Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

I den Dyreverden, som ligger til Grund for den menneskelige og over hvilken
den er bygget, er Sulten og Kønskærligheden de to store Grunddrifter. I
Samfundet, som vi i vort Aarhundrede kender det, er Begærligheden efter
Penge, Nydelsessygen og Attraaen efter Anseelse og Magt Grunddrifterne, vi
møder, og som giver Anledning til det store Flertal af komiske og tragiske,
rørende og afskyelige Skuespil, hvortil vi i vort Liv bliver Vidne.
Holberg ser ikke Samfundet saadan. Rimeligvis var det i hans Tid forsaavidt
heller ikke saadan, som Kapløbet var uendelig meget mindre anstrengt.
Attraaen efter Penge spiller en forholdsvis ringe Rolle i hans Komediers Verden.
Den besjæler den ene smudsige Slyngel Rosiflengius, den gamle Hykler
Jeronimus i Pernilles korte Frøikenstand og en hel Del fattige Lerbeutler og
Oldfukser, Den er ikke Henrik fremmed (mindst Kandestøberdrengen), skønt
den ikke en Gang hos Henrik som smidig Lakaj er fremtrædende. Hos Polidor,
den eneste, der gaar op i Kærlighed til Guldet, taber den sig som saadan i
Haabet om en magisk Almagt i Kraft af Alkymi.
Da det er ægte danske Naturer, som Holberg stedse skildrer det vil sige svage
og sprøde, der for Vilje kun har Stædighed og for Lidenskab kun
Forfængelighed, er Livet hos ham i hans Skuespil ikke Attraa efter Magt. Kun
Kandestøberen sukker efter Magt, og selv for ham er dens Opnaaelse næsten
helt en Forfængelighedssag.
Langt dybere Indtryk har Holberg øjensynlig modtaget af Kønskærlighedens
Betydning som Drivhjul i Verdensmaskineriet. Ikke blot har han — vistnok
tildels af Hensyn til en ham uundværlig dramatisk Vedtægt — næsten
allevegne gjort to Elskendes Attraa efter Forening til Midtpunktet i sit Skuespil;
men hans Stykker er saa gennemtrukne med djærve og drøje Hentydninger til
det Kønslige, at man ser, hans Fantasi har været opfyldt deraf, ja overfyldt
dermed. Saa vanskeligt det er ham at gengive en finere eller rigere og dybere
Erotik, saa vel bevandret viser han sig i Alt, hvad der vedrører den Kærlighed
mellem de to Køn, som er paa Tapetet, hvor Tjenestepiger og Gaardskarle,
Tyende og Bønder, Smaaborgere og Haandværkere, Proprietærer og
Skuespillere, Pudsenmagere og Skøger og gamle Kærlinger fører Ordet frit;
han bruger med fuld Dristighed og Hensynsløshed Sproget fra Datidens Gader
og Dagligstuer, ja fra dens Borgestuer og Køkkener; ikke saaledes, at man
nogensinde faar Indtrykket af, at han selv har været en stærkt sanselig Natur
— han er det saa lidet som en ømt erotisk — men saaledes, at man føler den
humoristiske Iagttager, der véd Besked, og som, selv i sit Tankeliv ude af
Spillet, ser ned paa den hele besynderlige Færd med højst aarvaagent Blik for
dens komiske Sider, altid rede til et Smil og en Spøg.
Meget lærerigt er det nu at se, med hvilken Bestemthed Holberg, som først
henad sit fyrretyvende Aar begynder at skrive Skuespil, i den store Retsstrid
mellem Ungdommens Drifter, dens forelskede Hang og dens Fornøjelsessyge
paa den ene Side, og saa Alderdommens Strenghed, dens formanende og
prækende Afmagt, og dens Alvor, der former sig som Vrantenhed, paa den
anden, overalt og haardnakket paa ethvert Punkt tager Ungdommens Parti.
Hør Leonard i Mascarade:
150