Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

han mente gjorde sig skyldige i at gaa uden for deres Omraade ved at blande sig i
Domstolenes Gjerning og udvirke Kjendelser ved kongelige Resolutioner i Steden for at lade
Afgjørelsen ske ved Domstolene. S. kunde ved slige Lejligheder bruge det skarpeste Sprog. I
det han vilde arbejde for, at den ved Lovgivningen fastslaaede Rettergang blev stillet paa den
Plads, der tilkom den i Samfundet, værnede han da ogsaa med Iver om
Appellationsinstitutionen. Han bekæmpede af al Magt, at en Sag, der var paadømt ved en
lavere Domstol, bag efter kunde indankes til endelig Afgjørelse ved en kongelig Resolution,
den skulde gaa til den højere Retsinstans. Naturligvis værgede han derfor med stor Styrke om
Højesteretsdommenes Uforanderlighed, med Undtagelse af at selvfølgelig Kongen maatte have
Benaadningsret. Kun i visse enkelte Tilfælde mente S., at der kunde fældes Domme ved
kongelige Resolutioner. Der kan ingen Tvivl være om, at ligesom den Begrundelse, han gav af
hele dette Punkt, har sin store Interesse, saaledes har hans varme Kamp for Domstolenes Ret
og Ukrænkelighed haft Betydning med Hensyn til vor indre Udviklings Historie. Haand i Haand
hermed kan det fremhæves, at han med ikke mindre Styrke vilde have alles Lighed for Loven
slaaet fast. Det maatte, udtalte han, gjøres klart, at »Kongen har lige stor Omsorg for alle sine
Undersaatter, fra den højeste til den laveste, og forskaffer dem alle lige Sikkerhed for deres Liv
og alt, hvad dem tilhører«.
Det Had imod Vilkaarlighed, der gik igjennem alt dette, lod ham blandt andet i flere
Henseender være en skarp Kritiker af den Behandling, som Bønderne bleve Gjenstand for fra
Herremændenes Side, og han havde et klart Blik for, at deres Tilstand havde udviklet sig paa
en for dem saare sørgelig Maade. Hertil kom, at han havde fremskredne Meninger paa det
økonomiske Omraade, i det han holdt for, at Frihed langt bedre end Tvang fremkaldte Flid og
Opsving. Han var derfor bestemt af den Overbevisning, at Selvejendom burde udvikles saa
meget som muligt paa Landet, medens Hoveriet fremkaldte daarligt Arbejde, foruden at det
gav Plads for megen Haardhed og Vilkaarlighed. Paa flere Punkter mødtes han altsaa med den
Bevægelse for Bondestandens Frigjørelse, der var i fuld Gang her hjemme allerede under
Frederik V. Ganske vist var han efter sin hele Natur ikke de dristige Reformers Mand; dertil var
han, f. Ex. hvad Landbosagen angik, for ængstelig for at komme til at træde Proprietærernes
vel erhvervede Rettigheder for nær; men hans Kritik af de bestaaende Fejl i Ordningen var dog
saa stærk, at Regeringen naturlig tog ham med, da Spørgsmaalet om indgribende Reformer
blev rejst i Aaret 1767 efter Reverdils Initiativ. En Erklæring, som han da afgav (1. Okt.) om,
hvorledes Kongens Hensigt at ville befri Bønderne bedst kunde fremmes, udtalte, hvad der var
meget vigtigt, at Stavnsbaandet alene afhang af Proprietærernes Forpligtelse til at stille
Rekrutter, thi heraf var Følgen, at naar denne Forpligtelse hævedes, var Kongen i sin gode Ret
til at afskaffe Stavnsbaandet. Han udviklede ogsaa, hvorledes Friheden vilde have gode
Virkninger, bl. a. ved at fremme Folkeformerelsen; men han tilraadede, at hvis Kongen vilde
forbedre Bøndernes Stilling, skulde man blive staaende ved at indskrænke Stavnsbaandet til at
omfatte Tiden fra det fyldte 14. Aar til det fyldte 36. Aar. I den følgende Tid havde S. Sæde
baade i Landvæsenskommissionen af 27. Okt. 1767 og i Landvæsenskollegiet af 15. April
1768, og han havde stor Del i de Forordninger, som dette Kollegium fik udstedt baade om
Hoveriets Bestemmelse, om Forøgelse af Selvejendom og om Fællesskabets Ophævelse. Det
vides, at han var et af de ivrigste Medlemmer af Kollegiet, og det maa tillige erindres, at videre
end han dristede selv Reverdil sig ikke til at gaa med sit Forslag til Stavnsbaandets
Indskrænkning.
Den Sans for Frihedens Betydning for Arbejdet, som bragte S. til at ønske Selvejendom
fremmet, gjorde ham ogsaa ilde stemt imod de Skranker, som vidtgaaende Privilegier og
Lavsrettigheder kunde sætte for Omsætningen. Det var bl. a. det, der bragte ham til at faa
udvirket et Reskript af 10. April 1761, hvorefter der ikke maatte oprettes flere Lav, samtidig
med at Optagelsen i de bestaaende Lav lettedes, og Eneret kun maatte gives i visse bestemte
Tilfælde og for en vis Tid, ligesom Næringsfriheden i de danske og norske Kiøbstæder betydelig
udvidedes.
I det vigtige Afsnit af S.s Liv, som vi her have dvælet ved, havde han med Stillingen som
Generalprokurør ogsaa forbundet den at være Højesteretsassessor 461 , og foruden at han var
bleven udnævnt til Direktør for det kongl. Søassuranceselskab, var der tilfaldet ham
461 Se om assessor'er s. 315.
244