Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

nogle og, fyrretyve Aar gammel, og man skærer tyve Aar ud af hans Liv som
dramatisk Forfatter — tyve Aar. Pietismen sender hans dramatiske Geni i
Forbedringshuset paa tyve Aars lærd Strafarbejde, sætter det i Studerestuens
Cellefængsel, fordømmer det til Ensomhed, til Tavshed.
Det sygner da ogsaa hen; men saa levedygtig, saa trængende til Meddelelse er
denne Genius, at da den kommer ud af det ensomme Fængsel, svækket som
en hvidhaaret Fange, vender den sig med Instinktets usvigelige Sikkerhed
paany til Teatret, og med sin rystende Oldingehaand udkaster Holberg de
sidste Figurer og Scener for det.
Der er en Ejendommelighed, som man skulde tro maatte slaa Enhver, der blot
gennemblader Holbergs Teater, men som kun synes at have været én enkelt
Forsker (Legrelle) paafaldende. Det er den, at der ingen egenlig Udvikling kan
spores i disse Skuespil. Digteren ses ikke, som moderne Digtere ofte, at vokse
fra Arbejd til Arbejd. Den politiske Kandestøber er fuldt saa dygtig og vittig
som Don Ranudo. Vistnok har Holberg ikke sjældent omarbejdet med Kritik,
rimeligvis har han lært meget ved Prøverne og forandret noget efter dem, og
formodenlig har han paany gennemarbejdet de Stykker, han kalder færdige i
1723 og dog først udgiver 1731 (som Montanus) eller 1745 (som Ranudo).
Men af det haardnakkede, uforfærdet selvkritiske Arbejd, med hvilket en
Molière kæmper sig op til stedse højere Fuldkommenhed, findes ikke Spor.
Det er naturligt nok; thi alle disse Stykker er improviserede i én Flugt, næsten
samtidigt — og saa følger denne Pause paa en Snes Aar. Som om det danske
Folk havde havt Raad til at miste tyve Aars dramatiske Produktion af en
Holberg! Sandelig, skulde Datidens Danmark staa Eftertidens til Regnskab for,
hvordan det har imødekommet og plejet det skandinaviske Nordens største
komiske Dramatikers Geni, vilde dets Ansvar ikke blive let.
Hvorledes er nu i disse Aar Holbergs Stilling, hans Anseelse?
Hos de Lærde ikke stor. Han gjaldt hverken for lærd eller for grundig, og man
holdt sig op over at han ved Udgivelsen af sit Levned havde sysselsat
Læseverdenen med sin Person.
Man ser det af forskellige Breve fra samtidige.
I Anledning af en, forøvrigt lidet forstandig, offenlig Skrivelse, i hvilken Holberg
(under Navn af Holger Danske) havde imødegaaet en af ham som af Gram 130 ,
Falster 131 og andre iltre Patrioter aldeles misforstaaet Udtalelse om danske
Lærde af den ansete hollandske Filolog Burman, skriver Gram 1728 (paa Latin)
til den hamborgske Filolog Fabricius:
»De spørger mig i Deres sidste Brev om Holger Danske. Den, der under dette
Navn har villet skjule sig (hvilket maaske er det eneste vittige i den hele
Epistel) er Ludvig Holberg, Prof. Eloquentiæ ved vort Universitet . . . der nu
ogsaa synes at ville gøre sig bekendt for Udlændinge ved sit i disse Dage
udgivne Brev til en berømt Mand. Dets Indhold er Forfatterens Levnedsløb . . .,
i hvilket han i en efter hans egen Forestilling morsom og vittig Form (thi han
130 Se biografisk artikel s. 199.
131 Se biografisk artikel s. 194.
130