Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Da efter Christian den Sjettes Død Skuepladsen i Aaret 1747 blev genoprettet,
var Pilloi den eneste, der var tilbage og kunde lede i det tidligere Spor. Da
havde Teatret været lukket i henved 19 Aar, Holberg selv i fulde 20 Aar været
fjærnet fra al Berøring med det og derved fra al dramatisk Digtning. Thi uden
en Skueplads falder ingen ægte Dramatiker paa at skrive.
Holberg nødes i denne Tid til udelukkende at sysle med lærde Studier, han
udgiver Danmarkshistorien, Kirkehistorien, Helte- og Heltinde-Historierne,
Oversættelsen af Herodian, Bergens Beskrivelse, desuden — men paa Latin —
Niels Klim.
Det kan vel se ud, som om han frivilligt vendte sin Virksomhed som dramatisk
Digter Ryggen; han drev jo sine historiske og andre Studier med Lyst og han
havde jo allerede før 1730 ophørt med den rastløse dramatiske Produktion.
Man har da ogsaa til Forsvar for hans Samtid snart hævdet, at han allerede
havde udtømt de Æmner, Tidsalderen og Landet bød ham, snart at han tidligt
havde naaet et Højdepunkt og for Fremtiden kun kunde gentage sig selv. Med
samme Logik vilde man, hvis Londons Teatre var blevne lukkede af Puritanerne
efter at Shakespeare havde frembragt Hamlet kunne bevise, at han ligefuldt
fra nu af kun vilde have skrevet ringere Ting. Men det visse af Sagen er, at
Holberg allerede før 1730 var grundig tvungen til at slaa alle Tanker paa
Teatret af Hovedet, og ikke mindre tydeligt er det, at han, efter i det af ham
skabte Teaters Tjeneste at have vist en Uegennyttighed uden Mage og have
udfoldet en digterisk Virksomhed uden Lige, først trak sig tilbage fra
Skuespildigtningen i Mismod, da han saa' sin bedste Stræben frugtesløs
overfor Folkets Sløvhed og de herskende Klassers dumme Ringeagt.
Hvor inderlig han følte sig knyttet til den danske Skueplads, det lader sig
bevise. Thi saasnart Teatret aabnes paany, vender Holberg tilbage til
dramatisk Frembringen. Desværre, hans Kraft som Digter var brudt. Han
kunde nu, da han næsten havde glemt Latteren, kun skrive sin Alderdoms
svage, halvallegoriske Stykker, nemlig — foruden en Bearbejdelse og en
daarlig Farce — Sganarels Reyse til det philosophiske Land, Plutus,
Philosophus udi egen Indbildning og Republiquen.
Der er noget Enestaaende i dette. Man skal lede om Magen i noget Land. Man
tænke sammenlignelsesvis paa Molières Kampe for at bringe Tartuffe paa
Scenen eller Beaumarchais' aarelange, energiske Stræben for at faa Figaros
Bryllup opført. Der er heri noget, som anspænder en Poet, noget Begejstrende,
Elektriserende. Men dette: At skænke et Folk en Literatur, et Teater, aabne sin
ypperste egenlige Virksomhed, 37 Aar gammel, og maatte fejre dens
Ligbegængelse kun fire Aar senere, efter at Sørgeklokkerne endda i Grunden
har ringet hele Tiden med Undtagelse af det første halve Aar! Har nogensinde
en aandløs Regering og et umodent Folk i Forening tilredet et blomstrende
Geni, endsige Landets Hovedskribent, værre? Andre store Digtere har havt at
kæmpe med Armod, med Fjender; har rent udvortes taget lidt langt mere og
ganske anderledes ondt. Men hvor finder man et Sidestykke til dette? Han har
skrevet Landets første læselige Digt, indfører saa — ligesom lejlighedsvis, blot
fordi nogle Skuespillere opfører en Bygning — en i Landet helt ny Kunstart,
skriver til en Begyndelse en Snes Mesterværker, staar i sin kraftigste Alder,
129