Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Venner«, hvilken sidste F. indsendte som Besvarelse af Holbergs 3. Prisopgave 1739. De
modtoges med stort Bifald og oplevede næsten alle i kort Tid flere, indtil 5 Oplag. Andr.
Hojer 288 i »Nova lit.« 289 1721 og Alb. Thura i »Idea hist. lit. Danorum« 1723 roste nogle af de
første som uskyldige og frie for personlige Hentydninger, aabenbart paa Holbergs Bekostning.
Holberg selv indrømmer i Fortalen til Skjæmtedigtene gjærne dette, men hævder paa den
anden Side, at ingen kan undgaa Beskyldning for at sigte paa Personer, naar han vil satirisere i
Karakterskildringer og under danske brugelige Navne. Han approberer ingenlunde »Juvenals
eller deslige Poeters Morosité, der dræbe Folk med gammel Postilmorale og locis
communibus«, nemlig Ivren mod nye Moder i Dragt og Levemaade og mod de Fejl, som gaa i
Svang blandt rige og fornemme Folk, og som Mængden derfor gjærne ser gjennemheglede.
Holberg betegner her tydelig nok F. som Repræsentant for den ældre, generelt moraliserende
Satire, rettet mod Fejl og Laster i al Almindelighed og mod de nye Moder og Noder, til Forsvar
for gammeldags Tugt og Ærbarhed. Virkelig er det ogsaa denne ældre, nationale Retning, der
for sidste Gang blomstrer op i F., netop samtidig med at hans Bysbarn, Præsidenten i Ribe
Carsten Worm, 1718—27 indførte nyevropæiske Mønstre ved Oversættelsen af Boileaus
Satirer, og at Holberg begyndte den selvstændigere Tilegnelse af disse Mønstre med »Peder
Paars« 1719 og Skjæmtedigtene 1722. Holberg stiller sig altsaa, modsat af F., væsentlig paa
det nyes, den indtrængende almenevropæiske Kulturs Side, og med rette kan han fremhæve
sin Satire som mere individualiserende Virkelighedsdigtning og derfor lettere udsat for at
vække Uvilje. F. fulgte som vore ældre Satirikere ingen andre fremmede Forbilleder end
Klassikerne, især Juvenal, og naar han af og til minder om Lauremberg og andre tyske Digtere,
især sin lidt ældre samtidige Benj. Neukirch, maa Grunden nærmest søges i de fælles Mønstre
og de fælles Æmner. Men den gammeldags Satire optraadte hos ham i forædlet Form, hverken
plump eller kjedelig, skjønt han nok har noget af dens snaksomme Vidtløftighed. Besidder han
end ikke Holbergs slagfærdige Vid, og kan man, især i Begyndelsen af hans Virksomhed, ikke
frikjende ham for en noget Juvenalsk »Morosité« og Bitterhed, saa savner han dog hverken
Lune eller Evne til psykologisk Karakterskildring. Ogsaa han vælger sine Æmner i Samtidens
Liv og har dem derfor ofte til fælles med Holberg, om han end udfører dem mindre livfuldt
realistisk. I formel Henseende er F.s Tilbagevenden til det ældre, den Bordingske firfodede
Jambe, ubetinget at foretrække for Holbergs Alexandrinere, hvor disse ikke ligefrem ere
anlagte paa at virke parodisk som i »Peder Paars«.
F.s talrige Lejlighedsvers hæve sig derimod ikke over Samtidens Gjennemsnitsmaal, hvad
enten han i »Castrum doloris« besynger hele »Kong Frederik IV's højst priselige Regering«,
eller han ansøger paa Vers, lykønsker kongelige og andre højt staaende Personer til Fødsels-
og Mærkedage eller ledsager dem til deres sidste Hvilested. Kun den Del af Lejlighedsdigtene,
der knytter sig til hans egen Livsgjerning, rimede Taler og Taksigelser ved Skolehøjtider, har
nogen personlig og biografisk Interesse, især maaske hans »Brudevers til sit eget Bryllup med
Riber Domskole« ved Rektorindsættelsen 1723.
2' artikel af M. Cl. Gertz
Som klassisk (og aldeles overvejende latinsk) Filolog hører Christian Falster sikkert til de
ypperste Dyrkere af denne Videnskab, vort Land har frembragt, og deltager med Hæder i de
forskjellige Arbejder paa dens Omraade, som vare oppe paa den Tid. I sit første Skrift:
»Supplementum lingvæ Latinæ« (1717) gik han videre i den samme lexikalsk-grammatiske
Retning med Bestræbelse for Latinitetens Befrielse fra Barbarismer, som O. Borch havde
indført her i Landet (s. II, 504); han behandlede heri o. 5.000 latinske Ord, der enten aldeles
manglede i det 1710 udgivne og da meget ansete »Lexicon Fabro-Cellarianum« * eller trængte
til bedre Kildeangivelser. Dette Værk, hvis Indhold for det meste er gaaet over i de nuværende
288 Se biografisk artikel s. 208.
289 Se biografisk artikel om Joachim Wielandt s. 269.
* Basilius Fabers 1571 udgivne »Thesaurus eruditionis scholasticæ«, som senere gjentagne
Gange blev udgivet paa ny med mange Tilsætninger af forskjellige Filologer, særlig af
Christopher Keller.
195