Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Han har da følt sig, som stod han overfor en Augiasstald af Overtro og
Pedanteri, som det gjaldt om at rense. Idet han ledede Udlandets Idéstrøm
gennem Hjemmet, var det i Virkeligheden et helt nyt Aarhundrede, som han
ledede ind i en Afkrog, hvor Tiden stod stille.
Han maatte gaa sindigt tilværks, saa ungdommeligt stridslysten han end var,
og det kan nu paa Afstand tage sig ud, som havde Holberg været en forsigtig
eller, som Jens Møller endog har sagt, en frygtsom Mand. Ser man ham i
Sammenhæng med sin Tid og sit Land, føler man, hvor dristig han har været,
hvor ensom han fra først af har staaet, hvilken sejersvis Selvfølelse der
udfordredes til, uden noget bag sig, med Samtidens Dannelse ikke mindre end
dens Overtro imod sig og med Censuren over sig, at byde de herskende
Fordomme Spidsen.
Mest paafaldende er dog Holbergs Mod og Fortjeneste paa det religiøse
Omraade. Hans Kamp for Forskningens Frihed paa den ene Side,
Fordragelighed paa den anden, der strækker sig over hele hans Liv, er maaske
den værdifuldeste, han har ført.
Overdrivelsen er ikke stor, naar den lidenskabelige Riegels skriver: »Uden
Holbergs Paavirkning .... kunde Nationen rent være neddysset i Gudfrygtigheds
Tant og havde vist beholdt saare ringe Fornuft til egen Brug .... Holbergs
Skrifter holdt dog nogenledes Tænkefriheden vedlige, saa at han ene kunde
arbejde mod 2000 Præster og [under Christian den Sjette] mod hele Hoffet, at
de ej ganske kvalte al Sjælefrihed.«
Det har ikke manglet paa Klager over, at Holberg tyede ud til Udlandet, brød
med det Hjemlige, bragte det Fremmede ind, da han grundlagde vor Literatur.
N. M. Petersen klager: »Det gamle Norden er ikke til for ham; den danske
Literatur læser han ikke, og naar han læser den, væmmes han ved den. Naar
man har faaet Smag for Bayle, kan man saa læse gamle Bønnebøger; naar
man har moret sig med Boileau, kan man saa finde Behag i Søren Povelsen?«
Han bebrejder Holberg hans Overseen af de sproglige Begyndelser hos Vedel
og Peder Syv, hans Ringeagt for Folkebøger og Folkeviser.
Men hvor kan man fordre eller vente, at Holberg skulde se Andet og Mere i
Middelalderen end hans hele Tidsalder saa', hvor kan man undres over, at det
Stykke Middelalder, han havde i sin umiddelbare Nærhed, skræmmede ham!
Og det er overhovedet en Overtro, at nogen national Literatur i Europa har
udfoldet sig under Afsluttethed fra Omverdenen. Selv det tilsyneladende
ubetinget Hjemmefødte her i Norden, de islandske Sagaer, staar (som Ernst
Sars har paavist) i Sammenhæng med en stor almeneuropæisk
Literaturbevægelse, opstaar under stadig Samfærsel med Udlandet, og
begynder som Oversættelser og Bearbejdelser, indtil den boglærde islandske
Høvdinge-Præst 38 vinder fuld Originalitet.
Naar man da spørger: var Holberg i sin Ungdoms Drift og Stræben national?
saa er Svaret: han var ikke national, han var Nationen. Han er selve det
dansk-norske Folk i dets Dannelses-Attraa, selve Datidens dansk-norske
38 Brandes tænker givetvis på Snorri Sturluson.
27