Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Slægts Skraal, at han er forældet, forældet og aflægs, ikke passer mere for
Tiden.
Med Forbauselse erfor Holberg, da den danske Skueplads genaabnedes, at
hans Komedier nu gjaldt for altfor plumpe og gammeldags for Folk, der gjorde
sig til af fin Smag: »Saasom vor Nation udi mange Ting er bleven ukiendelig,
saa er den og paa en Tiid af tive Aar bleven herudi.« Tidligere havde han ikke
kunnet andet end »fatte Tanker« om de af ham forfattede Originaler; nu saa
han dem vragede af Folk, der tilsyneladende kun vurderede Dekorationer og
Dragter, kun ønskede at se Dans og høre Sang, men som fremfor alt vilde se
en streng Sømmelighed iagttaget paa Scenen, høre deres fine Standsfæller
tale og som »stødte sig over at see Henric udi Kandestøber-Comoedien at
fremtrine paa Skue-Pladsen med ukiemmet Haar og blotte Hænder«. (Ep.
360).
Derfor er Holbergs sidste Epistler helt fulde af bitre Klager. Man »kaster vore
Originaler bag Ryggen«; man foretrækker »ilde sammenhængende
Markskriger-Stykker«. De sidste Ord, vi har fra hans Pen, er hans Smertes
bitre Suk: »Der spørges ikke mere, om et Skue-Spil er vel eller ilde
udarbejdet, men om det endes med Sang og Dantz .... Enhver Skribent kan nu
agere Comoedie-Skriver, og ingen frygter at se sit Arbeide spildt, ihvor
mavert, elendigt og ilde sammenhængende det end er o.s.v.« (Den 539te,
sidste Epistel, trykt efter hans Død.)
Han føler, at han gælder intet mere.
Nogen Uret havde han, og der er noget af en gammel Mands Bitterhed i hans
Klager. Thi hans Skuespil saavel som Molières opførtes hyppigt, og intet af
hvad der efter hans Tid var frembragt i Europa af dramatiske Arbejder syntes
ham af Værd. Men han havde mere Ret. Smagsretningen havde drejet sig i
Frankrig l Mellemtiden mellem Molière og Voltaire og drejede sig pligtskyldigst
ogsaa hos os.
Holberg blev tvungen til at komme den imøde for om muligt at bevare sit
Publikum. Det var et sørgeligt Syn, som naar en Skønhed, der ser sig forladt af
sine gamle Beundrere for uværdige, sminkede Kvinders Skyld, selv begynder
at lægge Sminke paa sine blegnede Kinder.
Han tog i Ranudo, i Plutus alt muligt Hensyn til Smagen for Vaudeville-Sang,
Dans, Optog, Præsentationer. Se f. Eks. Plutus II 5, 6:
Processionen giøres 3 Gange om Theatret efter musikalsk Tact. Ved hver Gang
standses lidt, og synges Vivat Plutus! og det med Trommers og Trompeters
Lyd. Endelig 142 naar 3die Tour har endt, dandse 3 konstige Dandsere.
Diogenes, som udi en Krog dette seer, giør imidlertid Grimacer og efteraber
dem. Endelig henter han en Krabask, hvormed han prygler dem, og driver dem
ud, De skraale klageligen. — Diogenes dandser meget naragtig med sine
Træsko efter en sørgelig Melodie og en Sækkepibe eller Lire. Midt udi Dandsen
indkommer Plutus, og da holder Spillet op. Men Diogenes bliver ved at dandse.
Visselig har Holbergs Hjerte blødt derved.
142 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
133