Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Det gaar altid ud over dem, der fortjener Nederlaget. Og selv naar det ikke
netop er Dyden, der sejrer (Jule-Stue, Den pantsatte Bondedreng), saa faar
den Narrede dog kun hvad han for sin Indskrænkethed eller Lettroenhed havde
fortjent. Den saakaldte poetiske Retfærdighed haandhæves altid nidkært.
Det ligger nu allerede i den Holbergske Komedies Væsen som Kunstart. Den
gaar i lige Linje ud paa at vække Latter. Men Latteren, som er over Lapsen
eller Sladderhanken eller Hykleren, er allerede en Straf; Stokkepryglene, den
uundgaaelige Gaaen Glip af Pigebarnet eller den spanske Kappe er kun en
simpel Fortsættelse af Latterstraffen, der følgerigtigt faar det naive Publikums
Lattersalver til at stige endnu en Grad. Den Nydelse, Holberg til syvende og
sidst vil berede sin Tilskuer, er den berettigede Skadefryds.
Den Verden, der udbredes for vore Øjne, er da en saadan, hvor uendelig
Ufornuft tumler sig frit, men over hvilken der herskende svæver en Fornuft,
som altid til Slutning gør det af med Ufornuften, eller — i mindre høj Stil — gør
Kaal paa Naragtigheden og klarer Ærterne.
Og Læserens eller Tilskuerens Grundfornøjelse er saa den, at paa Grund af
Stykkernes Bygning denne overlegne Fornuft hele Tiden igennem synes at
have forlagt sit Herskersæde til hans egen Hjerne. Uafbrudt appellerer Holberg
til Læserens Overlegenhedsfølelse overfor den fremførte Karakter eller den
stedfindende Situation. Ansigt til Ansigt med denne Komik sidder Tilskueren
uafbrudt og nyder sig selv, tykkes sig bedre forstandigere, indsigtsfuldere,
finere end de komiske Helte og Heltinder, og nyder enten især denne sin
Væren-bedre eller (som overfor Ulysses von Ithacia med dens Tidsregningsfejl
og Urimeligheder) udelukkende sin Bedreviden og sin renere Smag, der er en
Følge af den.
Holbergs umaadelige Folkeyndest beror for en ikke ringe Del paa, at der i
Grunden ikke gives nogen for friske Hjerner og for Dannelsens
Gennemsnitsmennesker mere indsmigrende Art Skuespil end en saadan rent
komisk Kunst som hans. Naar det med Rette maa hedde, at Holberg som Aand
har opdraget, optugtet sit Folk, saa bør det ogsaa paa den anden Side
fremhæves, hvor uendeligt indsmigrende hans Undervisning og hele Formen
for hans Henvendelse til Læser og Tilskuer er. Han hører ikke til de Skribenter,
ikke til de Digtere, der gaar ud paa, at Læseren skal føle sit Intet, eller som
morer sig med at lade deres Overlegenhed over ham fremtræde eller ane.
Tvertimod, han henvender sig uafbrudt til den sunde Sans, som han er aldeles
sikker paa at finde hos Spectatores, og synes altid mellem Linjerne at sige til
Læseren: Du og jeg, vi to, vi ler af disse Tosser.
Kun ved Komediernes allerførste Fremtræden kunde det hænde, at en og
anden af Publikum, en eller anden Pedant som Tychonius 158 , til hvem vel endda
ligefrem var sigtet, kunde føle sig personligt ramt og latterliggjort. Straks
derefter var det umuligt. Selv den, der havde en Rem af Huden, selv den, der
var en Smule forfalden til politisk Kandestøberi eller som ikke kunde sige sig fri
for Jean-de-Franceriet, nød som Tilskuer sin uendelige Overlegenhed over
Herman von Bremen eller Hans Frandsen og blev dog naturnødvendigt efter
158 Se biografisk artikel s. 259.
145