Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Folkekarakteren og Institutionernes Udvikling. Næste Aar ændredes hans Stilling ved
Universitetet paa en Maade, der maatte opfordre ham til mere at vie Videnskaben sin Tid, i det
han overtog Lærestolen i Historie i Steden for den i klassiske Sprog. Til egentlig
Universitetslærer egnede H. sig imidlertid lige saa lidt som tidligere til Privatlærer. Hans
Personlighed har næppe haft noget vindende for Ungdommen, og den Maade, hvorpaa
Undervisningen meddeltes, ansaa han for ufrugtbar, ikke blot Disputereøvelserne, men ogsaa
Forelæsningerne, ligesom han ikke vides at have haft det mundtlige Ord særlig i sin Magt 239 .
Han klager over, at Theologien var den herskende Videnskab, medens ingen brød sig om Jura
og Statsvidenskaberne, som han havde søgt at fremdrage. Den praktiske Filosofi og Moralen
forsømtes for Logik og Metafysik, og i Sprogstudiet var pedantisk Syslen med
»Skolemestergloser« Hovedsagen. Allerede 1720 i et latinsk Program, som hans Kolleger fik
undertrykt, forklarer han Universitetets ringe Frekvens af dets forældede Methoder, og
lignende Grundsætninger kom ved Slutningen af hans Universitetsvirksomhed til Orde i hans
Rektortale 1736. Som Lærer i Historie samlede han næppe heller mange Tilhørere, og da efter
7 Aars Forløb hans økonomiske og praktiske Sans bragte ham til at overtage
Universitetskvæsturen 240 , blev han fri for at holde Forelæsninger, men beholdt Titel og Sæde
som Professor og Assessor consistorii 241 .
Det var altsaa som Skribent, H. gjorde sig fortjent af Videnskaben, vistnok 242 ikke, som hans
Kollega Gram 243 , ved at grave sig ned i den og bringe nye Fund for Dagen, men snarere ved sin
Lydhørhed for Tidens Strømninger og Tanker, sin fransk uddannede Evne til at tilegne sig dem
personlig og sætte dem i Omløb langt ud over de lærdes Kreds. Dette viser sig ikke blot i hans
for den Tid fortjenstlige latinske Skolelærebøger i Historie og Geografi (1733) og i de historiske
og politiske Haandbøger, han alt havde udgivet, men langt mere i hans Manddoms
selvstændigere Værker, hvor han i en her hidtil ukjendt Grad anvendte Modersmaalet i
videnskabelig Fremstilling og formaaede at give denne et individuelt Præg og en tillokkende,
almenforstaaelig Form, der stillede sig i den mest slaaende Modsætning til Pedanteriets
Exklusivitet. Det var i denne Henseende mere end som Digter, han dannede Skole: efter
Universitetets og Undervisningens tidsmæssige Reform (1732 og 39) træder en hel Kreds af
yngre Mænd i hans Fodspor ved at lægge Vægten paa let og underholdende Stil, optage
Tidsinteresserne til videnskabelig Drøftelse og drage hele det dannede Publikum med ind i
denne.
Af sin første officielle Optræden i den nye Stilling havde H. nærmest Ubehageligheder som af
sine fleste Universitetstaler, i det hans varme Mindeord over den afdøde Kong Frederik IV ikke
faldt i god Jord under den forandrede Stemning ved Hoffet og først efter Christian VI's Død
kunde trykkes. Desto heldigere var han med sit næste Arbejde, »Danmarks Riges Historie« (til
og med Frederik III, 1732—35). Her udførte H. et Værk, som alle vore tidligere Historikere
vare strandede paa. Det kan da naturligvis ikke være anlagt med en Vedels Udførlighed eller
en Grams 244 kritiske Grundighed, om end navnlig den nyere Tid er behandlet efter
Førstehaands Kilder. Men det er heller ikke som hos Huitfeldt en blot Stofsamling; H. er den
første, der hos os hævder Historieskrivningen som Fremstillingens Kunst og sætter det som
Kritikkens Opgave ikke blot at prøve, men at vælge og ordne sit Stof. I det han lægger
Hovedvægten paa Rigets indre Udvikling og fortæller med sit ejendommelige 245 Lune og sin
Evne til at karakterisere Tider og Personer, lykkes det ham at give vort Folk den første
almenlæselige og almeninteressante Fremstilling af dets eget Levnedsløb paa Modersmaalet.
Med sædvanlig Lethed i Arbejdet frembragte H. nu i hurtig Rækkefølge andre historiske
239 Se her hvad Holberg skriver om sine unge år i »Ludvig Holbergs Tre Levnedsbreve 1728-
1743« ved Aage Kragelund, Gad, København 1965, bd. 1, s. 113 ff.
240 Som kvæstor var Holberg ansvarlig for driften af Universitetets mange ejendomme og
fæstegårde; indtægterne gik bl.a. til universitetets lønninger. Se s. 178.
241 Se om assessor'er s. 315.
242 Betyder her nok nærmest: sandt nok.
243 Se biografisk artikel s. 199.
244 Se biografisk artikel s. 199.
245 Nærmest: karakteristiske eller måske: særegne.
173