. Uagtet det foruden
deres særlige Opgave med Hensyn til Kvægpesten tillige i al Almindelighed var paalagt dem at lægge sig efter
Veterinærkunsten, havde de egentlig ingen Forestilling om, at de skulde tage fat paa en hel ny og stor Videnskab.
A. fortæller selv, at de nærmest tænkte paa at dyrke de Studier, de allerede havde paabegyndt, og kun ved Siden
af søge at indhente Erfaring om Behandlingen af Kvægpesten. Men nu fandt de i Lyon en Anstalt, der med de
menneskelige Lægeskoler som Forbillede lagde Vind paa det theoretiske Studium især af Hesten og dens
Sygdomme. Særlig Hestens Anatomi dyrkedes, »maaske mere end ret var«. Pathologien og Therapien stode
derimod paa svage Fødder. »Den Videnskab, som Skolen højtidelig lovede, skulde først grundlægges«, siger A.
De saa snart, at Helbredelseskurene kun kunde kaldes Forsøg, og at disse »experimenta«, der vare overladte til
ukyndige Elever, sjælden anstilledes saaledes, at man deraf kunde høste grundig Kundskab om Sygdommens
Natur og Lægemidlernes Virkning. Undervisningen led ogsaa af store Mangler, idet Bourgelat selv blot skrev sine
Forelæsninger og lod dem holde af ukyndige Kirurger, fordi det ikke passede for en Mand af hans Stand at holde
Forelæsninger.
Medens en af A.s Rejsefæller aabent udtalte sig om disse Mangler og derved fornærmede Bourgelat saa meget,
at han maatte drage bort, kastede A. sig derimod med sin vanlige Energi ind i Studiet og underkastede sig til sine
Rejsefællers Forundring ganske den Disciplin, som var indført for Skolens Lærlinge, der gjennemgaaende vare af
langt ringere Opdragelse. Han lærte alt, hvad der kunde læres, og vandt Bourgelats Yndest, saa at han endog
nogenlunde fandt sig i, at A. ogsaa søgte Undervisning hos Bourgelats Modstander Dr. Vitet. Man gjorde ham
smigrende Tilbud om at faa Ansættelse ved Skolen i Lyon, men han afslog dem og vendte efter 2 1/2 Aars
Ophold der tilbage til Kjøbenhavn i 1766.
Her var imidlertid Frederik V død, og Interessen for Veterinærvæsenet var kølnet. Det lykkedes dog A.s Velynder,
Livmedikus Berger, at sætte igjennem, at han beholdt sit Stipendium (250 Rdl.) i 2 Aar og blev udsendt for at
søge at bekæmpe den endnu herskende Kvægpest. Hermed havde han imidlertid intet Held, og da han nu troede
at maatte opgive ethvert Haab om at komme til at virke for Veterinærvæsenet, kastede han sig paa ny over
Lægevidenskaben, som han i øvrigt ogsaa i Lyon havde dyrket ved Siden af Veterinærfagene, og i 1768 fik han
den medicinske Doktorgrad ved en Afhandling »de venæsectione in suppressis menstruis«. Derpaa praktiserede
han som Læge i Kjøbenhavn, og uagtet han maatte kæmpe imod en hel Del Fordom og Ringeagt paa Grund af
hans tidligere Syslen med Dyrlægekunsten, lykkedes det ham dog at samle sig en god og anset Praxis, støttet
som han var af en Del af de mere fremragende Lægers Yndest. Theoretisk syslede han dog endnu noget med
Veterinærvæsenet og udgav saaledes i 1770 sin fortrinlige lille Bog: »En Dansk Heste- og Qvæg-Læge. Efter Kgl.
allernaadigst Befaling forfærdiget til Bøndernes Brug og Nytte« (82 S.). Denne Bog har haft en overordentlig stor
Udbredelse, er udkommen i 5 Oplag paa Tysk og 8 paa Svensk og blev endnu i 1883 udgivet i 13. (ganske vist
stærkt omarbejdede) Oplag paa Dansk. I 1771 udgav han, ligeledes med kgl. Understøttelse, 1ste Bind af
»Unterricht von Pferden, Kühen, Schaafen und Schweinen» (256 S.), indeholdende disse Husdyrs, navnlig
Hestens, Bedømmelseslære og Læren om deres Avl og Pleje. Bogen havde allerede i 4 Aar ligget færdig i
Manuskript paa Dansk. 2det Bind, som skulde indeholde Sygdomslæren, udkom des værre aldrig.
14/484