Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Eftertiden endnu mere slaaende ved det højtidelige alexandrinske Versemaal, og selv bortset
fra Satirens dybe og omfattende Sigte indeholder Digtet en Fylde af enkelte komiske Træk og
Replikker, der strax maatte gjøre det til en yndet Folkelæsning og lader det straale i lige frisk
Liv ned til vore Dage. At det paa den anden Side maatte vække stort Anstød, var naturligt.
Satiren er aldrig velset af dem, den gaar ud over, særlig i en Tid, der endnu ikke var udviklet
nok til at skjelne mellem almindelig Satire og personligt Skandskrift. Mange følte sig med rette
eller urette ramte, og Psevdonymet »Hans Mikkelsen« var kun et gjennemsigtigt Slør over det
uhørte, at det var en Universitetsprofessor, der gav sig af med den Slags Poesi. Det er
bekjendt, hvor grovt H.s Kollega Hans Gram 223 misforstod Digtet, hvorledes Hojer her fandt
Lejlighed til at sige H. Tak for sidst, og hvorledes Øen Anholts Ejer, den indflydelsesrige Fr.
Rostgaard 224 , endog vilde have ham draget til Ansvar, saa at kun Kong Frederik IV's sunde
Sans reddede Forfatteren. Ligesom Ængstelsen over disse Angreb spores i de sidste, svagere
Bøger af »Peder Paars«, bidrog den vel til at give hans næste poetiske Arbejde, de »Fire
Skjæmtedigte« (1722), dets mere gammeldags Præg af generelt moraliserende Satire i
Laurembergs, Vilh. Helts og Falsters 225 Aand, skjønt H. ved Siden af Klassikerne ogsaa her
tager Boileau til Forbillede. De forskjellige Fortaler og »Kritikken over P. Paars« søge at retlede
Samtidens Opfattelse af Satirens Væsen og Berettigelse; de øvrige Digte rettes dels mod
menneskelige Daarskaber i Almindelighed, dels mod Vægelsind, som H. senere og mindre
overlegent behandlede i dramatisk Form, dels mod Gammelmandsægteskaber i den
ovennævnte Efterligning af Juvenals Satire mod Kvindekjønnet, medens H. i »Sille Hansdotters
Forsvarsskrift« for dette Kjøn udvikler sine egne, for den Tid lidt besynderlige
Pebersvendedoktriner om Kvindens Natur og Bestemmelse.
Endnu i samme Aar begyndte H. sit Livs Storværk, Grundlæggelsen af den danske Skueplads.
Hidtil var der hos os kun spillet Skolekomedier, tyske Haupt- und Staatsactionen og fransk
Hofkomedie. Da denne maatte vige for tysk Opera, og Theatermaleren Capion 226 havde faaet
Privilegium paa at lade opføre Komedier, mente ansete Patrioter, hvoriblandt H.s tidligere
Modstander Rostgaard 227 , at man burde benytte Lejligheden til at fremkalde Skuespil i
Modersmaalet. Tanken faldt ganske naturlig paa H., som maaske allerede den Gang var
begyndt at sysle med dramatisk Digtning, og efter nogen Betænkning overlod han den
imidlertid dannede danske Trup sin »Politiske Kandestøber«, som opførtes sidst i Sept. 1722
og inden Aarets Udgang fulgtes af »Den vægelsindede«, »Jean de France«, »Jeppe« og »Gert
Westfaler«, som opførtes afvexlende med Oversættelser, især af Molière, og i det hele bleve
optagne med Bifald, om det end kun var faa, der fattede, hvilket Skridt Danmark hermed
havde gjort ind paa den moderne Kulturs Bane. Det var imidlertid kun Foretagendets Nyhed,
som trak; snart vakte ogsaa her Satiren Anstød i alle Stænder; Hoffet holdt sig efter Datidens
Etikette borte, og med det de fornemme; Universitetet vilde ikke taale, at Truppen
rekruteredes af Studenter, og Fallitten hang stadig over Nationaltheatrets Hoved. Forgjæves
indledede H. 1. Tome af sine Komedier (1723) med et Forsvar for Skuespil og Skuespillere;
forgjæves skjænkede han i Aarenes Løb Theatret i alt nogle og tyve Komedier, som dog ikke
alle opførtes: karakteristisk nok vare de, der for en Tid gjenvakte Publikums Interesse, »Den
11. Juni«, paa Grund af de burleske Optrin, og Parodien »Melampe«, som Folk misforstode og
bleve rørte over. Men i Febr. 1727 kunde Theatret ikke holdes oppe længer og maatte slutte
med »Den danske Komedies Ligbegængelse«. Under den kortvarige Gjenaabning 1728 kom
ingen Holbergske Stykker til Opførelse, hvorpaa Kjøbenhavns Ildebrand i Okt. og Tronskiftet
1730, der bragte den pietistiske Aandsretning til Magten, for lange Tider gjorde Ende paa alt
Komediespil i Danmark.
H. selv var træt af de idelige Bryderier med Skuespillerne og med Publikum. Allerede i
Sommeren 1725 tiltraadte han en Rekreationsrejse til Badene i Aachen, men betænkte sig
undervejs, og efter at være gaaet over Land til Holland tog han til Paris. Skjønt han her mødte
Dyrtid og alskens Optrækkeri og i det hele nu, i sit 41. Aar, havde mindre let ved at finde sig i
223 Se biografisk artikel s. 199.
224 Se biografisk artikel s. 237.
225 Se biografisk artikel s. 194.
226 Se biografisk artikel s. 273
227 Se biografisk artikel s. 237.
171