Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

I Bergen fremkaldte Beliggenheden og Racekrydsningen i Forening en høj Grad
af Virksomhed. Man havde i den ældste Tid handlet med Storbritanien, senere
tillige med Færøerne, Island og Grønland, saa med alle Hansestæderne, saa
ogsaa med Holland, tilsidst med Nordlandene 17 . Netop under Holbergs Opvækst
steg Byens Handel paa Grund af Privilegier og politiske Forhold til sin største
Højde; den besad en Mængde armerede Spaniefarere og Grønlandsfarere, 250
egne Skibe i Alt.
Aktivitet, Arbejdsomhed og Økonomi var de Dyder, som var i Pris. Bergenserne
var Folk af faa Komplimenter; det var en Borgersøn besværligere at gøre en
langvarig Kur end at foretage en Rejse til Spanien, og de unge Borgerdøtre,
der lagde »en særdeles udvortes Modestie for Dagen udi Mandfolks
Omgjængelse«, gav tidt ikke Mændene det Ringeste efter i Arbejdsomhed og
Duelighed, og saa' ikke som andensteds paa Stand og belevent Væsen, men
paa Dygtighed hos en Frier.
Købmændene var i idelig Sysselsættelse og gjorde i Nødsfald med egen Haand
Arbejdsmands Gerning; man saa' ikke sjældent fornemme Borgere rulle
Tønder paa Bryggerne eller hidse deres Varer op i Pakhusene og maatte derfor
ikke tage det saa nøje, om man ikke fik Genhilsen af en Borger; det skete ikke
af Hovmod, men af Mangel paa Tid til Vidtløftigheder eller af Mangel paa
Agtpaagivenhed for de Forbigaaende. Ja en af de dueligste Borgere i Holbergs
Barndom, Jacob Andersen ved Navn, var en saadan Hader af Lediggang, at
han, naar han saa' en ørkesløs ung Karl paa Gaden, snappede ham op og
flyede ham noget at bestille hos sig.
Føler man ikke, hvorledes de Dyder, der med Tiden skulde blive saa
fremtrædende hos Holberg: den store Tarvelighed, Sparsommeligheden, den
rastløse Aktivitet dels i Menneskestudiet, dels i Bogstudiet paa Rejser og
hjemme, er de, han som Barn havde for Øje, og hvorledes disse Omgivelser
har fremelsket hans Foragt for Komplimenter og Baslementer, for Lavsaand,
for Pedanteri, for den falske Fornemhed? Blot man ser den Stolthed, med
hvilken han fremhæver, at man i den By »kan gaae til Fods og det heel
bekvemmeligen, saasom den hele Strandgade er belagt med store flade Sten«
og det uden Fare for at blive overstænket, føler man her Latteren spire over
den elendigt brolagte Hovedstad med dens Luksus i Karosser og Portechaiser,
over Staden, hvor alle lige indtil Haandværksfolk lod sig køre eller bære, og
hvor Damer undertiden holdt sig inde i Maaneder og gav Afkald paa god
Helbred, Omgang og daglig Tidsfordriv, blot fordi deres Klædedragt forbød dem
at gaa til Fods.
Og føler man ikke i Beundringen for hin Jacob Andersen, der trods sin
Købmandsstorhed ikke blot selv tog Haand i med, men tvang de ørkesløse
Forbigaaende til det Samme — en Spire til det Ideal, der efterhaanden danner
sig i Holbergs Sind, Idealet af en stor Arbejder, en stor Mand, en stor Regent?
Kan man tale om hans Idealer, kender man dem? Hos lyriske eller
sværmeriske Naturer ligger de gærne lige ved Haanden. Men medens det hos
17 Brandes tænker formentlig på de nordlige dele af Norge.
16