Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Bayle, hvem Ludwig Feuerbach har kaldt »Guerillahøvdingen for alle
antidogmatiske Polemikere«, var Voltaires store Forgænger, den levendegjorte
Modsigelse mellem Fornuft og Tro, der bestandig stræber at forholde sig med
Troen, skarpsindig og spidsfindig, dialektisk, uigendrivelig, ja ubestridelig i sine
Angreb, undtagen forsaavidt han dels af Forsigtighed, dels af Tvivlsaand altid
stiller Sætning mod Sætning.
Næst ham er maaske Christian Thomasius den fremmede Tænker, der har
paavirket Holbergs Ungdom dybest. Han er som alt berørt Hugo Grotius'
Discipel. Denne hollandske Tænker var den første som i Modsætning til den
tidligere — Bossuet'ske og luthersk teologiske — Lære at Kongerne »er satte af
Gud som hans Statholdere paa Jorden, er ligesom Guder og har paa en vis
Maade Del i den guddommelige Uafhængighed« udtalte den Sætning, at det er
Folket, som fra først af har skabt Fyrsternes Majestæt ved at overdrage dem
Magten. Suverænitet er for ham en Bestemmelse, som i egenlig Forstand kun
tilkommer Staten som et Hele. Fyrsten har den blot som Statens Organ, saa
Fyrstesuveræniteten er afledet af Statssuveræniteten. Derfor falder, naar en
Valgfyrste dør eller et arveligt Fyrstehus uddør, den højeste Statsmagt altid
tilbage til Folket, fra hvem den udgik.
Til Grotius sluttede sig Samuel Pufendorf, en højst skarpsindig og frisindet tysk
Retsfilosof og Historiker, hvem den dygtige svenske Regering tog i sin
Tjeneste, som Sverig tidligere under Oxenstjernas Regimente havde ansat og
benyttet Grotius. Pufendorf, for hvem det gjaldt om at give Retten et andet
Grundlag end det, man havde fundet i Moseloven, og det, man fandt i det blot
Hensigtssvarende, finder Rettens sædelige Grundvold i den saakaldte naturlige
Religion (Deismen), der efter hans Opfattelse er Statssamfundets kraftigste
Baand. Umiddelbart er Staten naturligvis Menneskeværk, skønt den middelbart
kan siges at stamme fra Gud. At ville udlede en Forestilling som den om den
kongelige Majestæt direkte fra Gud, er for ham fornuftstridigt: »Det er en kras
Overtro, at det af Mennesker til Konge frit valgte Menneske efter Valget paa én
Gang skulde fyldes med en guddommelig Aand, og at Gud nu paa én Gang
skulde nære en ganske særlig Interesse for denne Fyrste, som han ikke nærer
for andre Mennesker eller for Folkene.«
Hovedsagen var, at han saa' bort fra Kirkelæren som Hjemmel og blot ad den
fornuftige Forsknings Vej vilde finde den naturlige Ret. Hans Modstandere
nægtede egenlig ikke Muligheden af, at der gaves en naturlig Religion og en
Naturret i Modsætning til Aabenbaring og positiv, skreven Lov; men de var saa
overbeviste om Ortodoksiens Tilstrækkelighed og Fornuftens Svaghed og
Upaalidelighed, at de med Frygt og Afsky saa en frigjort Videnskab spire frem
og udledede den af en for Kristne uværdig Forfængelighed og Hovmod.
Herimod gjør Pufendorf denne Betragtning gældende: »En Filosof er en Filosof,
om han er Kristen eller Hedning, tysk eller velsk 30 , ganske som det er
30 Velsk = Italiensk, undertiden fransk, se: »ODS / ORDBOG over det DANSKE SPROG« under
'vælsk'. Se samesteds også 'Valland' og 'Vælskland'. »Salmonsens Konversationsleksikon« (2.
udgave) skriver: »Valland (oldn.) Frankrig. »Val«, »valsk«, »vælsk« er den Benævnelse,
Germanerne fra gammel Tid bruger om deres keltiske Naboer; den overføres ofte ogsaa paa
romerske Folk (f. Eks. Italienerne). Bevaret i Ord som Valnød og Valbirk.« Se 'vælsk',
'udenvælsk' (forskellige stavemåder), 'kaudervælsk' og 'vælskbind' i »ODS / ORDBOG over det
23