Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

var vel i sit Væsen yderst farlig for Enevoldsmagten i Danmark som
andensteds, men hverken Holberg selv eller nogen anden drog Konsekvensen,
Holberg ikke, fordi han med sin Forkærlighed for Enevælden, særlig for den
oplyste Absolutisme, der var hans Tidsalders og endnu mere den følgendes
Ideal af en Statsform, var netop lige saa konservativ i sin særlig politiske
Tendens som revolutionært rationel i sin almindelige aandelige Stræben. Den
fremmede Kritik af Enevoldsmagtens Grundvold, som han tilegner sig,
undergraver ikke denne Grundvold for ham, fordi han har den danske
Kongemagt for Øje og det særlig danske Synspunkt for den, at den er den
Statsform, som (om end paa Frihedens Bekostning) betyder og sikrer størst
Lighed mellem Borgerstand og Adel.
Det er paa det almindeligt aandelige Omraade, at der er et Svælg mellem den
unge Holberg og hans Landsmænd. Da han kommer hjem fra sine Rejser med
Hovedet fuldt af alle Tidsalderens filosofiske Problemer: hvorvidt denne Verden
er den bedst tænkelige eller en ufuldkommen Verden, hvorledes Guds og det
Ondes Eksistens lader sig forene, om Ideerne er medfødte eller erhvervede,
om Descartes' Hvirvelteori eller Newtons Tyngdelære har Ret, finder han sine
Landsmænd sysselsatte med lutter teologisk-skolastiske Spørgsmaal,
forsaavidt de ikke ligefrem var nedsunkne i hedensk-kristelig Overtro. Man
hævder den lutheranske Nadverlæres Renhed overfor Calvinisterne, man tror
paa Signen og Maalen 35 , paa Himmelbreve og Djævleforskrivninger, paa
Varulve og Djævlebesættelser, paa Maren 36 og de andre Hekse, man disputerer
om et Menneske paa naturlig Maade kan forvandles til en Saltstøtte, om Maria
har behøvet en Jordemoders Bistand ved Jesu Fødsel, om hun som jomfruelig
Moder havde Fødselsveer, om Barnet som guddommeligt Barn græd eller ej,
da det blev født, og om Gud, ifald han havde villet, havde kunnet komme til
Verden som en Svamp eller en Frø.
Idet han vender hjem fra det attende Aarhundredes Morgenrøde, der kastede
sit Lys over Europa, møder han her det danske sekstende Aarhundredes 37
lange Nat. Derfor forstaar han fra først af sit Kald som det at blive en
Oplysningsskribent.
Hans Væsen var den klare Forstand, og selv hvor han for sin egen Del har en
Rest af Overtro tilbage, som naar han trods sin Overbevisning om, at de
allerfleste Spøgelsehistorier er falske, ikke vover at negte Spøgelsers
Eksistens, ja er vis paa, selv engang at have set et, — selv dér sporer man
skarpt, hvor rationel han er, siden han med Lidenskab og Vid bekæmper den
Mening, at det skulde være Djævlen, der spøgede, og forsøger en Art
naturfilosofisk Forklaring. (Ep. 379).
35 Jf. »Danske Lov« 6-1-2: »Dersom nogen befindis med Segnen, Manen, Maalen,
Igienvisning, visse Dagis Udvælgelse, Characterers Misbrug, at omgaais, og i saadanne
mistænkte Konster kyndige og forfarne at være, og dem øve og bruge, da skulle de have
forbrut deris Boeslod, og rømme Kongens Riger og Lande.« Se nærmere på:
http://bjoerna.dk/DanskeLov/
36 Maren < (en) Mare, se »ODS / ORDBOG over det DANSKE SPROG«.
37 Brandes mener formentlig at Danmark omkring 1700 lå langt bagefter andre europæiske
lande.
26