Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Desuden stillede L. saa store Fordringer til Fuldstændighed, at han havde svært ved at
afslutte. I Anledning af Mindedagen for Enevældens Indførelse havde han forfattet en
Souverænitetshistorie, samlet et stort Apparat af oplysende Bidrag og faaet forfærdiget et
tilhørende stort Kobberstik; men sidste Haand blev ikke lagt derpaa. (Souverænitetshistorien
er udgivet af J. H. Bang i Programmerne fra Sorø Akademi 1881 ff. En Del af de tilhørende
Aktstykker er ad andre Veje kommen for Lyset.) Af L.s Historie om de norske Bjærgværker,
hvortil han havde samlet med utrolig Energi, fremkom kun 1. Stykke, der nærmest var
Indledning, i Videnskabernes Selskabs Skrifter, men Resten fremkom aldrig. Hans store
Samlinger til dansk Mønthistorie kom ikke for Lyset, lige saa lidt som et Sigil- og
Monumentværk, hvorpaa han havde ofret meget. Til dette mindre heldige Resultat af en
opofrende og anstrængt videnskabelig Stræben bidrog dels nogen Ubestandighed hos L. i
Fastholdelsen af en Gang fattede Planer, dels hans store Beredvillighed til at hjælpe andre med
Tilsidesættelse af egne Formaal, dels et skrøbeligt Helbred, som L. en stor Del af sin Tid
maatte kæmpe med, og endelig Mangel paa de tilstrækkelige Midler. Dertil kom endnu, at et
nyt, stort, patriotisk Foretagende i hans senere Aar trængte sig i Forgrunden og optog hans
Tanker og Arbejdskraft.
1770 blev L. Etatsraad; den paafølgende Struenseeske Periode var meget nedtrykkende for
ham, skjønt den ikke direkte berørte ham selv. Sine Følelser for Fædrelandets Nød og Jubelen
over dets Befrielse (17. Jan. 1772) gav han et Udtryk i sine 3 »Skaldedigte«, der dog langt
mere ere Bidrag til Tidshistorien end Poesi. En anden Virkning af den nationale Befrielse var, at
L. fik Mod til at begynde Udgivelsen af sin store Samling af Kilder til Fædrelandets Historie i
Middelalderen, som han Aaret forud havde bebudet i en trykt »Intimatio«. For at fjærne L.s
Betænkeligheder ved de store Omkostninger, et Værk som det paatænkte vilde kræve, tilbød
P. F. Suhm 375 , hvem dets Fremkomst særlig laa paa Hjærte, at afholde Udgifterne derved, et
Tilbud, som L. vel modtog, men ikke kom til at gjøre Brug af. 1772 udkom 1. Foliobind af
»Scriptores rerum Danicarum medii ævi«, der modtoges med Bifald af alle kyndige. Ved
Overrækkelsen til Kongen af Bindet modtog L. Guldmedaillen »pro meritis«, ligesom det
gøttingske historiske Institut optog ham som Medlem. Værket skred rask frem (2. Bind udkom
1773, 3. Bind 1774), da L. ved sit nye Ægteskab (24. Febr. 1773) med Marie f. Wulff, Enke
efter Klokker ved Frue Kirke Niels Glud, havde faaet rigeligere Midler til sin Raadighed. Alt
tegnede Saaledes til, at nu skulde Frugten høstes af et overordentlig flittigt, til den historiske
Videnskab indviet Liv. Men saa var Timeglasset udrundet. Efter kort Sygdom døde L. 16. Avg.
1775, 65 Aar gammel. Han var langtfra naaet halvvejs til Ende med Udgivelsen af det meget,
han havde haft under Hænder. Men hvad han har udrettet, sikrer ham dog et uudsletteligt
Minde i hans Landsmænds taknemmelige Erindring.
L.s litterære Fortjenester ere nemlig ikke udtømte med de Skrifter, der udkom under hans eget
Navn. Mange fremmede Arbejder skylde hans velvillige Hjælpsomhed overordentlig meget.
Den restituerede Udgave af O. Worms »Epistolæ« (1751) havde næppe set Lyset uden hans
Bistand. Han sørgede for, at Christian IV's Historie, som først Slange og siden Gram 376 vare
døde fra, endelig udkom (1749). Hofmans »Fundationer« har han givet mangt et Bidrag til,
ligeledes til »Danske Atlas«, hvis sidste Dele (fra 4. Bind af) vistnok skylde L. deres bedste
Indhold. J. Worms »Lexikon over lærde Mænd« har han gjennemgaaet og forøget betydelig; A.
N. Ryges »Peder Oxe« er for en Del hans Værk; Pontoppidans 377 »Kjøbenhavns Beskrivelse«
har ham meget at takke for; hvad der i Videnskabernes Selskabs historiske Almanakker nu har
Værd, skriver sig saa at sige altsammen fra L., og saaledes gaar det med flere Skrifter, som
ikke her kunne nævnes, ikke at tale om, hvad Bistand han har ydet fremmede Historieskrivere
som Lagerbring og Gebhardi. — Ved L.s Død fik hans store Samlinger — hvoriblandt utallige
Notitser skrevne paa smaa Papirslapper — just ikke den omhyggeligste Medfart. Den største
Del, særlig det haandskrevne Diplomatarium, gjemmes i Rigsarkivet; en Del findes i det kongl.
Bibliothek; en Del er landet i Christiania. Men der er ogsaa det, som L. vides at have arbejdet
paa, der nu synes tabt. L. efterlod en ypperlig Bogsamling, særlig godt forsynet med svensk
Litteratur. — 2 Børn af 1. Ægteskab overlevede Faderen og forplantede Slægten.
375 Se biografisk artikel s. 248.
376 Se biografisk artikel s. 199.
377 Se biografisk artikel s. 229.
219