Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

sig til »consolato del mare«, som erklærede nevtralt Gods i fjendtligt Skib for frit, men
fjendtligt Gods i nevtralt Skib for god Prise. I Søkrigene mellem England og Frankrig hævdede
den engelske Regering disse Regler, som de engelske Kapere anvendte med en saadan
Vilkaarlighed, at den nevtrale Skibsfart, navnlig i Syvaarskrigen, næsten led lige saa meget
derunder som den fjendtlige. Allerede i sit første betydelige Arbejde, »Essai sur l'histoire du
droit naturel« (London 1758), havde H. kort fremsat sine afvigende Anskuelser, og han
begrundede dem nærmere i sit berømte Værk: »De la saisie des bâtiments neutres«, som
udkom i Haag 1759. Hans Udgangspunkt er, at Krigen ikke berører de nevtrales Retsstilling,
uden for saa vidt de selv ved at erklære sig nevtrale have paalagt sig den Pligt ikke at yde
nogen af de krigsførende direkte og umiddelbare Midler til Krigens Førelse. Deraf følger for
dem Forpligtelsen til ikke at anløbe en blokeret eller belejret Plads og til ikke at føre
Krigskontrabande til noget af de krigsførende Lande. Derimod kan nevtralt Gods i fjendtligt
Skib lige saa lidt erklæres for god Prise, som nevtralt Gods i Fjendens Land kan konfiskeres, og
fjendtligt Gods kan lige saa lidt borttages i nevtralt Skib, som nogen krigsførende har Ret til at
trænge ind paa nevtralt Landterritorium og bemægtige sig det derværende fjendtlige Gods, thi
det nevtrale Skib er nevtralt Territorium, saa længe det befinder sig paa aaben Sø. De
krigsførendes Visitationsret omfatter derfor kun Ret til ved Undersøgelse af Skibspapirerne at
forsikre sig om, at Skibet virkelig tilhører en nevtral Stat, og at det ikke fører
Krigskontrabande. Endelig hævder han i Princippet og tvært imod den saakaldte Rule of 1756
de nevtrales Ret til at benytte sig af den Frihed, som en af de krigsførende Magter maatte
tilstaa dem til under Krigen at handle paa dens Kolonier eller drive Kystfart, medens saadan
Frihed ikke gaves dem i Fredstid.
Næppe havde H. opstillet disse klare og rationelle Grundsætninger, før alle Publicister med
Undtagelse af de engelske sluttede sig dertil. Ogsaa Regeringerne, atter naturligvis med
Undtagelse af England, antoge i Almindelighed disse Sætninger, og de bevæbnede
Nevtralitetsakter af 1780 og 1800 proklamerede dem. Men det var dog først ved Pariser-
Deklarationen af 16. April 1856, at de to Sætninger, som H. havde været den første til at
begrunde, at nevtralt Skib dækker fjendtligt Gods, og at nevtralt Gods er frit paa fjendtligt
Skib, bleve positiv Folkeret.
I de to nævnte Værker havde H. vist sig ikke blot som en overordentlig lærd og kundskabsrig
Mand, men ogsaa som en meget selvstændig og skarpsindig Tænker. Hans Stil er klar, hans
Fremstilling strængt logisk og fri for alt lærd Pedanteri og Lyst til at udkramme unyttig
Lærdom, og han bevæger sig i det franske Sprog med en indfødts Lethed.
Det er et besynderligt Fænomen, at H. efter en saa glimrende Debut i den følgende Del af sit
Liv forholdt sig tavs, og det saa meget mere, som han i en Række Breve, han fra Udlandet
skrev til Bernstorff, viser sig lige saa selvstændig og kyndig i statsøkonomiske som i
folkeretlige Spørgsmaal. Kun i 1766 ved sin Indtrædelse i Konsistorium udgav han en latinsk
Dissertation »om Statens Indtægter«, der paa hans sædvanlige klare Maade giver en
summarisk Oversigt over denne Del af Finansøkonomien. Det synes, at han beskæftigede sig
med at skrive sine politiske Erindringer, men de saa ikke Dagens Lys og ere desto værre
vistnok tabte. Derimod har man tillagt ham Forfatterskabet til en overordentlig heftig Pamflet
mod England og den engelske Regering, der under Titelen »Le politique Danois« udkom
anonymt i Kjøbenhavn 1756 og senere oftere er udgivet, saaledes ogsaa i Frankrig under
Napoleon 1805 med en noget forandret Titel. Han fralagde sig strax i Aviserne at være
Forfatteren, men 1760, da han skulde gaa til England som Kommissær, nægtede desuagtet
den engelske Regering at modtage ham, indtil det lykkedes ham at overtyde den engelske
Gesandt om sin Uskyldighed. Ikke desto mindre anføres han endnu i senere Tider som
Forfatter, i det man formodentlig støtter sig paa en Antydning af den lidet paalidelige Fréron.
Saa meget er imidlertid vist, at Bernstorff 360 , hvem H. forelagde sine politiske Skrifter, før de
kom ud (dette var saaledes Tilfældet med »De la saisie« og med et Memorandum om Spanien,
til hvis Udgivelse Bernstorff ikke vilde give sit Samtykke), ikke antog ham for Forfatteren. Men
det bedste Bevis er Skriftets lidenskabelige og overfladiske Tone, der er saa forskjellig fra H.s
Stil, og navnlig dets Indhold, som til Dels forfægter andre Principper end dem, H. antog.
360 J.H.E. Bernstorff. Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk
Biografisk Lexicon« på: http://runeberg.org/dbl/.
215