Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Men ikke blot Drengenes, ogsaa Pigernes Opdragelse skulde være en helt anden. Nu om
Stunder lære de kun alt, hvad der kan gjøre dem skikkede til at behage: at synge, danse, tale
Fransk — for at kunne besvare Komplimenter og læse daarlige Romaner, osv. Dette er
selvfølgelig højst urigtigt. De vilde ikke i mindste Maade sætte deres Elskværdighed til ved at
lære noget virkeligt, og da de aandelige Evner allernærmest ere ens hos de to Kjøn, vilde der
intet være i Vejen for væsentlig at opdrage dem ens. End ikke den egentlig videnskabelige Vej
bør forbeholdes Mændene. E. vilde langt foretrække at se en Kvinde med et venligt og
indtagende Væsen paa en akademisk Lærestol fremfor »en bleg Mand med forlæste Øjne og
Parykken paa det ene Øre«. Kvindens medfødte Ynde, mener han, vilde sikkert virke med til,
at Foredraget gjennemgaaende blev klart og behageligt, og en ikke ringe Mængde Pedanteri
vilde sikkert ved hendes Medvirken snart forsvinde fra den lærde Verden. »Havde jeg levet paa
de lykkelige Tider, da en Theano, en Aspasia, en Diotime vare Læremesterinder i de alvorligste
Videnskaber, hvor skulde jeg ikke have ført mig deres Undervisning til Nytte!« Kun i én
Henseende ønsker han ikke Pigebørnenes Opdragelse indrettet efter Drengenes, i alt Fald som
denne foreløbig er: de skulle ikke som disse med Tilsidesættelse af Modersmaalet overfyldes
med de gamle Sprog. Vi bør i saa Henseende lære af Grækerne, der holdt deres Modersmaal i
Ære og ingenlunde opdroge deres Ungdom paa Ægyptisk.
Adskillige af disse Tanker findes allerede udtalte eller antydede i E.s første større Værk:
»Filosofiske, historiske og økonomiske Skrifter«, der udkom 1746—47 med en Fortale af Kofod
Ancher 284 og en Tilegnelse til Gram 285 . Dette Arbejde har endnu et noget tungt og tørt Præg
over sig og er fuldt af lærde Anmærkninger og Henvisninger. Snart har E. sikkert selv følt
dette, og kort efter behandler han derfor til Dels de samme Æmner paa ny i sine »Filosofiske
Breve« (1748). Baade Stil og Behandlingsmaade ere her lettere og elegantere. Det er vel
nærmest de Leibniz-Wolfske Grundtanker, hvorover alt er bygget; men E. gjennemfører dem
med en usædvanlig Klarhed og betydelig Selvstændighed. En Afhandling om Dyrene giver ham
Anledning til at fremkomme med et varmt Indlæg for en mildere og hensynsfuldere Behandling
af disse. Til en Afhandling om Pythagoras knytter han de første Antydninger af sine
Skoletanker. I en Oversættelse af Fontenelles »En tretiens sur la pluralité des mondes«
(»Fontenelles Samtaler om flere end én Verden«, 1748) og i sit »Forsøg til en
Fruentimmerfilosofi eller alvorlige og lystige Samtaler med et Fruentimmer om det, der er
nyttigt og fornøjeligt i alle Filosofiens Parter« (1749) udvikler han dem videre, og det er disse
indstrøede Bemærkninger, der karakterisere ham bedst og for Nutiden frembyde den største
Interesse. E. har end videre oversat et Stykke af Seneca (»Om den fyrstelige Naade«, 1747),
et Udtog af Boccalinus (»Betænkning over de 7 vises Tanker om Verdens Forbedring«, 1747)
og Voltaires »Zadig« (1750). Desuden har han leveret forskjellige mindre Afhandlinger og
Tidsskriftsartikler, til Dels som Gjensvar paa Angreb fra forskjellige Sider.
Thi saadanne Angreb udebleve naturligvis ikke. Selv Holberg saa jo med Ængstelse paa
Sprogrensningsbevægelsen i og uden for Landet og indvender lejlighedsvis (Epistel 451) mod
E., at det ikke gaar an at sige »Høresal«, da dette Ord ogsaa kan betegne »et stort Værelse,
hvorudi man forvarer Hør og Hamp«. Mod E.s Sprogrensningsforsøg optraadte ogsaa den
norske Digter Peder Christopher Stenersen med sine »Kritiske Betænkninger over Mag.
Eilschovs Prøve paa en dansk Kunstordbog« (1748) foruden et Par andre. E. tager til
Gjenmæle i et sprudlende livligt lille Arbejde: »Gjensvar paa de Kritiske Betænkninger«,
forfattet »en galop» og forsynet med Mottoet: »Du sollst dich nicht verblüffen lassen«.
(Om Stridens Enkeltheder se N. M. Petersen, Den dsk. Lit. Hist., 2. Udg., IV, 272 ff.) Endnu
stærkere blev han dog angrebet for sine Ytringer om Skolerne. Det var 6. Lektiehører ved Frue
Skole i Kiøbenhavn Jacob Høyer, der her gik i Spidsen og i et langt latinsk Indlæg (1749)
temmelig forvirret og næsten som med en ond Samvittighed søgte at frede om det
bestaaende. E. imødegaar ham med en let Overlegenhed i sit »Brev til en god Ven i Provinsen«
(1749), paaviser her, hvor lidt Modstanderen har forstaaet ham, og hvor vedholdende han
skyder ved Siden af, og fremhæver, hvorledes han (E.) blot i al Almindelighed har ivret mod
284 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
285 Se biografisk artikel s. 199.
192