Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ungdom i dens ædleste aandelige Søgen, i dens højeste Udvikling. Folkets
ivrigste aandelige Stræben findes i denne Hjærne.
De tidligere store Aander, Tyge Brahe, Ole Rømer, Bartholinerne havde været
Fagmænd. Holberg finder ingen Forgænger i indenlandsk Literatur, intet
hjemligt Forbillede. Men han var af dem, der stifter Dynastier og ikke har
Ahner behov.
Alligevel lever den nationale Fortid i ham: han kender alt som ung sit Lands
Historie som faa, behersker den som ingen anden; hans første Skrift fremstiller
den som Led i en Europas Historie. I hans Sprogsans og sproglige Stræben
lever fremdeles Resultatet af Folkets aandigste Fortidsarbejde. Han, der som
Dreng havde talt Tysk og Latin, som Yngling Hollandsk, Engelsk, Fransk og
Italiensk, og hvis Sprog med al dets Naturlighed og Liv er urent, undertiden
urigtigt, ynder sit Modersmaal, saa uudviklet det end er, som i hin Tid faa
Andre: »Det danske Sprog har store Dyder og er synderlig bekvem til Poesie«.
Han selv skriver det snart som ingen anden, ingen før, og paa hans særegne
digteriske Omraade neppe nogen siden.
Han har endelig 39 den nationale Bevidsthed: Stoltheden over Folkets Bedrifter,
Sorgen over dets Skam. Han har sin Stolthed som ivrig Patriot: han anser det
for næsten eksempelløst »at en Nation saa idelig haver triumpheret [til Søes]
som Dannemark«. »Hvad Normændenes Tapperhed er angaaende, da tør jeg
understaae mig at sige, at deres Lige nu omstunder ikke findes.« Han har
skammet sig over den Indskrænkethed, med hvilken hans Samtidige havde
stræbt at genne videnskabelige Sandheder ud af Landet; han har lidt under
Danmarks Holdning overfor en Mand som Thomasius. Og han har harmet sig
over den Mangel paa Selvagtelse hos hans Landsmænd, der fik dem til at
fornegte deres Nationalitet. Det har ærgret ham, naar han hos Molesworth 40
maatte læse: »Naar de Danske rejser udenlands, foretrækker de at kalde sig
for Holstenere, da de anser det for mere ærefuldt at være født indenfor det
tyske Kejserdømmes Grænser end udenfor«. Thi han maatte give den forhadte
Englænder Ret; selv skriver han, at »der er mange Danske, som holde det for
en Skam, at de ere fødte i Danmark« og det er øjensynligt ikke Løjer hen i
Vejret, naar han i Jean de France lader Espen ytre, at »Ingen skal sige ham
paa, han hører Danmark til, eftersom han er født over ti Mile sønden for
Randers og altsaa kan ansee sig som Lem af det hellige Romerske Rige«.
Dog denne nationale Bevidsthed er endda ikke det Vigtigste. Men han er
saaledes beskaffen, at hvad der i Udlandet fængsler, interesserer ham, det er
det, som gennem ham snart vil tiltrække det hele danske Folk, og omvendt:
hvad han lader ligge af det Udenlandske, det er hvad Folket i Datiden er ude af
Stand til at optage eller hvad det kan vente med at tilegne sig. Han har i sit
eget Indre en sikker Maalestok for hvad der er hans Folks sande Trang og
Behov. Men at have denne Sikkerhed i Evnen, det er at være et reformatorisk
Geni.
39 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
40 Robert Molesworth: »En beskrivelse af DANMARK som det var i året 1692« (1. udgave på
engelsk 1694). Oversat af Svend Lyndrup. Efterskrift af Erik Kjersgaard. Wormianum 1977, 2.
oplag, Aarhus 1978.
28