Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Og intet nyttede. Han var i stadig Kamp og under en dobbelt Ild.
Paa den ene Side kunde han ikke kappes med de overgivne franske
Enaktslystspil, der i Oversættelse gaves som Tilgift til Hovedstykket: »En
Merlin Dragon, en Forhexet Skaal, et Oracle, Vulcani Kiep etc.« hvilke hver for
sig indbragte langt mer end »10 sindrige og moralske Stykker«. Faa den anden
Side havde han den værste Fjende, de fine Folks Kunstsmag, deres Kærlighed
til den nyere franske Komedie, til Destouches 143 især, mod hvem Holberg i sine
sidste Leveaar stedse kriger, disse »kolde Samtaler« uden Handling, uden Liv
og Lystighed paa Scenen, der danner Overgangen til det rørende borgerlige
Skuepil. Holberg saa' skarpt og rigtigt disse Digteres Mathed i Sammenligning
med Molière og ham, men deres Stjerne var i Opgang, hans i Dalen. Man
vendte sig med Ringeagt fra Drøjhederne i hans komiske Stil; Damerne vilde
ikke se hans Stykker.
Hvad der dog især bidrog til at støde Holberg fra Tronen var den under
Christian den Sjette paany begyndte Indvandring af Tyskere og med dem
indbrydende tyske Smag. Da det danske Teater 1747 blev genoprettet, kom
det som en Afgørelse af Hoffets Vaklen mellem at aabne et fransk og et tysk
Teater. Selv Holbergs Elev, Tyskeren J. E. Schlegel, tænkte paa at gøre
Skuepladsen tysk, Og allerede i et Brev fra 1746 skriver Schlegel til Bodmer
om Holberg, at han her i Kjøbenhavn »langtfra er det, som hans Oversættere
og Efterlignere udgiver ham for, og at han, hvad Komedierne angaar, kun
finder sine Beundrere hos det Slags Folk, blandt hvem han har samlet sit Stof
til dem.«
Tonen overfor ham var vel tilsyneladende ærbødig, men i Virkeligheden alt
andet. Hans Ophøjelse i Adelsstanden skadede ham naturligvis — ikke helt
med Urette — i Manges Omdømme. Og han, den store Mester i at have
Latteren paa sin Side, maatte finde sig i under en Proces, han som Godsejer
førte med en bedragerisk Ridefoged, at faa Spotterne over sig. Holberg vilde
ikke lade nogen møde for sig, det var hans Princip. Fogden derimod gav andre
Fuldmagt. Men da disse Fuldmægtige ogsaa havde været Ridefogder, var de
Holberg særligt gramme. I et samtidigt Brev hedder det: »Da Sagen skulde for
Højesteret, paatog sig Lausen Fogdens Sag, og da han ikke heller var Holberg
noget godt skyldig, som saa ofte havde gennemhæglet denne Profession, især
i hans Dannemarks og Norges Beskrivelse, glemte Lausen ikke at benytte sig
af Comodien Jeppe paa Bjerget, der som Baron examinerede sin Ridefoged,
der skulde hænges, og da denne spurgte, hvad ondt han havde gjort, svarede:
Est du ikke Ridefoged og spørger endda?... du, som har støbte Sølvknapper
etc. Slutningen blev, at Holberg tabte Sagen med alle honores, og ved denne
Lejlighed forefaldt adskillige Allusioner til hans Barons Værdighed.« (Norsk
hist. Tidsskr. III).
l Beaumelles 144 sladderagtige franske Tidsskrift La Spectatrice danoise kom
særlig det fine Selskabs Dom over ham til Orde. Saa tidt han benævnes
Holberg, bæres den officielle Ærbødighed for ham til Skue; naar han derimod
143 Se biografisk artikel om Charlotta Dorothea Biehl s. 188.
144 Se biografisk artikel s. 187.
134