Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

deres Lectier og Collegier vrimle af Studentere.« Vel læres der Filosofi, »men
under det, som vore Studentere kalde Philosophie, befattes hverken
Philosophia Moralis eller Naturalis, men allene Logica og Metaphysica, som de
kalde Introduction eller Veyviser til Theologien, for hvis Skyld mange legge
stor Vind derpaa«.
Med andre Ord: man levede i en teologisk Dunstkres, indaandede som Livsluft
alt det Støv, som Reformationstidens Kampe havde hvirvlet i Vejret. Den
reformatoriske Begejstring var for længe siden død, men den havde efterladt
den teologiske Skolastik som sin Arving. Fra først af havde jo Reformation og
Humanisme gaaet Haand i Haand; saa havde i Tyskland Reformationen givet
sig til at bekæmpe Humanismen. I Danmark havde man glemt Humanismens
Eksistens.
Imidlertid havde rundtom i Europa Kampene mellem de forskellige kristne
Sekter, mellem Højkirkelige og Puritanere i England, Katoliker og Huguenotter i
Frankrig, Gomarianere og Arminianere i Holland, og mellem Lutheranere og
Reformerte ikke mindre end mellem Lutheranere og Katolske i Tyskland og
Schweiz fremkaldt en stor aandelig Bevægelse, hvis fælles Særkende er, at
den langsomt frigør Fornuften fra Aabenbaringens Tryk, Retsvidenskaben fra
Teologiens og Staten fra Kirkens. Overfor de oprørende og fornuftstridige
Kætterforfølgelser forkynder den Fordragelighedens Bud.
l Frankrig var Frigørelsen hos Montaigne begyndt i Skikkelse af et
Verdensbarns Tvivl, i England var den med Herbert og Blount optraadt som »fri
Tænkning«, der indsatte Fornuften til Dommer over Sandt og Usandt, i Holland
havde Hugo de Groot søgt og fundet Folkerettens Princip i Menneskenaturen,
ikke i de ti Bud. l Regelen søger disse Tænkere, skønt de aldrig gaar ud fra
Bibelen som Udgangspunkt, at naa tilbage til den gennem at godtgøre deres
Resultaters Overensstemmelse med Aabenbaringen, hvis denne blot opfattes
»fornuftigt«.
Og nu udvikler den engelske Deisme sig fra Herbert til Locke, den franske Tvivl
sig fra Montaigne til Pierre Bayle; i Tyskland drøftes, bekæmpes og gendrives
tilsyneladende Bayle af Leibnitz, hvis Theodicée er et Forsøg paa at redde
Gudstroen fra Bayle's Kritik, og i Tyskland faar Hugo Grotius Elever som
Pufendorf og Thomasius.
Det ligger nær at spørge sig hvad det er, Holberg især har læst i Oxford og
hvad han saa ivrigt studerede i Paris og andensteds. Man ser det mindre af
hans Levned end af hans tidligste Skrifter. Der er enkelte Navne, som
bestandig møder En. Først og fremmest Pierre Bayle's. Intet Navn forekommer
maaske saa hyppigt hos ham. Han skildrer yderst levende, hvorledes i Paris
Studenterne tidlig om Morgenen stod og ventede udenfor Mazarinbibliotekets
Dør, og naar der blev aabnet, styrtede ind omkaps, som gjaldt det om at vinde
en Væddeløbspris; thi den der kom først, fik Bayle's Leksikon at læse. Han var
selv begærlig nok efter at læse Værket. I Rom narrer han sig det til, skønt det
er forbudt, af en uvidende Bibliotekstjener i Minerva-Biblioteket, men maa, da
det opdages, senere forgæves udbede sig Tilladelse til at læse Bogen i to
forskellige offenlige Bogsamlinger.
22