Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

1707 blev L. Professor eloqventiæ; en Kaldelse til Kiel afslog han. 1716 blev han theologisk
Professor. Studenterne flokkedes om hans Lærestol, og han var ubetinget Fakultetets største
Lys. Med lærde hjemme og ude stod han i levende Brevvexling, og stadig var han litterært
virksom. 1715 lykkedes det ham endelig at faa udgivet Ole Borchs latinske Taler; i 12 Aar
havde der været arbejdet derpaa. 1719 bleve Dr. Masius' 389 akademiske Afhandlinger færdige
fra hans Haand, ledsagede af en Levnedsskildring af Forfatteren, hvem han stadig følte sig
knyttet til ved Taknemmelighed og Hengivenhed. Ved Reformationsjubilæet 1717 udgav L. en
Tale, han havde holdt 1702; det karakteristiske ved denne er ikke selve Texten, men de alt
opslugende Noter, hvorved Forfatteren forstaar at bringe sin struttende Lærdom til Torvs.
Hans Breve i disse Aar strømme i øvrigt over af Beklagelse over Tidens Foragt for Videnskab
og store Mangel paa litterær Interesse.
1720 blev han, efter sit eget Udsagn »fast uformodentlig«, kaldet til Biskop i Viborg. Men i
dette Embede mødte ham mange Fortrædeligheder; hverken kunde han selv finde sig til rette i
den nye Gjerning, ej heller vandt han nogen Sinde Paaskjønnelse hos Stiftets Præster. Hvad
der mest tog hans Interesse fangen, var Omsorgen for Skolevæsenet; han ivrede for
Opførelsen af nye Skolehuse og for Tilvejebringelse af Midler til flere Skoleholderes Ansættelse
(Visitatsbog i Ny kongl. Saml, 8°, Nr. 280 b). Da Frederik IV indgik Dobbeltægteskab, var L.
vistnok den blandt Theologerne, som var mest tilbøjelig til at godkjende dette Skridt, hvorfor
han ogsaa kom i høj Yndest hos den senere Dronning Anna Sophie. Da derfor Stillingen som
kongl. Konfessionarius blev ledig i Okt. 1724, sendte bemeldte Dronning et egenhændigt Brev
til L. med Tilbud til ham om at overtage dette Embede. Han erklærede sig strax villig, men
udbad sig den Gunst, at han samtidig maatte blive beskikket til Professor theologiæ
honorarius; dette indrømmedes, og i Febr. 1725 vendte L. tilbage til Hovedstaden efter i en
temmelig kølig Skrivelse at have taget Afsked med Gejstligheden i Viborg Stift. Som Prædikant
var L. en Umulighed; selv ved Hoffet, hvor man dog satte Pris paa ham, kunde hans
Prædikener daarlig døjes. Saa længe Frederik IV levede, forblev han uantastet; han var
tilstede i Odense ved Kongens Dødsleje og holdt latinsk Sørgeprædiken i St. Hans Kirke over
den afdøde Konge. Men næppe havde Christian VI tiltraadt Regeringen, før L. fik Afsked som
Konfessionarius 390 , men beholdt sin Stilling ved Universitetet. Denne Fjærnelse fra Hoffet
græmmede ham overordentlig og bidrog vistnok væsentlig til at fremskynde hans Død 2
Maaneder efter, 13. Marts 1731. — I de kjøbenhavnske Bibliotheker bevares store Samlinger
af hans haandskrevne Efterladenskaber. Om hans store Lærdom kan der kun være én Mening;
men noget tiltalende Indtryk faar man i øvrigt ikke ved Betragtningen af hans Personlighed. En
Datter af ham var gift med Domprovst Hans Buch (III, 216).
389 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
390 Han blev efterfulgt af Johan Frauen, se s. 160.
222