Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Holberg er let nok at paapege hvad han ser ned paa og foragter, synes det
vanskeligt at paapege Idealer hos ham.
Han beundrer over al Maade en Fyrste som hans Samtidige Peter den Store.
Det er fra hans Ungdom af til hans sidste Tid hans ufravigelige Typus paa en
stor Mand. Allerede i sit første Skrift Introduction til de europæiske Rigers
Historier taler han om »den udødelige Ære«, hans Czariske Majestæt har
indlagt sig, og i en af sine sidste Epistler (den 533te, først udkommen efter
hans Død) siger han, at i ham »vare samlede alle de Qualiteter, som
udfordres 18 af dem, hvem Himmelen betjener sig af til at i Værk sætte de
største Ting. Thi han var en stor Konge, en stor Lovgiver, en stor
Philosophus«. Han har »ved sit vise Regimente, sine herlige Love og eget
Exempel« forskyldt saa meget Godt af Russerne, at det var let at forstaa, om
de udvalgte ham til Landets Skytsengel. Hvis han havde levet paa en anden
Tid, vilde han sikkert »være bleven sat paa Gudernes Liste«.
Denne Czar, der ikke brød sig om Hoflivets Glans og Overdaadighed som hans
Samtidige August af Sachsen, ikke heller førte Krig for Krigens Skyld som hans
Modstander Karl den Tolvte, men som i Udlandet tilbragte sin Tid med
Haandværksfolk og Teknikere »for at lære de Ting, som fattedes udi hans egne
Lande« — han er stor, stor paa Grund af den Nytte, han har stiftet; thi (som
det hedder i en Holbergsk Epistel) »Intet, uden hvad som nyttigt er, bør kaldes
stort«.
Denne Fyrste, der, som Holberg selv, søgte til Brændpunkterne for Tidens
Kultur, til Holland og Oxford, ikke holdt sig for god til det groveste Arbejd, intet
Herberg vilde modtage i Amsterdam, men valgte sig det lille Hus ved den
ostindiske Kaj og tilbragte nogle Timer om Dagen »med Øxe og Biil blandt
andre Hollandske Bygningsfolk, hvis Klæder han ogsaa bar« — som skønt
opdragen ved et Hof, hvor Hovmod, Pragtsyge og den tykkeste Vankundighed
regerede, blev »den ydmygste, tarveligste og udi alle Videnskaber meest
forfarene Prins i sin Tid« — det er Holbergs Helt.
Næst ham og ved Siden af ham beundrer Holberg som god Patriot Christian
den Fjerde, hvem han paa Grund af beslægtede Egenskaber sammenligner
med den store Czar. De Træk, han fremhæver som fælles for dem begge, det
er Træk, som man kan kalde fælles for dem og ham selv, og det er
betegnende for det gammeldags Solide, det Enfoldige og Usønderrevne i
Holbergs Natur, at man finder de dybestliggende Egenskaber i hans eget
Væsen, naar man gennemgaar, hvilke Karaktertræk det er, han især beundrer
hos sine Helte. Et senere Tidsrums Skribenter har altfor ofte kun været
Vrængbilleder af deres egne Idealer.
Begge hine Regenter var virksomme, deres Levned »en Kiede af uafladeligt
Arbejd, hvoraf de aldrig trættedes«.
De vilde begge »ikke alene vide, men med egne Øjne see«, hvorledes en Ting
blev forrettet. Derfor flakkede Peter den Store adskillige Gange hele Europa
igennem »for at see, hvorledes tilgik udi fremmede Lande, og derefter at
reformere sit eget«.
18 Udfordres = kræves.
17