Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

han nu var kommen i Nærheden af sin Familie, og Embedet var ikke daarlig lønnet. Selve
Forretningerne viste sig imidlertid ikke at ligge for ham, og allerede 19. Febr. 1731 opnaaede
han at faa sin Afsked med en aarlig Pension af 600 Rdl. Han trak sig nu tilbage til Krogerup,
hvor han levede Resten af sine Levedage som en velstaaende Privatmand. Da han, der
allerede 1712 var bleven Etatsraad, 1735 blev gjort til Konferensraad, kunde han ogsaa have
Nydelsen af at føle sig som en anselig Rangsperson. Den slemme Historie fra 1725 var nu
glemt, eller han gjaldt for den Gang at have været Gjenstand for en uretfærdig Forfølgelse.
Fru R. fødte sin Mand 7 Børn. Af disse døde det eneste, der var en Søn, Dagen efter Fødselen,
og af Døtrene bleve kun 3 voxne. Betydeligst af disse var den ældste, Conradine Sophie, der
var ypperlig begavet og kundskabsrig. Hun var først gift med en Kammerjunker v. d. Maase,
der døde 1728. Siden (1736) ægtede hun en Oluf Bruun 445 (III, 177), der havde været
Huslærer for hendes Børn af første Ægteskab, og som hun havde staaet i Kærlighedsforhold til.
Hendes Forældre havde god Grund til i flere Henseender at være misfornøjede med den
Maade, hvorpaa dette Ægteskab blev sluttet; men de toge Sagen uforstandig og haardt. Uden
at bryde sig om, at hendes nye Ægtefælle var en fuldstændig hæderlig og dygtig Mand, brøde
de ganske Staven over Datteren, og hun blev gjort arveløs. Havde R. tabt Ligevægten i
Ulykkens Dage, gjorde han det ikke mindre i dette Familiedrama. Men sikkert falder en stor
Del af Skylden her paa hans Hustru. Hvordan hans eget Forhold til denne i det hele har været,
ved man ikke. Derimod er det sikkert, at, hvad der udbredte Tilfredshed over R. s Leveaar i
hans Privatliv ude paa Krogerup, det var hans Tilbagevenden til de lærde Sysler fra hans yngre
Aar og det venlige Forhold, hvori han kom til en Del Videnskabsmænd som f. Ex. Gram 446 og
ganske særlig Langebek 447 ; det var fra hans Side betegnet ved en ikke ringe personlig
Elskværdighed, ligesom han ogsaa gjærne vilde hjælpe med Penge, for saa vidt hans Midler
strakte til.
Da Ulykken ramte R. ved hans Afsættelse, greb han til at sælge sine Haandskriftsamlinger og
sit udmærkede Bibliothek; men han beholdt dog ikke saa ganske lidt, og dette forøgede han
siden, thi han var af den Slags Mennesker, der ikke kunne leve uden at samle. Der var
saaledes Stof nok for ham til lærde Sysler i det sidste, stille Afsnit af hans Liv. Ganske vist
fremkom der ikke mere nu end tidligere selvstændige større videnskabelige Værker fra hans
Haand; han vedblev stedse i saa Henseende nærmest at være, hvad man maa kalde en lærd
Dilettant. Det vigtigste af, hvad han selv skrev, var en Skildring af hans eget videnskabelige og
litterære Liv, der i en af ham personlig udarbejdet tysk Oversættelse blev udgivet i »Dänische
Bibliothek«, samt paa det digteriske Felt en Oversættelse af tyske Salmer, som han forøgede
med nogle af ham selv digtede. Mest holdt han af at give Bidrag fra sine Samlinger til andre
lærdes Arbejder. Det var saaledes paa Grundlag af saadanne, at Bordings poetiske Skrifter
bleve udgivne 1736 448 . Stærkest var han maaske en Tid optaget af at faa sine danske
Ordbogssamlinger bearbejdede til endelig Udgivelse, og han var rede til at bringe pekuniære
Ofre, for at dette kunde naas. Arbejdet blev lagt i Langebeks 449 Haand og fortsattes indtil efter
R.s Død, men som bekjendt uden at blive ført til Ende.
Det kan ikke nægtes, at da R. døde 25. April 1745, var det ikke store Resultater, hans varme
Kiærlighed til Videnskaben havde bragt; men naar man trods hans vitterlige Mangler ikke kan
andet end anerkjende denne Kiærlighed, saa maa der endnu som et nyt Vidnesbyrd derom
anføres, at han ved testamentariske Bestemmelser lod henlægge en Sum Penge, der ved
Oplæg efterhaanden skulde voxe saaledes at der deraf med Tiden kunde oprettes visse Legater
til videnskabeligt Brug, blandt andet til at lønne en Professor i den nordiske Historie og de
nordiske Oldsager (den nuværende Rostgardianus). Det var en smuk fæderlandsk Følelse, der
her ledede ham, nemlig Tanken om at fremdrage gamle nationale Minder af »den tykke
445 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/. Bruun var en ungdomsven af Jacob Langebek, se biografisk artikel s.
216.
446 Se biografisk artikel s. 199.
447 Se biografisk artikel s. 216.
448 Se biografisk artikel om Hans Gram s. 199.
449 Se biografisk artikel s. 216.
240