Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

etitles Plautiberg, hedder det om ham, at han »nedsætter andres og især
fremmedes Værker, fordi hans egne ikke mere bliver rost, takket være den
gode Smag«.
Suhm 145 , hvem Holberg havde givet mangen Haandsrækning og der, saalænge
Holberg lever, i sine Skrifter omtaler ham med skyldig Respekt, om end paa
langt nær ikke med den Varme og Begejstring, med hvilken han omfatter
Gram 146 , repræsenterer allerede den ny og slettere Smagsretning, Holberg
havde sagt ham, at hans dramatiske Forsøg »ei duede meget« og Suhm
frygtede øjensynlig Holbergs Kritik; i hans efterladte Papirer findes den Notits,
at hans »Comoedier og Samtaler« ikke maa udgives, saalænge Holberg lever.
Men saasnart Holberg er død, slaar hans Tone om. I en Sammenligning, han
har anstillet mellem Holberg og Voltaire, i hvilken den sidstes Sprogbehandling
nedsættes som ikke bringende noget Nyt, hedder det: »Vel sandt, at vort
Sprog har ei heller Holberg meget at takke, naar nogle Vendinger og visse
Ordsprog, hans Comoedier skabte, undtages«. Saaledes taler en Samtidig, en
Lærling, en middelmaadig Skribent om Den, som formede vort Skriftsprog til
Prosa. Ogsaa Suhm klager over, at Holberg i sine Komedier alene fremstiller
simple Folk og ikke har givet os »en eneste fin Karakter«.
Det kan da ikke undre, at Middelstanden i Kjøbenhavn (som Rahbek 147
fortæller) i 1770 var utilfreds med, at et Stykke som Den politiske Kandestøber
fandtes værdigt til Opførelse ved den svenske Kronprinses Besøg, eller at
Rosenstand-Goiske 148 149 i 1772 skriver: »Den Sygdom at foragte Holberg, den
sande Comedies Skaber, er bleven næsten almindelig blandt vore
Landsmænd«.
Naar man har sat sig ind i dette Tidsaandens Væsen, saa ser man Holbergs
Oldingeskikkelse i et skønnere Lys end den har staaet for Samtiden.
Den sygelige Mand, hvis altid svage Helbred var bleven rystet ved den Nød og
de Savn, han i sin tidlige Ungdom havde udstaaet, og som kun holdt sig i Live
og arbejdskraftig ved den strengeste Diæt og den yderste Regelmæssighed i
alle Vaner, følte sig ensom Ansigt til Ansigt med det Folk, for hvilket han havde
virket saa meget. Han led af evindelig Hovedpine; han havde hektiske Anfald,
der tilsidst gik over til Svindsot, og hans Sindstilstand heldede til sygelig
Sørgmodighed. Deraf hans uelskværdige Væsen mod Fremmede, der ikke
udelukkede den største Jævnhed i Omgang med de nærmere Bekendte, og
hans afvisende Gnavenhed i Forholdet til de yngre Skribenter, der som Jørgen
Riis f. Eks. stræbte at fortsætte hans publicistiske Virksomhed. Hans Isolerthed
forklarer alt. Denne ensomme Særling, der som Professor sælger sine Bøger
fra sit Hjem for senere som Baron at ligge under i Processer med sine Fogder
— der er saa nervøs, at han farer sammen, blot en Dør slaas i eller en Hund
145 Se biografisk artikel s. 248.
146 Se biografisk artikel s. 199.
147 Se biografisk artikel s. 301. Dette er det eneste sted hvor Brandes henviser til Rahbek (i
det mindste ved navns nævnelse).
148 1' og 2' udgave har 'Gøiske'.
149 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/. Slå op under 'Goiske'.
135