Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

ved Universitetet. Paa Kollegiet var han kommen ind i en Plads, der egentlig skulde tilfalde en
mathematisk studerende; hermed hænger det sammen, at hans Disputationer fra Kollegietiden
for største Delen dreje sig om Æmner, der staa i nærmere eller fjærnere Berøring med de
mathematiske Videnskaber. Den mærkeligste 327 af disse Afhandlinger er Skriftet »De origine
geometriæ apud Ægyptios« fra 1706. Han bekæmper deri den paa de Tider almindelig antagne
Mening, at Geometrien først skulde være fremkommen i Ægypten paa Sesostris' Tid og have
sit Udspring fra Nødvendigheden af en Grænseregulering af Markerne, naar Nilens
Oversvømmelser havde udslettet Grænseskjellene, og han viser med rette, at det er en blot og
bar Gisning af Herodot, ikke nogen positiv Efterretning hos ham, hvorpaa man har grundet
denne Anskuelse; i Overensstemmelse med andre Steder hos de gamle Forfattere vil han
hævde Geometrien en langt større Ælde og henføre dens Oprindelse til den mythiske
ægyptiske Hermes (Theuth eller Thoth), og saa falder han paa den besynderlige Idé at ville
bevise, navnlig ved Hjælp af Steder hos meget sene jødiske eller kristelige græske Forfattere,
at denne Thoth snarest maa være identisk med Bibelens Abraham. Mere egentlig filologisk
Karakter har en anden Afhandling fra 1710: »Observationes ad Arati Phænomena«, en
exegetisk-kritisk Kommentar til dette astronomiske Læredigt. Af hans Universitetsarbejder er
det betydeligste vistnok hans »Historia deorum ex Xenophonte» (1716), i hvilket han i
Tilknytning til de Navne paa Guder og Heroer, der findes i Xenophons Værker, giver en paa
visse Punkter meget udførlig og indgaaende, paa andre mere knapt holdt Udvikling af de
mythologiske Forestillinger, der samle sig om disse Navne; i et Tillæg dertil yder han en ret
anselig Række Bidrag til den da meget mangelfulde græske Lexikografi, væsentlig hentede fra
Læsningen af Xenophon. Værket, som egentlig kun er 1. Afsnit af et paatænkt større Arbejde,
»Antiqvitates Xenophonteæ«, der dog aldrig kom til Udførelse, vidner om stor Belæsthed i den
græske Litteratur og om nøje Bekjendtskab med de foreliggende Arbejder af ældre Filologer;
mod disse retter han oftere en berigtigende og supplerende Kritik, men over for selve
Oldtidsforfatterne optræder han mere som notitssamlende end som kritiserende, naar
undtages, at han paa enkelte Steder ikke uden Held forsøger sig i Verbalkritik. Enkelte ret
værdifulde Bidrag til Thucydides' Exegese og Kritik foreligge i hans »Castigationes ad scholia in
Thucydidem«, 2 Disputationer fra 1721—22; de ere ogsaa benyttede af senere Udgivere, f. Ex.
K. W. Krüger. Til sidst maa omtales hans »Notitia veterum Græcæ lingvæ autorum
contractior«, 2 Disputationer fra 1729—32, en kortfattet græsk Litteraturhistorie, der (til Dels i
kronologisk Orden) omhandler de bevarede og nogle enkelte af de tabte græske Forfattere fra
Homer til Aristoteles; efter Angivelsen paa Titelbladet har Skriftet nærmest været bestemt til
at danne Grundlaget for udførligere Forelæsninger over den græske Litteraturhistorie. Værket
er udarbejdet i Smag med O. Borchs latinske Litteraturhistorie (s. II, 505), men af ringere
Værd; den alt for ensidige Fremhævelse af Forfatternes stilistiske Ejendommeligheder, medens
andre og vigtigere Karaktermærker for deres Forfattervirksomhed forbigaas eller dog ikke
komme fuldt til deres Ret, er her ikke paa sin Plads, og i de biografiske og bibliografiske
Bemærkninger følges den da antagne Overlevering temmelig godtroende. — Om G.s filologiske
Arbejder i det hele kan man vel udtale den Dom, at de vistnok for deres Tid have været meget
dygtige og godt kunne gjøre det forstaaeligt, at han har vundet Ry for at være en meget lærd
og grundig Filolog; men de bære dog saa Stærkt Præget af den Tids Arbejdsbetingelser og
Arbejdsmethode, at de, bortset fra visse Enkeltheder, ikke kunne have megen Betydning for
Nutiden. En Totalanskuelse af den græske Oldtid kommer ingensteds til Orde hos ham. Hans
latinske Sprog er i de ældre Skrifter tungt og knudret, i de senere betydelig bedre, men dog
aldrig rigtig elegant.
For Skolerne har han virket ved Udgivelsen af sin »Nucleus Latinitatis«, hvis dette Værk da
virkelig skyldes ham; thi efter Worms Udtalelse i hans Litteraturlexikon synes der at have
hersket nogen Tvivl derom, og vist er det, at det ikke bærer hans Navn paa Titelbladet. Men
det har dog almindelig gaaet for at være af ham, og det var fra dets første Fremkomst i 1722
den mest brugte latinsk-danske (og ved det tilføjede Register ogsaa dansk-latinske) Ordbog i
Skolerne, lige indtil Jacob Badens Ordbøger (s. I, 404) afløste det.
327 Betyder 'den mest bemærkelsesværdige'.
- - -
206