Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Utilia Lenkiewitz – Utilia van Mander (1711-1770), skuespiller
Af Arthur Aumont 595
Mad. L. nedstammede paa fædrene Side fra den berømte Kunstnerslægt van Mander, og
hendes Fader var sandsynligvis den i Kiøbenhavn bosiddende Instrumentmager Carl van
Mander. For øvrigt vides intet om hendes Slægt eller hendes Liv, forinden hun 1747 optraadte,
rimeligvis i ældre komiske Roller, paa den yngre v. Qvotens 596 Theater i Store Kongensgade;
her lærte hun at kjende Polakken Adam Lenkiewitz, der senere blev hendes Mand, han
ernærede sig som Skuespiller og forsøgte sig tillige som Forfatter; v. Qvotens Aabningsstykke
»Phistophile od. die träumende Liebe« skyldtes saaledes hans Pen. Da v. Qvoten havde
maattet lukke sit Theater, optoges Mad. L., eller maaske hun endnu da bar sit Pigenavn, thi
det vides ikke, naar Brylluppet stod, i de danske Aktørers Trup, og hendes Mand blev
Kontrollør ved det nye Komediehus. — Mad. L. havde efter Traditionen, der gjennem Schwarz,
som i sin tidlige Ungdom havde set hende paa Scenen, naaede Overskou, til Valgsprog: »Det
er Naturen, som skal komme Folk til at le«, og der tilføjes, at hun aldrig svigtede dette, hvor
yppig hun end lod sit Lune spille. Hun ansaas for en fuldendt Fremstillerinde af »alle gamle
Fruentimre, fra virkelig fornemme Standsdamer ned til Sladderkællinger og Bønderkoner«. Det
siges, at hun forstod at variere selv temmelig ensartede Roller, og at hun med Fasthed
gjennemførte den anslaaede Karakter. Hendes Standsfæller beundrede »den Virkelighed,
hvormed hun holdt sig i sin Rolle fra det Øjeblik, hun betraadte Scenen, og indtil hun var
kommen langt ind i Kulissen«. Paa det opbevarede Portræt af Mad. L. er hun afbildet med en
spids Anstand, der minder noget om en Høne, der bryster sig; den maa have passet omtrent
lige vel til den forlystelsessyge Magdelone i »Maskeraden« som til den anestolte Donna
Olympia i »Don Ranudo«; Mundens bestemte, skarpe Linjer maa have gjort hende skikket til at
fremstille de Koner, der selv ere hjemme, hendes Skikkelse er ungdommelig og fristende nok
til leflende Koketter som Béline i »Den indbildt syge«, og de store, kloge Øjne sige, at hun var
en bevidst Kunstnerinde. — Mad. L. døde 23. Sept. 1770 »af tærende Syge«.
595 Se også biografisk artikel på:
http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1806/origin/170/query/Lenkiewitz/
596 Se biografiske artikler s. 280.
277