Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Forhold, i »Epistlerne« (I—IV, 1748—50; V efter hans Død 1754). Medens Filosofien tidligere i
et barbarisk Latin og inden for det fastslaaede aristoteliske Skema havde bevæget sig i Kreds
om tørre, abstrakte Begreber, tog den her ganske socratisk, i let, spøgende Samtaleform paa
Modersmaalet, sit Udgangspunkt fra rent dagligdags Fænomener og førte derved langt dybere
ind i Forstaaelsen af Livet og Menneskene; men det er intet Under, at Tiden stod noget
desorienteret over for denne pludselige Overgang: det gamle var Trivialitet, det nye syntes at
være det. Det var atter her den engelske og franske Videnskabelighed, der med H. afløste den
tyske, og fra Renæssancefilosofien naar hans Blik gjennem Grotius og Bayle, Locke og Spinoza
— der have paavirket ham i Methoden og i Enkeltheder, men hvis religiøse Standpunkt han
bekæmper — ned til Malebranches Modifikation af Cartesianismen, til la Bruyères populære
Moraliseren og den spirende fransk-materialistiske Retning. Skjønt H. i moderne Aand arbejder
paa at verdsliggjøre Livsanskuelsen og lægger Vægten paa Livet over for Læren, Moralen over
for Dogmet, vender hans Filosoferen dog stadig tilbage til de religiøse Spørgsmaal, som endnu
vare Tidens store Livsinteresse. Selv er han vel nærmest Rationalist, men ingenlunde
indifferent; han hævder Tænkningen og den religiøse Kritik deres Ret og fordrer fremfor alt
Tolerance. Den fremmede Fritænkning gjør han bekjendt, men billiger den ikke og føler sig
navnlig frastødt af dens yderliggaaende Former. I det hele er han aldrig afgjort
Oppositionsmand, men paa alle Omraader besindig Reformator, religiøst, politisk og socialt. I
det han saaledes forsigtig beredte den gryende Tidsaand Vejen, vakte han stor Opsigt og
øvede betydelig Indflydelse uden egentlig at bryde Tænkningen nye Baner eller blive Filosof af
Fag.
Efter Christian VI's Død tabte Pietismen sin Magt, og et lysere Livssyn blev herskende, som bl.
a. medførte Gjenaabningen af den danske Skueplads 1747. H., som hilste denne Forandring
med Glæde, bistod ogsaa de nye Skuespillere med sin Erfaring og førte i nogle Aar et privat
Tilsyn med Theatret, uden dog at ville indtræde i dets Bestyrelse; i Virkeligheden havde han
ogsaa kun Ærgrelse af Skuespillernes indre Strid og idelige Pengenød. »Den politiske
Kandestøber« var det første Stykke, der opførtes; men det mærkedes snart, at Smagen var
bleven forfinet og fordrede franske Konversationsstykker. De 6 Komedier, H. nu skrev i sin
Alderdom, hævede heller ikke hans Ry. Han vendte sig bort fra Virkelighedsskildringen til en
allegoriserende og filosoferende Retning, hvor han blev mat og blodløs (»Plutus«, »Sganarels
Rejse«, »Philosophus udi egen Indbildning«, »Abracadabra«, »Republikken«, »Den forvandlede
Brudgom«; den sidste opførtes ikke før 1882). Her spores undertiden aristophanisk
Indflydelse, medens hans Blomstringstids klassiske Mønstre vare Terents og især Plautus.
Disse Forbilleder har han imidlertid til fælles med Molière, som jo ubetinget har haft størst
Indflydelse paa hans Digtning. Er Molière end den dybere Aand, der trænger mere til Bunds i
Sjæleskildringen, saa ejer H. til Gjengjæld et umiddelbarere og mere ægte folkeligt Lune, der
gjør ham til alle Klassers Digter, ikke blot de dannedes. Medens Molière lader sine
sammensatte Karakterer udvikle sig for vore Øjne, skaber H. snarere Typer i den italienske
Maskekomedies Spor; men han varierer disse Typer ganske anderledes rigt og individuelt end
Italienerne, efter Tid, Sted og personlige Forhold, saa at de dog til sidst blive hans og hans
Folks egentligste Ejendom. En saa frugtbar Digter som H. maa nødvendigvis laane sine
Motiver, og næsten hele Evropas Litteratur har i saa Henseende ydet ham Tribut, endog det
kluntede tyske Drama (i »Jacob v. Thyboe« og »Ulysses«). Æmnerne har han taget overalt,
hvor han fandt dem, og Komediernes Digtform er den fransk-klassiske, som han først gjorde
os bekjendt med, uden dog at lade sin Genialitet indsnævre ved pedantisk Overholdelse af
dens Regler, over for hvilke Komedien som Virkeligheds- og Samtidsskildring jo altid maa stille
sig friere. Den omhyggelige franske Teknik har H. aldrig tilegnet sig; Handlingen er hos ham
underordnet og ofte forsømt; det er gjennem Situationer og Replikker, at hans Vid udfolder sig
i den rigeste Komik; derigjennem giver han et Billede af sin Tids hele Liv og Færden, dens
Brydninger mellem gammelt og nyt, saa livagtigt og slaaende, at det aldrig forældes, saa
ejendommeligt, at han trods sine Laan er en blandt alle Tiders originaleste og nationaleste
Digtere, saa omfattende og indgaaende, at Oehlenschläger har kunnet sige: »Hvis Kjøbenhavn
var forgaaet paa H.s Tid og kun hans Komedier blevne reddede, vilde vi gjennem dem have en
lige saa klar Forestilling om Datidens hele Liv, som Udgravningerne give os af Livet i Pompeji.«
H.s sidste og svageste Alderdomsværk var »Moralske Fabler« (1751) i Prosa, til Dels kun
moralske Exempler og Historier. Hans betydelige Indtægter, bl. a. som Forlægger af sine egne
175