Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

den Stores Spot, at i Danmark stræbte man under Frederik den Fjerde at
indtage Sverig, under Christian den Sjette at erobre Himlen. Hvad disse Mænd
drev, var i deres Øjne praktisk Kristendom, og der var mere Følgestrenghed og
Sandhed i deres kraftige og velmente Stræben end i senere Tiders Tingen med
Verdsligheden. Endog naar de, saa fromladent de end selv var sindede, i deres
højkirkelige Iver forfulgte Pietisterne, var det af nidkær Vrede paa alle
Særtroende, for Statskirkens Enheds Skyld.
Men for Folkets Moral var Virkningen fordærvelig; det blev Skik at hykle
Gudsfrygt for at komme frem; og for Folkets højere aandelige, særlig den
skønliterære Kultur maatte Virkningen være dødbringende.
Det eneste, der trivedes, var Psalmeliteratur. Man samlede paa Psalmer, særlig
tyske, man oversatte Psalmer og skrev selv nye. H. A. Brorson er som
Oversætter og Digter Tidsrummets betegnende literære Skikkelse.
Paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn opbevares en Samling af tyske
Psalmer, bestaaende af 33,712 aandelige Sange, alfabetisk ordnede i 5—600
Bind, forærede Biblioteket af Prinsesse Charlotte Amalie, Christian den Sjettes
Søster. De samledes for hende af en eneste Mand, G. E. von Franckenau, f.
1676, der fra 1696 af havde en Stilling ved det tyske Kancelli i Kjøbenhavn og
der som kongelig dansk Legationsråder var ansat ved Hofferne i Wien, Paris og
Prag. Hvorledes Aanden paa de ledende Steder var, det faar man en
Forestilling om, naar man ser den danske Diplomat tilbringe sin Fritid med at
samle kristelige Sange og med at sætte Salomons Ordsprog paa Rim for at
tilegne sin Prinsesse Bogen. Meget morsomt hedder det i Wetzels Analecta
hymnica fra 1752 om Charlotte Amalias Samling: »und melden die
Malebarischen Nachrichten, dass die neuen Herren Missionarii Anno 1736
solche mit Verwunderung betrachtet haben.«
Saa uhyre i Omfang var den ældre Psalmeliteratur. Nu fulgte en ny Springflod
af Andagtsbøger, Prædikensamlinger og Postiller.
At nu Kongens Smag og religiøse Principer hidførte den dramatiske Poesis
fuldstændige Forfald i Danmark, det var, som Christian den Sjettes Beundrer,
Jens Møller, selv tilstaar »saa meget mere ubelejligt, som Danmark dengang
just ejede sit største komiske Geni, og Holberg endnu da (1730) var i den
Alder, at han kunde have frembragt mangt et udødeligt Lystspil«. At Kong
Christian personlig ikke led Holberg, er klart, skønt — eller da — hans Navn
ikke nævnes en eneste Gang i Kongens trykte Breve. Ulykken er ikke dette,
men at han ikke havde den fjærneste Anelse om den Mands Betydning for
Samtid og Eftertid, hvis bedste Virksomhed han lamslog.
Komediehuset i Lille Grønnegade var 1733 bleven sat til Auktion og solgt til
den højstbydende. Skuespillerne, der som de i Bønskriftet til Rantzau 128 siger,
»havde opnaaet den Armod, som følger Næringsvejen«, splittedes og søgte
forskellige borgerlige Erhverv. Montaigu 129 blev Sprogmester hos Gehejmeraad
Løvenørn, Landé blev Parthaver i en Kortfabrik o.s.v.
128 Se biografisk artikel s. 295.
129 Se biografisk artikel s. 279.
128