Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

IV - Man lærer Holberg grundigere at kende gennem hans
Komedier
end gennem alle hans øvrige Skrifter tilsammen. Vi indvies i hans Opfattelse
af, hvad det tilbørlige Forhold er til alle Livsmagter (Politik, Religion, Poesi), og
erfarer, hvorledes han forestiller sig de forskellige menneskelige
Sindsbevægelser og Drifter i Virksomhed og indbyrdes Strid.
Den, der f. Eks. vil skaffe sig et Indblik i hans Syn paa Politiken, faar det
gennem Kandestøberen, der med saa meget Lune forkynder Nytten af politisk
Særkundskab, og i Jeppe paa Bjerget, hvis Hensigt er at advare mod en
Venden op og ned paa Samfundets Orden og Skik, for hvilken der iøvrigt
visselig den Gang ingen Fare var, og hvis Moral er lidt ilde anbragt, fordi den
stakkels Jeppe intet Øjeblik selv har tænkt paa at sætte den syvkuglede
Baronkrone paa sit Hoved.
Det er vel især Haandværkeren og Bonden, i hvis Hænder Holberg finder det
umuligt at lægge Magten, men Don Ranudo viser, at Tanken om
Adelsaristokrati laa ham lige saa fjern. Hans Politik er et tro og ligefremt
Udslag af Borgerstandens Frigørelse fra ethvert Adelstryk og for dens altfor
tillidsfulde Overdragen af Enevoldsmagten til Kongen.
Det er især i Uden Hoved og Hale, i Hekseri eller blind Allarm og i Det arabiske
Pulver at man finder Holbergs Forhold til Religionen, til Tro og Overtro udtalt.
Det første Stykke har han lagt an som en Forherligelse af den rette Midte
mellem Hanget til at tro alt Overnaturligt og til at benegte alt. Han viser,
hvorledes Tilbøjeligheden til Overtro i sin Lidenskabelighed er udsat for
Misbrug af Bedragere, og, naar Bedrageriet opdages, atter udsat for pludselige
Omslag til den modsatte Yderlighed, og han fremstiller gennem et andet
Eksempel, hvorledes den principielle Vantro, der ikke er Udtryk for en
tilkæmpet Overbevisning, men for en vis med alle Vanskeligheder let færdig
Frivolitet, ligeledes staar paa yderst svage Fødder og kan forvandle sig til den
vankundigste Dumfromhed. Han lægger sin egen Synsmaade, det, der for ham
staar som Fornuftstandpunktet, en Tvivlen, der ikke vover sig til paa Forhaand
at benegte, i Munden paa den desværre kedelige Person Ovidius. Det er her
endnu mindre lykkedes ham at gøre sit Kontrafej paa Scenen interessant end i
Det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon dog har langt mere menneskeligt ved
sig. Men naar man husker, at Holberg, skønt aldeles vantro overfor de fleste
Spøgelsehistorier, ikke ubetinget vovede at negte Spøgelsers Eksistens, ja
endog selv troede at have set et, forstaar man, at der er mere af hans eget
Væsen i den blodløse Ovidius end man skulde tro. Hekseri eller blind Allarm, et
uendelig meget bedre Skuespil, er helt og holdent et lystigt Indlæg for Teatret
mod Overtroen som Kulturens og Kunstens Hovedfjende i hans Tid.
Holbergs Opfattelse af Poesiens, særlig Skuespillets Væsen ligger klart for
Dagen i Det lykkelige Skibbrud og i Ulysses, og kommer noget uklarere frem i
Melampe. Han hævder især den sandhedskærlige Satires sædelige Kald, og
overøser i lige Grad med sin Spot den affekterede Tragediepatos og Spektakelfantastiken
med dens Tilsidesættelse af Virkelighedens Orden og Klassicismens
Regler.
149