Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

den verdslige Videnskab: »Dersom Filologien og de saakaldte smukke Videnskaber læres eller
forhandles uden Filosofi, gjøre de Folk til Pedanter«. Væsentligt og uvæsentligt glide i ét for
dem, og de komme til at anse de gamles Tøfler, Skjorter og andre Lapperier for Ting af
Vigtighed.
Og som Videnskabens Indhold maa være noget væsentligt, maa dens Form være
almenfattelig. Thi det er Videnskabens Opgave at gaa ud over Akademiernes snævre Grænser,
ud iblandt Folk i den vide Verden, til almindelig Nytte. Selv Kvinden skal ingenlunde være
udelukket fra at lære noget virkeligt. Ogsaa Fremstillingsformen maa derfor holdes fri for alt
Pedanteri; Saaledes maa f. Ex. Wolfs »mathematiske« Formalisme forkastes. Ja, der er end
intet i Vejen for at lade Skjæmt og Alvor følges ad. »Det er muligt paa én Gang baade at
tænke ret og at tale net.« Men første og væsentligste Betingelse for, at dette Krav til
Fremstillingsformen kan blive opfyldt, er den, at vi gaa til »vor Fru Moders Maal«. Det er i
Virkeligheden »baade overflødigt nok til at lære alle fornødne Videnskaber paa, saa og saa
sirligt, fyndigt og veltalende, at vi ej alene saa godt som andre kan fremsætte den tørre
Sandhed, men endog udpynte den med alle de Sirater, som Talekunsten udkræver«. Ja ikke
blot er det muligt og for Formaalets Skyld nødvendigt at gaa til Modersmaalet; men ogsaa af
indre Grunde bør det gjøres. Thi baade for Forfatter og Læser »er intet tjenligere til at skille
Avner fra Kornet, Ting fra Ord, Visdom fra Sladder end at foredrage sine Tanker og filosofiske
Lærdomme paa et Sprog, som alle forstaa«. I et Land, hvor alle lærde tale Latin, kan man let
af sig selv eller andre blive anset for lærd, blot fordi man ogsaa taler Sproget, ligesom mangen
en Taabe har bildt sig ind at være Filosof, blot fordi han havde Kappen og Skjægget. Det
nytter ikke at undskylde sig med, at Modersmaalet vel kan bruges til forskjellige andre Ting,
men ingenlunde til noget saa højt og vanskeligt som Filosofi; thi al Vanskelighed her forsvinder
netop, naar man klæder Tankerne i det hjemlige Sprog. »Ingen filosofisk Sandhed har nødig at
frygte for Lyset, og dens indvortes Dejlighed behager aldrig Tilskueren mere, end naar den
omgives af en udvortes Klarhed.« Selv alle de fremmede Kunstord ere overflødige og skulle
afløses af danske. For at ingen skal undskylde sig med, at dette er umuligt, giver E. selv i sin
latinske Disputats: »Cogitationes de scientiis vernacula lingva docendis cum specimine
terminologiæ vernaculæ« (1747) en betydelig Række saadanne danske Kunstord, hvoraf
adskillige helt vare skabte af ham selv, og af hvilke de fleste virkelig efterhaanden ere gaaede
over i Sproget, saaledes — for at nævne et Par enkelte Exempler — Sædelighed,
Sindsbevægelse, Sandsynlighed, Lærestol, Høresal osv. Og han lader det ikke blive ved
Theorien alene; men lige fra først af handler han derefter. Allerede i den lille Tænkelære fra
1743 og ligesaa i ethvert af hans senere Skrifter forefinde vi et ualmindelig rent og klart
Sprog. At gaa fra Holberg til E. er i saa Henseende næsten som at komme fra et Mosehul til en
Skovbæk. Datidens urimelig mange Fremmedord ere hos E. som blæste bort, og den tunge
Sætnings- og Periodebygning, enhver kjender fra Holbergs Prosa, forsvinder hos E. saa at sige
med synlig Hastighed. Den behersker endnu hans første Arbejder; men i flere af de sidste er
Stilen saa let og livlig som i en Bog fra i Gaar. Uden at være egentlig Sprogforsker bliver E.
som Sprogrenser og Stilist derfor ligefrem af banebrydende Betydning.
Naturligvis skal hin Opdragelse helst begynde allerede i Ungdommen; men det vil da være
nødvendigt, at Skolerne blive stærkt forbedrede. Det næsten eneraadende Sprogpiskeri tjener
kun til at overvælde Hukommelsen og opdrager slet ikke Tanken, endsige Karakteren. For en
stor Del bør det derfor ombyttes med Dyrkelsen af Filosofien, ved hvilket Udtryk E. forstaar
ikke blot Tænkelære, Sjælelære o. dsl., men efter Datidens sædvanlige Sprogbrug ogsaa
samtlige theoretiske Naturfag (s. 2. Del af »Fruentimmerfilos.«). Men skulle disse Fag ret øve
deres Virkning, maa man ikke atter her gjøre alt til en Hukommelsessag og lade Eleverne lære
Smaabøger paa Ramse, medens hverken Lærerne eller de selv forstaa noget deraf, og til
Forebyggelse heraf vilde det være heldigt, om man i Steden for Klasselærere
(»Lektiehørerne«, der hver havde sin Klasse i alle Fag) indførte Faglærere, som virkelig havde
Kjærlighed til deres Fag og forstode langt mere deraf, end de skulde meddele Eleverne.
Afskaffede man saa end videre den pedantiske Skoletugt og indførte et friere og ædlere
Forhold mellem Lærer og Elev, og sørgede man saa vidt muligt for, at kun de, der virkelig
havde Evne og Anlæg, kom til at studere, vilde man se et ganske anderledes rigt Udbytte af
Skolegangen end nu.
191