Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Joachim Richard Paulli (-1759), forfatter (bl.a. af skuespil)
Af J. Paludan
J.R. Paulli var Søn af [...] Holger P. 407 Han maa være født o. 1690, da han blev Student 1709.
1717 udnævntes han til Hofretssekretær, 1729 til Toldinspektør i Kjøbenhavn, 1733 til
Kammerraad og Aaret efter til Justitssekretær og Brevkammerskriver (dvs: Arkivar) i
Rentekammeret. Han var gift med Henrica Cathrine f. Aspach 408 og døde 31. Marts 1759.
Foruden at udgive Registre til Danske og Norske Lov (1738), til Kirkeritualet og Toldrullen
(1744—45), lægge Plan til et Lotteri forbundet med Enkeforsørgelse osv. udfoldede P. ogsaa
skjønlitterær Virksomhed, der imidlertid tyder paa, at han havde arvet noget af Faderens
abnorme Sindstilstand; han skal bl. a. ogsaa have været Alkymist. Samtidig med Holberg
optraadte han som Dramatiker i nyere Smag og skrev 1723 en Treakts-Komedie: »Den
seendis blinde«, et meget ubehændigt og pedantisk Forsøg i Molières Stil, som dog holdt sig
paa Scenen i et halvt Hundrede Aar ved Siden af Holbergs Stykker. S. A. affattede han sin
»Julestue og Maskerade« paa Anmodning af de danske Skuespillere, der ønskede at trække
Folk til Theatermaskeraderne, af hvilke de for største Delen levede, og befrygtede et Forbud
mod disse, som ogsaa kom næste Aar. P.s Stykke blev dog henlagt som mindre svarende til
Hensigten, og i Steden skrev Holberg sine 2 Komedier af samme Navn, der forsvare
Maskerader som fuldt saa uskyldige som Julestuer og andre gammeldags Forlystelser. P.
udgav da sin Komedie, efter Fortalen nærmest for at værge Holberg mod Mistanke for at have
plagieret den, og det var vistnok ogsaa i fuldkommen god Tro, at han ligeledes 1724 gav sig til
at omarbejde Holbergs »Politiske Kandestøber« og opfordrede Forfatteren til Samarbejde for at
ophjælpe Skuepladsen. Omarbejdelsen var imidlertid en ægte »Ballhornisering« 409 , og det
eneste, der duer, er det, der lige er taget fra Holbergs Stykke. Ømtaalig og hidsig, som denne
var, udgav han P.s Henvendelse med en skarp og haanlig Afvisning som »Tvende splinter nye
Breve«. Allerede tidligere havde mange tydet hans Tyske Jochum i »Peder Paars« paa P.
(andre paa Bogtrykkeren Jochum Wielandt 410 ), og det er da intet Under, at den »Korte
Undervisning, hvorledes Komedier med Nytte og Skjønsomhed kan ses«, der udkom faa Aar
efter og af Werlauff med nogen Sandsynlighed tillægges P., ikke nævner Holbergs Arbejde for
at skabe en dansk Skueplads, men roser Skuespillerne, fordi de lægge Vægten paa franske
Stykker. Af denne Piece fremgaar ogsaa, hvad det var, P. havde at udsætte paa Holbergs
Komedier, og hvor overfladisk hans egen Opfattelse var, i det Hovedsagen for ham er en
temmelig raa ydre Effekt, burleske Scener osv.
Efter sine uheldige Forsøg paa at reformere Skuepladsen slog P. sig paa Arkæologi og
Kuriositeter, i det han skrev (paa Tysk) om det 1734 fundne Guldhorn og s. A. »En Haandfuld
af Kunst-, Natur- og Forstandsmærkværdigheder«. Men især optræder han nu som opbyggelig
Forfatter i Følelsen af, at der over for den begyndende Rationalisme krævedes en populær
apologetisk Behandling af religiøse Spørgsmaal i Steden for den gamle, lærd orthodoxe. Han
stræbte derfor at klæde Diskussionen i Journalistikkens og Morskabslæsningens moderne
Former og udgav 1734—37 »Den Christ-opbyggelige Tidsfordriv« som et Slags Tidsskrift i
tvangfrie Hæfter. Det er en Andagtsbog eller Postil »i Overensstemmelse med den
augsburgske Konfession«, men anlagt i Romanform, i det den gudfrygtige Eusebius opdrager
en Discipel gjennem gudelige Betragtninger over alt, hvad der møder dem i det daglige Liv:
Værksteder, Samlinger, Kortspil, Værtshusscener med politisk Diskurs osv. Bogen er altsaa en
Slags Forløber for Pontoppidans 411 bekjendtere »Menoza« og trods sin ubehjælpsomme Form
ikke uden kulturhistorisk Interesse. Nær beslægtet var den »Forblommede Korrespondance«,
som P. i nogle Maaneder af Aaret 1746 udgav i Avisform med fingerede og allegoriske
407 Se biografisk artikel s. 294.
408 Muligvis er navnet: 'Anspach'.
409 Se nærmere »Salmonsens Konversations Leksikon« (2. udg.). Betydningen er at der er
sket »forbedringer« til det værre. En vis tysk bogtrykker, Johann Ballhorn (1531-1599), har
lagt navn til udtrykket.
410 Se biografisk artikel s. 269.
411 Se biografisk artikel s. 229.
227