Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Over Hamborg kom han hjem 1716, aabenbart trods Sygdom og Nød stærkt udviklet ved sine
Rejser; men med Hensyn til Udkommet var han lige nær. Han maatte leve af Understøttelser
for fattige Studenter og udgav (allerede 1715?) 217 sin paa Borchs Kollegium skrevne
»Introduktion til Natur- og Folkeretten«, hvor han først i Danmark hævder moderne, verdslig
filosofiske Retsgrundsætninger over for de theologiske, og en national Retsvidenskab, støttet
paa dansk og norsk Lov, mod Romerretten. Original er H. naturligvis ikke paa dette ham
fjærnere liggende Omraade; det er de nyere Retsfilosofers, Grotius', Pufendorfs og Thomasius',
Anskuelser, han i populær Form overfører paa Modersmaalet. Foreløbig indbragte Skriftet ham
ikke meget, skjønt det senere fandt stor Afsætning. Imidlertid blev der 1717 et Professorat
ledigt, som H. efter Tidens Skik tiltraadte, uden Hensyn til at Faget, Metafysik, var det, der laa
hans Studier og Interesser allerfjærnest og blev drevet i den mest gammeldags, skolastisk
spidsfindige Aand. Hans Tiltrædelsestale, »snarere en Ligtale end en Lovtale« over
Metafysikken, synes at have vakt Anstød, men er tabt, og naturligvis udrettede han intet i
denne Stilling, som han allerede 1720 ombyttede med Professoratet i (latinsk) Veltalenhed.
1719 blev han indviklet i en temmelig bitter og personlig Polemik med den senere bekjendte
Jurist og Historiker Andreas Hojer 218 (S. 508), der i Fortalen til sin »Dännemarkische
Geschichte« paa forskjellig Maade havde saaret den danske Nationalfølelse og bl. a. antydet,
at H.s »Introduktion til de evropæiske Rigers Historie« var Plagiat af Pufendorf. H.s Angreb paa
ham under den berygtede, i Anledning af den thistedske Besættelsessag 219 relegerede Student
Poul Rytters 220 Navn saa vel som et følgende Stridsskrift, da Hojer havde givet sig en Blottelse
ved at forsvare Ægteskab i forbudne Grader 221 , vare imidlertid lovlig nærgaaende og billigedes
ingenlunde af alle; men for H. selv synes de at have faaet Betydning ved at gjøre ham klar
over sit Talent til Satireskrivning. Omtrent samtidig gav han, der indtil sit 35. Aar aldrig havde
syslet med Poesi, sig til at bearbejde Juvenals 6. Satire paa danske Vers, og endnu samme
Aar, 1719, udgav han Begyndelsen af »En sandfærdig ny Vise om Peder Paars«. Med rette har
han selv fremhævet, at dette komiske Epos førte den danske Skjønlitteratur ind i den
moderne, almenevropæiske Bevægelse; thi havde denne end i et Hundredaar været kjendt og
efterlignet hos os, saa blev den først nu virkelig selvstændig og nationalt tilegnet. I det H. her
følger Tassonis og Boileaus Spor, giver han med det samme i den kalundborgske Kræmmers 222
Rejsebeskrivelse et af den frodigste Komik gjennemstrømmet satirisk Billede af hele
Aandslivets og Kulturens forældede Tilstand her hjemme, et Galleri af skarpt opfattede og
glimrende tegnede Tidstyper, der indeholde Spiren til Karaktererne i mange af hans Komedier
og gjøre os den forbavsende Frugtbarhed forklarlig, ved hvilken han senere paa nogle faa Aar
evnede at skabe en dansk Nationalskueplads. Særlig rettes Angrebet mod det ufrugtbare
Lærdomspedanteri, som altid var H. en Pest, og som allerede snærtes ved Digtets i og for sig
dristige ydre Anlæg som Parodi paa de forgudede klassiske Epikere og deres Kommentatorer.
Den forlorne Pathos i dens kostelige Modsætning til Æmnets Filistrøsitet bliver i alt Fald for
217 Parentsen stammer fra DBL.
218 Se biografisk artikel s. 208.
219 Sagen drejede sig om de anklager en præst, Ole Bjørn, i 1696 havde rejst mod folk i
Thisted for at udøve heksekunst. Sagen blev behandlet i flere instanser og med meget
forskelligt resultat, en særlig domstol i Aalborg gav flere af de implicerede kvinder dødsstraf og
fradømte præsten sit embede. Sagen blev anket til Højesteret, som gav de implicerede meget
mildere domme (nok nærmest for at have afgivet falske udsagn), men skærpede dommen
over præsten; han fik livsvarigt fængsel, men blev landsforvist året efter; herefter han til
Sverige og Tyskland, hvor han endte sine dage. Han skal have opsøgt Frederik IV, da denne
passerede Dresden, for at opnå en form for understøttelse, hvilket han ikke fik. Den ansvarlige
biskop, Jens Bircherod, og forskellige embedsmænd blev idømt pengebøder; Bircherod's var
anselig: 1.000 Rdl. Jf. »Historisk Årbog for Thisted amt« 1924, s. 58-68, DBL's artikel om
Bircherod og »Illustreret Dansk Litteraturhiustorie«:
http://runeberg.org/ildalihi/1/0394.html
220 Povl Rytter var student og (så vidt vides) skoleholder i Thisted; han blev relegeret fra –
dvs. smidt ud af – Københavns Universitet for sin andel i besættelsessagen.
221 Hojer fandt at der burde kunne indgås ægteskab mellem visse nærtbeslægtede.
222 Altså beretningen om Peder Paars, 'velfornem Kremmer' fra Kalundborg.
170