Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Imod en formel og hensygnende Idealisme hævdede B. Realismens Aand og gjorde sig til
Talsmand for den levende Model, for Betydningen af Virkelighedsstudiet og Iagttagelsen, den
dristige og energiske Gjengivelse i digterisk Sammentrængen af det sete og oplevede,
tilspidset i den Sætning, at en Digter egentlig kun kan give sin Samtid og sig selv som den
Virkelighed, han alene fuldt kjender. Derfor maa Digteren mættes af sin Tid, føle dens Lykke
og Lidelse og kraftig bevæges af dens Strømninger, i det en Litteratur nu kun ret viser sin
Livskraft ved at »sætte Problemer under Debat«. Men medens Polemikeren for at bryde
Strømmen ofte optraadte stærkt imod vor ældre Litteratur og navnlig ikke ret var i Stand til at
dele Lys og Skygge lige mellem sin Skole og andre uden for Skolen (»Det moderne
Gjennembruds Mænd«), viste Kritikeren i en Række fortrinlig karakteriserende Monografier, at
han netop havde en sjælden Evne til med fin og dybt forstaaende Sympathi at værdsætte vor
ældre Litteratur. I den Gruppe af B.s Skrifter, der dannes af hans Karakteristikker af danske og
nordiske Forfattere, ere de, der tegne vore ældre Forfattere: Henrik Hertz og Aarestrup (i
»Æsthetiske Studier»), Rahbek 699 , H. C. Andersen, Goldschmidt (i »Kritikker og Portrætter«),
Hauch, Bødtcher, Chr. Winther og Paludan-Müller (i »Danske Digtere«) og Schack Staffeldt (i
»Mennesker og Værker«, hvori ogsaa den fortræffelige Skildring Goethe og Danmark), netop
de, der ved skarpsindig Analyse, fin og kjærlig Forstaaelse og aandfulde Sammenligninger altid
ville staa som noget af det værdifuldeste, dansk Litteraturkritik ejer, ligesom de ogsaa ere
mere objektive end de tilsvarende Fremstillinger af de unge: J. P. Jacobsen, Drachmann, E.
Brandes, Schandorph, Skram (i »Det moderne Gjennembruds Mænd«).
Størst Betydning har B. imidlertid ved i Norden at have indført en ny litterær-kritisk Methode.
Medens J. L. Heiberg havde været et Mønster paa den æsthetisk-formelt-tekniske Kritik, der,
efter begrebsmæssig at have deduceret Digtarterne ud af Poesiens Idé, bedømmer
Kunstværket efter, om det svarer til sin Kunstarts Begreb eller ikke, indførte B. den
psykologisk-kritiske Methode, der gjennem Værket søger tilbage til Forstaaelsen af den
kunstneriske Individualitet. B. var med Hensyn til denne Methode paavirket af Taine og Ste.
Beuve 700 , men han har omformet den ejendommelig og selvstændig. Medens Taine i sin
historisk-psykologiske Litteraturbehandling søger tilbage til Samfundstilstande, Folk og Race,
og Ste. Beuve saa ensidig opsøger Frembringeren, at hans Kritik opløses i Psykologi, ser B.
ligelig paa Værket og Frembringeren for æsthetisk-psykologisk at forstaa begge og Forholdet
mellem dern. Hans herskende Evne er Blikket for det individuelt-psykologiske, men han søger
ikke blot psykologisk at forstaa Forfatteren som Menneske, men ogsaa æsthetisk som
Kunstner. I det han for at forstaa Værket søger tilbage til den frembringende Personlighed,
belyser han ogsaa denne ved dens Sammenhæng med Tidens Aand, herskende Følelser,
Livsanskuelser, Interesser og Ideer, opsøger det typiske i Forfatteren og i hans Karakterer og
benytter overalt til Belysning den sammenlignende Methode. Med smidig og omfattende
Sympathi, med skarpt Blik for Sammenhængen mellem Personligheden og Værket opklarer
han den ejendommelige Brydning mellem Forfatteren og hans Stof, som den viser sig i Valg af
Æmne, i Typer og Typiseren, i Indholdets Udprægning i Form, Stil osv. Denne Kritik er dels
Videnskab, thi hvor meget en saadan Kritik efter sin Natur end maa løbe Fare for at blive
subjektiv, er her dog noget, der lader sig konstatere og kontrollere, dels Kunst, thi ingen
Videnskab alene finder Vejen til en sammensat menneskelig Aand, — det er psykologiskæsthetisk
Videnskab, der for at haandteres med Frihed og Sikkerhed kræver en lykkelig
Forening af en Psykolog, en Kritiker og noget af en Digter.
B. fandt dog først efterhaanden sig selv. Medens det centrale i hans Personlighed havde
aabenbaret sig i kraftigt Anlæg i »Kritikker og Portrætter«, traadte det periferiske stærkt frem
i de første Dele af »Hovedstrømningerne«. Det var forstaaeligt, at Angriberne holdt sig til det
periferiske, og de havde let nok ved at paavise den Tendens, B. aldrig havde lagt Skjul paa.
Den store psykologiske Kritiker havde ret boltret sig i det polemisk-negative og derved skadet
Kritikken. Ikke blot var Anlægget af »Hovedstrømningerne«, der opfattedes som en Kamp
mellem Reaktionens og Fremskridtets Aand, polemisk tilspidset og delvis fortegnet, men
Bedømmelsen var væsentlig bestemt ved polemiske Hensyn. B. vilde give en sammenlignende
psykologisk Litteraturbetragtning med det Formaal at fremstille de Følelser og Ideer, der
699 Se biografisk artikel s. 301.
700 Sainte Beuve.
309