Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Værker, alle mindre udmærkede ved Fremdragelse af nye Kjendsgjerninger end ved den
livfulde Stil og det nye Lys, hvori det allerede bekjendte stilles: Beskrivelsen af hans Fødeby
Bergen (1737), »Almindelig Kirkehistorie« (1738—40), hvor han rigtignok som hele Samtiden
viser sig at mangle Blik for Middelalderens historiske Ret 246 og af en let forstaaelig Forsigtighed
standser ved Reformationen, men hvor hans Domme 247 ellers røbe Frisind og en for den Tid
sjælden Upartiskhed. Hertil slutter sig 1742 »Den jødiske Historie«, medens han i
»Berømmelige Mænds og Heltes sammenlignede Historier« (1739) og »Heltindehistorier«
(1745) fulgte Plutarchs Mønster i Sammenstilling af historiske Biografier til gjensidig Belysning
og moraliserende Behandling. Skjønt han i det første Værk jævnlig vælger noget fjærnt
liggende Æmner, og skjønt hans Karakterskildringers psykologiske Dybde ikke altid svarer til
det stilistiske Liv, hørte disse Skrifter til hans mest læste. Hans Omtale af Dronning Christina
bragte ham i Polemik med Tyskeren Arckenholtz. — Af hans historiske Smaaskrifter skal her
kun fremhæves Indledningen til Oversættelsen af den græske Historiker Herodian (1746), om
Aarsagerne til Roms Fremvæxt, hvor han behandler et ogsaa af Montesquieu fremdraget
Æmne. I nogle af Epistlerne polemiserede han ogsaa mod dennes »Esprit des lois« og udgav
1753 begge Afhandlinger paa Fransk, et Bevis paa den levende Interesse, hvormed han endnu
i sin Alderdom fulgte Dagens Spørgsmaal i Udlandet.
I disse Aar samlede og fortsatte H. en Del af sine Smaaskrifter: 1737 og 43 i »Opuscula
Latina« de selvbiografiske Breve, som snart bleve oversatte paa Dansk, tillige med
Epigrammer m. m.; 1746 i »Mindre poetiske Skrifter«, Metamorfoserne, Skjæmtedigtene og
Smaasatirer, hvoraf kun »Det daphniske Blodbad«, en mod Hykleriet rettet ubetydelig Fabel,
var utrykt. Imidlertid lagde han ikke ganske Digtekunsten paa Hylden; han havde vistnok alt i
adskillige Aar syslet med »Niels Klims underjordiske Rejse«, før han paa Grund af de
vanskelige Forhold her hjemme udgav den i Leipzig 1741, anonymt og paa Latin; men næste
Aar blev den oversat. Atter her valgte H. en i Danmark saa godt som ukjendt, men i Udlandet
meget yndet Form for sin Satire: Prosaromanens, særlig den vidunderlige 248 Rejseromans. Den
lange Række af opdigtede og fantastiske Rejsebeskrivelser begynder allerede i Oldtiden
(Lucian), men havde især siden Renæssancen fulgt og populariseret de store geografiske og
naturvidenskabelige Opdagelser og tjente ofte tillige som en gjennemsigtig Indklædning for
dristig Samfundssatire og utopiske Reformforslag. Den kulminerede i Defoes »Robinson«
(1719), Montesquieus »Lettres Persanes« (1721) og Swifts »Gulliver« (1726), hvilke alle i
Forbindelse med mange mindre betydende Fiktioner af samme Art have paavirket »Niels Klim«
og givet Romanen dens noget aforistiske Form. Ligesom i »P. Paars« udvider det vedkjendte
polemiske Sigte — her mod Rejsebeskrivernes Løgne, hist mod den episke Pathos — sig til en
omfattende social og moralsk Satire, og det ikke blot over danske, men over almenevropæiske
Daarligheder (franske Sæder og Moder). Viddet er rigtignok ikke saa frodigt som i H.s
Ungdomsværk, den poetiske Ramme er mere søgt og den moralske Hensigt mere
haandgribelig. Paa den anden Side griber Satiren fuldt saa dristig ind i Tidens brændende
Spørgsmaal, især de religiøse, og Forargelsen udeblev heller ikke. Men denne Gang havde den
allerede højt ansete Forfatter den offentlige Mening paa sin Side, og Pietisterne vovede ikke at
sætte nogen Forfølgelse i Scene.
I det H. i »Niels Klim« søger at bryde alle Fordomme og al Vanebetragtning ved at stille de
tilvante Forhold paa Hovedet og belyse dem gjennem deres Modsætning, snart gjennem
Idealet, snart gjennem Karikaturen, danner Bogen en Overgang til de kort efter udgivne
»Moralske Tanker« (1744), hvis Maal ligeledes er at vække til Eftertanke ved at opstille
Paradoxer og uvante Synsmaader efter Montaignes og Erasmus' Mønster. Som Filosof er H.
mere en livlig end en dyb Tænker; han hævder den praktiske Filosofi mod Spekulationen og
stiller snarere Problemerne, end han løser dem. H. knyttede de moralske Tanker som nærmere
Forklaring til et Udvalg af sine latinske Epigrammer og fortsatte dem senere, endnu
tvangløsere og mere tilfældig, i Brevform med Indblanding af rene Bagateller og personlige
246 Måske menes at man, inkl. Holberg, havde svært ved at forstå hvorfor Middelalderen var
en »naturlig« fase i historien? (Evt., men jeg tvivler, at man havde svært ved at forstå
retsforholdene?)
247 I betydningen: 'Vurderinger'.
248 Betyder måske den fantasifulde eller den fiktive rejseromans?
174