Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christopher Pauli Rose (1723-1784), skuespiller
611 612
Af Arthur Aumont
Rose fødtes 10. Okt. 1723 i Kjøbenhavn, hvor hans Forældre levede i jævne Borgerkaar; de
holdt ham til Bogen, og 1744 blev han Student, snart efter (8. Avg. 1746) giftede han sig med
Gertrud Lemvig — en Ungdomsforbindelse, der ikke blev ham til Lykke —, og maaske var det
lige saa meget Pengetrang som Kunstnerkald, der drev ham til som en af de første at melde
sig hos Thielo 613 , da denne 1747 forberedte Skuepladsens Gjenaabning. Det være med
Anledningen, som det være vil, R. viste hurtig, at han besad Gnisten, og da de danske Aktører
indviede deres nye Hjem paa Kongens Nytorv, stod han i øverste Gageklasse; maaske var det
ogsaa ham, der 18. Dec. 1748 fremsagde Prologen, i hvert Fald spillede han med i
Aabningsstykkerne: i »Dobleren« Valerius og i »De tre Rivaler« Marquis Lisimon.
R. begyndte, som disse Roller vise, sin Theaterbane som Elsker, først i Komedien, senere i det
rørende Skuespil, og gled gjennem den heroiske Tragedie lidt efter lidt over til de værdige
Fædre og Anstandsrollerne. Som Lystspilelsker stod han Fuldkommenheden nær: hans Ansigt
var ikke blot smukt af Form og Træk, men dets Udtryk var, takket være hans fyrige Øjne og
elskværdige Smil, ungt og lyst, hans Gang var naturlig og let, hans Holdning fri og kjæk, og
hans Stemmes bløde Mandighed gav Ordene Varme og Paalidelighed. Temmelig tidlig vendte
R. sig dog fra de Holbergske Leandre og andre Komedieelskere til det rørende Skuespil, hvor
han i Roller som Titelrollen i »Beverley« og Tellheim i »Minna v. Barnhelm« fejrede store
Triumfer ved den lykkelige Forening af Mandighed og Følsomhed, af Inderlighed og Værdighed,
han besad, og han stræbte gjennem mange, det virkelige Liv aflurede Smaatræk i Minespil og
Stemmeovergange at give sin Udførelse af disse Figurer en skarpere Karakteristik. Trods sin
Anstand var R. udpræget borgerlig i sin Fremtræden som i sit Temperament; derfor lykkedes
de egentlige Helteroller ham ikke, skjønt han havde ikke faa Betingelser for dem: han
deklamerede vel hyppig smukt og klangfuldt, men lige saa hyppig stivt og monotont eller
svulstig og affekteret, hans Holdning blev let, især da hans Legeme med Aarene tiltog i
Fyldighed, opblæst i Steden for imponerende, og hans Ansigt magtede ikke, eftersom dets
Fedme udviskede dets smaa Træk, at afspejle stærke Sindsbevægelser, og dog, trods alle sine
Mangler, kunde R., naar han kom i Aande — men det skete ikke hver Aften —, illudere 614 selv
saa kritisk en Tilskuer som Rosenstand-Goiske 615 . I den sidste Del af sit Theaterliv fandt R. i en
Række myndige Fædre og kloge Verdensmænd den sanddru og naturlige Samtaletone.
R. var ikke lykkelig i sit Liv uden for Scenen, hans Hustru gjorde ham Hjemmet lidet
tillokkende, og han søgte sig derfor alle Haande Erstatning uden for det — hans Levned var,
efter Holbergs Ord, »en Kjæde af Uordentligheder« 616 —, men da Prøvelsens Stund ved hans
Datters Bortførelse [1765] 617 var inde, bestod han den som en ærekjær Mand, og Rahbek 618
kunde derfor med god Grund sætte R.s Portræt foran sine »Breve fra en gammel Skuespiller«,
der sigtede til at hæve Skuespillerstanden i saa vel social som kunstnerisk Henseende.
Efter sin første Hustrus Død (Okt. 1775) ægtede R. 1779 Elisabeth Cathrine Amalie Bøttger,
der hyppig havde været hans Elskerinde paa Scenen, og til hvem han allerede i nogle Aar
havde staaet i Forhold (om hende s. ndfr.) 619 . R., der siden 1778 havde været Instruktør mere
af Navn end af Gavn, optraadte sidste Gang 23. Sept. 1784 som Melac Fader i »De to Venner«
611 Billede af Rose kan ses i F.J. Billeskov Jansen: »Ludvig Holberg i tekst og billeder«,
København 1984 (min udgave er en særudgave fra Soransk Samfund), s. 68.
612 Se »Holbergs Breve« ved Verner Dahlerup, Gads Forlag, København 1926, s. 191 ff..
613 Se biografisk artikel s. 284.
614 Her nærmest = 'overbevise'.
615 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/. Slå op under 'Goiske'.
616 I 'Tordenbrevet', se s. 272.
617 Hun blev bortført på foranledning af greve C.C. Danneskjold-Laurvigen og blev frigivet
efter nogle dage. Greven blev dømt at betale hende og hendes far en årlig understøttelse.
618 Se biografisk artikel s. 301.
281