Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bøger paa deres eget Sprog, men. ogsaa oversætter de gamle og fremmede
Literaturer paa Fransk. Han raader til at efterligne dem, »thi de er dog de
behændigste Folk og formaar at give alle Sager Liv«. Men, det forstaar sig:
»hvem der vil efterligne Alexander, behøver ikke netop at bære Hovedet paa
Skraa«. Man burde stræbe at komme Franskmændene nær i honnet (dvs:
upedantisk) Videnskab, beauté d'esprit, god Smag og Galanteri (dvs:
behagelig Form).
Det var efter Thomasius' Eksempel, at Holberg i Mellemtiden mellem sin anden
og tredje Rejse i dødelig Pengeforlegenhed ved lærde Opslag indbød
Studenterne til at modtage »ikke Sprogundervisning men en Skat af
udenlandske Sager« og fik Tilhørere nok, men ingen Penge af dem. Det var til
Thomasius, han paa sin Rejse søgte; men han havde den Sorg, at den berømte
og beundrede Mand kun talte med ham om den barske Aarstid, den kolde Luft
og andre Hverdags-Sager, da han ikke følte Lyst til at indlade sig om vigtigere
Genstande med saa ungt et Menneske; maaske bidrog ogsaa dertil, at Holberg
som dansk var fra et Land, der havde tilføjet den store Lærde saa mange
Krænkelser og hvorfra Forfølgelsen mod ham var bleven indledet.
Imidlertid, Christian Thomasius blev, som Holberg i sit Levned siger, tilligemed
Grotius og Pufendorf hans stadige Mønster. Holberg mildner ham, naar han
bearbejder ham, for ikke at gentage Ytringer, der nys havde vakt saa højt et
Skraal. Han udgiver sit første Skrift, den historiske Introduction efter
Pufendorfs Metode, sit andet Værk Introduction til Naturens og Folkerettens
Kundskab, uddragen af de fornemste Juristers, besynderlig Grotii, Pufendorfs
og Thomasii Skrifter. Han vil mindre optræde som selvstændig Forfatter end
(som det rigtigt er bleven udtrykt af Holm) give den Meddelelsestrang, som
altid fylder ham, Luft ved at oplyse sine Landsmænd om Hovedtrækkene i den
ny, storartede og rationelle Udvikling af Retsbegreberne, som ude var skabt.
I Danmark var den ny Tids Gæring kun løselig kendt af en seks, syv blandt de
lærdeste Mænd. Det Eneste, man begreb af Udlandets aandelige Bevægelser,
var det, at de alle skejede ud fra Ortodoksien. Derfor gjorde man ingen Forskel
paa Deister og Ateister; ogsaa Deisterne vare Gudsfornægtere, forsaavidt
deres Gud ikke var de Rettroendes Bibelgud. Ja man slog Pietisterne i Hartkorn
med de andre —ister, forsaavidt man ogsaa ved dem kun havde Øje for deres
Afvigen fra den forhærdede Ortodoksi; en Kætter som Thomasius hældede jo
til Pietismen. For Navnene Ateister og Pietister havde Skribenterne samme
Rædsel. Endnu for Erik Pontoppidan 34 er Ordet Pietist et uhyggeligt, anstødeligt
Ord, hvilket han nødig skriver helt ud. Som han ikke skriver »Voltaire«, men
»V.«, saaledes ikke gærne »Pietister«, men »P....ster«.
Havde end et Par af Professorerne ved Københavns Universitet holdt latinske
Foredrag over Grotius og Pufendorf, saa var disse Mænds Lære dog den store
Befolkning ganske ubekendt, forsaavidt man ikke vidste, at den tidligere var
bleven lidenskabeligt forkastet i Danmark. Gennem Holberg blev den ny
Grundanskuelse gængse, man vænnede sig til Forestillingen om en naturlig
Retsfølelse og en til Grund for Bekendelserne liggende naturlig Religion. Læren
om at Kongedømmet ikke umiddelbart havde noget guddommeligt Udspring
34 Se biografisk artikel s. 229.
25