Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

tværs, for der var andre ting at interessere sig for end Holberg's komedier,
både stærke mænd og linedansere, og ikke nok med dét – Christian 6 var
stærkt pietistisk orienteret; han tålte ikke teater i sit kongerige:
Pietismen sender hans dramatiske Geni i Forbedringshuset paa tyve Aars lærd
Strafarbejde, sætter det i Studerestuens Cellefængsel, fordømmer det til Ensomhed, til
Tavshed.
Holberg som historieskriver
Holberg var en overmåde glimrende popularisator, ikke mindst på
historieskrivningens område, men han var ikke dén der fordybede sig i
kildekritik eller i historisk metode, og mange af de historiske figurer han
fortalte om – både i sin Danmarks historie og i Helte- og Heltindehistorierne –
beskrev han som om de levede under omstændigheder som de samtidige
europæiske. Hér har Brandes en pointe, men det bliver ikke helt tydeligt at
Holberg i Helte- og Heltindehistorierne ganske vist tager udgangspunkt i
Plutarch, men bruger hans model som afsæt til at fortælle noget helt nyt.
Er der problemer med Holberg's beskrivelser, og dét er der, så skal det også
fremhæves at Holberg gjorde et seriøst forsøg på at fortælle sine læsere om
fjerne kulturer og om betydningsfulde personer, på at udvide perspektivet - og
på at flytte det en smule væk fra antikkens Grækenland og Rom. Én af dem
Holberg skrev om var Muhammed, og selv om han tog afstand fra ham, er der
meget at hente i hans beskrivelse. Vel er den ikke fuldkommen objektiv, men
det er tydeligt at Holberg har gjort et alvorligt forsøg på at være det, dén gang
omkring 1739.
Ligestilling
Brandes roser Holberg's fremsyn hvad angår kvindernes ligestilling 9 – han var
milevidt forud for sin tid 10 – men han havde ikke sans for det »feminine«, for
slet ikke at tale om det erotiske spil mellem kønnene. Det var godt der blev
mindet om Holberg's fremsyn i 1884; det er godt hvis man stadig husker det
og læser det.
Thomas Bredsdorff er inde på emnet i sin inspirerende analyse »Den brogede
oplysning«. Han antyder at Holberg's satiriske form måske har spændt ben for
hans synspunkt, for nu ikke at sige hans politik, og at dét var en væsentlig
grund til at tingene ikke flyttede sig hurtigere. Måske; det er svært at afgøre.
Men jeg tror at »tiden« ikke var til at realisere dét som Holberg gentagne
gange lagde op til 11 . Der skulle meget mere til end gode argumenter.
Netop synspunktet om kvindernes ligeberettigelse var, hvad grunden kan have
været, ét af de synspunkter som Holberg holdt konsekvent fast ved. Også her
var han en ener, for der var i hans forfatterskab ikke tale om en døgnflue, men
om et tema, der blev gentaget og gentaget i forskellige former.
9 Holberg var ikke alene. Frederik Christian Eilschov havde meget tilsvarende idéer, se
referatet af hans idéer om pigernes opdragelse s. 192.
10 Eilschov er inde på noget af det samme, se biografisk artikel s. 190.
11 Dette vil jeg vende tilbage til senere (i: »Et åbent sind? Om Holberg's tænkning«).
11