Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

2' artikel af E. Rørdam
Som skjønlitterær Forfatter er P. F. Suhm langtfra af høj Rang, ihvorvel han af sin Samtid
sattes i første Række, og dog have hans »nordiske Fortællinger« haft stor Betydning for
Eftertiden som det første i sit Slags; gjennem dem har han skabt en ny Digtform, der blev
dyrket og efterlignet, ikke blot af en Digter som Samsøe, men selv af Oehlenschläger og
Grundtvig, og som bidrog meget til at vække Interessen for det gamle Norden.
Allerede i hans tidligste Ungdom stod hans Hu til »at opnaa at skrive som Holberg«, og kun 20
Aar gammel udgiver han sit første æsthetiske Forsøg, »Samtale efter Luciani Maade imellem
Lyciscum og Aristidem og Thrasybulum« (1748), Aaret efter fortsat i »Samtale imellem
Lyciscum, Aristidem og Lampriam«, 2 Smaastykker i græsk Iklædning, der gaa ud paa, at kysk
Elskov og Filosofi godt kunne forliges. Senere (1761) fælder S. selv den haarde — men ret
træffende — Dom over dem, at »de beskrive en unaturlig og tvungen Kiærlighed i en
almindelig Stil . . . Overalt findes her intet andet end romansk og daarlig forliebt Sladder«.
Allerede inden disse 2 Arbejder skrev han en Komedie: »Den uformodentlige Lykke«, som han
gav Holberg til Bedømmelse og fik tilbage med Besked, at den »ikke duede meget«. Fra hans
første Forfatteraar stamme end videre nogle Oversættelser fra Græsk og Latin, som skaffede
ham stor Anerkjendelse, og en anden meget tarvelig Komedie: »Den fuldkomne Kjærlighed«
(trykt i »Throndhjemske Samlinger« III, 1763). Det er sikkert Læsningen af Holbergs
Komedier, der fik S. til at forsøge sig som Komedieskriver, og det er rimeligt, at Holberg
gjærne har villet hjælpe ham paa Vej, i det han fik S. til at oversætte 2 franske Komedier for
Theatret. I de ovennævnte »Throndhjemske Samlinger« (1761—65) optræder S. ogsaa som
Kritiker: han inddeler de recenserede Værker i »gode nye Bøger« og »slette nye Bøger«;
Rousseaus »Émile« kommer ind under den sidste Kategori, fordi den foreslaaede
Opdragelsesmethode var »ugjørlig«. Den Klopstockske Odedigtning var ham ogsaa imod som
»uforstaaelig og opskruet Snak«. Senere indskrænkes hans kritiske Virksomhed til Censurerne
i »Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse«, hvoraf han blev Medlem 1772, lige
efter at han havde vundet Selskabets Pris for sin nordiske Fortælling »Sigrid eller Kjærlighed
Tapperheds Belønning«. At S. var Forfatteren, fik man først senere at vide; i Steden for
Navneseddel fandtes kun en Seddel, hvorpaa stod: »Bene vixit, bene qvi latuit« 492 . Dette Værk
gjorde almindelig Lykke: »Alle erkjendte, at Titelen: Forfatteren af »Sigrid« . . ., var en
Hæderstitel af mere sand Værdi end hvilken som helst Titel, der kunde meddeles af noget Hof«
(R. Nyerup). Æmnet er taget fra Saxos bekjendte Fortælling, og S. har behandlet det sødlig og
sentimentalt med »Moral« som Topfigur paa Kransekagen, altsaa just i Tidens Smag. Han
havde i sine Fortællinger — siges der i en Anmeldelse af den senere Fortælling »Alfsol« — ikke
moderniseret sine Helte à la française; dog var han heller ikke bleven Sandheden tro til
Ækelhed. Allerede før »Sigrid« udkom, havde S. udgivet »Idyller og Samtaler« (1772), der
blev averteret med det Tillæg: »som næppe finder sin Lige i dette Slags«, en Række
Skildringer, dels i fuldstændig traditionel Hyrdestil med de velkjendte Hyrdenavne, dels ogsaa
med nordiske Navne og Forsøg paa Sagatone i Sproget, men Parykkerne og
Fiskebensskjørterne stikke igjennem trods al »Nordiskhed«. Sin nordiske Digtning fortsætter S.
i de følgende Aar med Fortællinger som »Gyrithe«, »Frode«, »De 3 Venner eller Hjalmar,
Asbjørn og Orvarodd«, »Alfsol« o. a.; ved »De 3 Venner« er der det mærkelige 493 , at »den
værdige Forfatters Yndlingstanke synes at have været den, at de 3 nordiske Hovedfolk bør
anse hverandre for Brødre« (Abrahamson), altsaa en første Spire til litterær Forskandinavisme.
— 1774 skrev S. en politisk Fortælling: »Euphron«, som han lod trykke i 2 Udgaver, den ene,
bestemt til Uddeling til gode Venner, indeholdende 42 ret mærkelige og frisindede
»Regeringsregler«, den anden, uden disse, til almindeligt Salg.
Som Medlem af »Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse« fik S. udsat en Præmie
(paa indtil 1.000 Rdl.) for det bedste episke Digt, og han udkastede selv Plan til et saadant om
den nordiske Mythologi, et Arbejde, som han imidlertid aldrig kunde have evnet trods al sin
Flid. Men ved dette som ved sine nordiske Fortællinger kommer han til at staa som en Vejviser
hen imod den Gjenfødelse, som ved Oehlenschlägers Fremtræden skulde bryde frem i hele
492 Dvs. 'den levede bedst, der levede ubemærket'.
493 Betyder 'bemærkelsesværdige'.
254