Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

almindelige teaterbesøgende er de, der forsvarer Komedierne, raader og
opmuntrer store Herrer til at staa sig bi ved Teatres Oprettelse, selv skriver og
forfærdiger forargelige Komedier, samler en Bande Pak til at udføre dem,
bygger dem Huse, skaffer Penge til dem o.s.v.
Afhandlingen er ligeud myntet paa Rantzau 123 og Holberg. Havde den tyske
Hofpræst nu udtalt sig mod Skuespil, saa skrev den danske, Pontoppidan 124
(paa Tysk) sin Dialog: Ny Undersøgelse af det gamle Spørgsmaal, om Dans er
Synd:
At Legemsøvelse i sig selv er uskyldig, beviser intet; en Tyv kan jo dog ikke
undskylde sine Haandgreb med, at Gud selv har skænket hans Haand dens
Bevægelighed. Den kristne skal træde i Kristi Fodspor. . Men kan han gøre det
hoppende og dansende; er han vel under Dansen sindet som Kristus? Dansen
vækker den kødelige Lyst. Og, som den ærværdige Dr. Müller i sin Apostoliske
Slutnings-Kiæde rigtigt siger: Dans tager tidt en skrækkelig Ende. Om Arons
Guldkalv dansede 23,000 Mand sig ihjel; Herodias' Datter dansede Hovedet af
Jobannes den Døber; og naar Sømændene hopper og springer, følger i Reglen
et stort Uvejr derpaa. At lade sine Børn lære Dans, er selv at ofre dem til Baal.
1736, samme Aar som Konfirmationen indførtes, blev Pontoppidans 125
tankedræbende Katekismus indført i alle Skoler over hele Riget. Endog
Islænderne, ja Afrikanerne og Asiaterne i de danske Kolonier fik denne
aandelige Næring budt.
Leg, Spil, Komedie, Klubgang, Dans blev straffet som enkelt Synd, hvis de blev
begaaede om Hverdagen, som dobbelt Synd, hvis de øvedes paa Helligdage.
Komedier var særligt forbudne Løverdag, Søndag og Helligdage. Et almindeligt
Forbud mod indenlandske Skuespil var vel ikke straks blevet givet; det var
unødigt, da der intet Teater fandtes; Tidernes Adstadighed, som Holberg i sit
Levned kalder det, var Hindring nok. Men da en Bande Linedansere og
Komedianter ved Snapstinget i Viborg 126 havde gjort deres Kunster paa en
Søndag, udkom Forordningen af 21. Marts 1738, i hvilken Christian den Sjette
strengelig befaler »at ingen Comoediantspillere, Linedansere, Taskenspillere
eller de, som holde de saakaldte Lykkepotter, sig herefter udi Danmark og
Norge maa indfinde, for deres Spil og Eksercitier der nogensteds at forestille
og øve.« Pontoppidan 127 indførte denne Forordning i sin Katekismus. Men hvor
ivrig Kongen personlig allerede tidligere var for at faa Skuespillere drevne ud af
Landet viser et, Frederiksborg 30. Aug. 1735 dateret, tysk Brev fra ham til
Schulin, i hvilket det hedder: »l Glückstadt skal der være Comoediantere, som
trækker Folk Pengene ud af Lommen; det var heldigt, om det blev Magistraten
befalet at skaffe saadanne bort; thi der kommer dog intet godt ud deraf.«
Det vilde være urimeligt i moralsk Henseende at lægge Kongen og hans
Hofpræster noget til Last i Anledning af denne Iver, som retfærdiggør Frederik
123 Se biografisk artikel s. 295.
124 Se biografisk artikel s. 229.
125 Se biografisk artikel s. 229.
126 Se s. 315.
127 Se biografisk artikel s. 229.
127