Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

ansvarsfulde Embede gjorde det naturligt, at han frasagde sig Stillingen som Justitiarius i
Højesteret.
Virksom og arbejdslysten, som R. var, satte han sig med Iver ind i sit nye Embede, der dog
ikke i de Aar, han beklædte det, gav ham Lejlighed til at virke for nogen større Reform. I det
denne høje Stilling gjorde det muligt for ham at udøve Indflydelse paa allerhøjeste Steder,
brugte han den blandt andet paa en smuk Maade til at støtte det nu begyndende danske
Skuespil i Kjøbenhavn. Kjærlighed til dansk Litteratur og til Modersmaalet var stærkt
fremtrædende hos ham, og ligesom Holberg saa han, at det nygrundede Theater i Grønnegade
her kunde virke noget skjønt, at det kunde tjene »det ædle Sprog, som Kongens Riger tale«.
Derfor holdt han sig dels ikke for at være for fornem til at hjælpe Skuespillerne med at affatte
flere Prologer for dem, dels virkede han til at stemme Kongen gunstig imod dem. Men
uheldigvis var det ikke alle Sider af R.s Virksomhed, der fortjente Anerkjendelse, og han havde
Uvenner, der lurede paa ham og vel skulde vide at drage hans svage Sider frem. Iblandt disse
Fjender var Biskop B. Deichman 444 (IV, 234) den farligste, og der kan næppe være Tvivl om, at
Lyst til at hævne sig paa R., fordi denne havde modarbejdet Planer fra hans Side, virkede
betydelig med til, at han, der i høj Grad havde Frederik IV's Øre, fik denne til at lade R. blive
trukket med ind i Undersøgelser, som efter Deichmans Forslag i Dec. 1724 bleve anstillede
imod saadanne, der havde gjort sig skyldige i at lade sig bestikke. Skjønt R. ikke kunde siges
ligefrem at have solgt Retten eller Embeder, havde han dog flere Gange taget imod
Pengegaver i Anledning af Tjenester, han i Embeds Medfør havde haft Lejlighed til at vise
forskjellige, og han var derfor utvivlsomt hjemfalden til Straf efter den 23. Okt. 1700 udstedte
Forordning, rettet imod dem, der toge imod »Skjænk og Gave«. At sligt i hin Tid ikke var
ualmindeligt, og at det kunde ske i meget værre Former end den, hvori man ser det hos R.,
kan paa ingen Maader undskylde ham. Det var en Skandale, at en velstaaende Mand i et
udmærket lønnet Embede ikke kunde holde Hænderne rene. Han gjorde Sagen endnu værre
ved helt at tabe Ligevægten. Saa snart han mærkede, hvad der truede ham, skrev han ikke
blot ynkelige Breve til Kongen, men flygtede endog til Helsingborg. Man har ondt ved at
begribe, hvad han vilde opnaa derved, thi saa snart Kongen sendte et Par Lakajer der over for
at hente ham, fulgte han strax med tilbage til Kjøbenhavn. Her slap han for den almindelige
Rettergang, der fulgtes imod de andre, som vare Gjenstand for samme Anklage, og der blev
taget saa meget Hensyn til hans høje Embedsstilling, at der blev holdt Forhør over ham i selve
Konseillet, hvor det blev hans egen Svoger Storkansleren, der forhørte ham og derpaa oplæste
Kongens Dom for ham. Den lød paa, at han skulde have sine Embeder som Oversekretær og
Gehejmearkivar forbrudt, han skulde stille Kavtion for Tilbagebetaling af de Pengebeløb, som
han havde modtaget imod Lovens Bydende, og han maatte ikke under den højeste Straf
komme for Kongens Ansigt eller til Hove, men skulde flytte fra Kjøbenhavn (23. Jan. 1725).
Skjønt den Straf, der her ramte R., var betydelig mildere end den ved den ovennævnte
Forordning fastsatte, der lød paa Tab baade af Embede, Ære og Gods, maatte han føle den
som et haardt Slag; den havde styrtet ham fra hans høje Embede, berøvet ham Kongens
Naade og sat en Plet paa hans Navn i Folks Omdømme.
Men hvad enten det laa i, at hans Svoger Storkansleren og dennes Hustru, der holdt meget af
Halvsøsteren Fru R., arbejdede for ham, eller andre Hensyn have gjort sig gjældende, saa
mildnede Kongen efterhaanden hans Lod. Allerede i Marts 1725 fik han Lov til i visse Tilfælde
at komme til Kjøbenhavn, i Juni 1727 blev det endog tilladt ham at komme til Hove, hvad der
maatte gjælde for en vigtig Rehabilitation, og nogle Maaneder derefter (29. Okt. 1727)
udnævntes han til Amtmand i Antvorskov og Korsør Amter. Det er betegnende for hans
Hustrus haarde Karakter, at hun nægtede at følge ham til hans Bolig i den nye Embedskreds;
hun vilde ikke bort fra det smukke Krogerup, og han var altsaa nødt til at passe sit Embede
fjærnt fra sin Familie. Men dette varede dog ikke længere end til Frederik IV's Død. Faa Dage
efter den blev han nemlig uden noget derom af ham selv udtalt Ønske flyttet til at overtage en
Stilling som Translatør ved Øresundstolden i Helsingør (17. Okt. 1730). At blive Translatør i
Steden for at være Amtmand syntes at maatte være en ret anselig Tilbagegang; men det er
dog et Spørgsmaal, om det maa opfattes saaledes; i det mindste følte han det som et Gode, at
444 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
239