Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Foruden de første fem Stykker havde Holberg i 1724 foræret Skuespillerne sine
ti næste, Nogle havde gjort mindre, andre større Lykke, men selve denne store
Lykke var jo kortvarig, og deltes med den stærke Mand Hr. von Ekenberg og
den flinke Linedanser Bredo, det danske Teaters overlegne Medbejlere. Det
kjøbenhavnske Folk lod uden ringeste Følelse af Ansvar sin Digter i Stikken.
Paa al Penge-Fordel havde han jo ved sin uegennyttige Fremgangsmaade givet
Afkald, og kan det nu end paa Afstand se ud, som blev han rigelig lønnet med
Æren, saa var og blev det lavere stillede Publikum i Virkeligheden ubetinget
ligegyldigt og det saakaldt finere Publikum ringeagtede de indfødte Stykker. En
vis lidet tilfredsstillende Yndest maa Holberg vel have vundet i enkelte Krese;
men den kunde i Længden ikke veje op mod de fordomsfuldes Ringeagt, de
formentlig eller virkelig angrebnes Had, Ydmygelserne, Tidstabet, Kraftspildet
og det nedslaaende i Følelsen af at have sat en næsten overmenneskelig
Frembringelseskraft ind paa et Foretagende, der led Nederlag paa Nederlag og
aldrig syntes at rejse sig uden for at falde des dybere igen.
Han stræbte at rette sit angrebne Helbred ved en Udenlandsrejse, og da
Teatret i 1728, med en lille Understøttelse fra Hoffet mod af og til at give
Forestillinger paa Slottet, gjorde et nyt Forsøg, holdt han sig for saa vidt
tilbage fra ligefrem Medvirkning, som han ingen Del tog i Stykkernes
Iscenesætning og heller ikke straks begyndte at skrive Skuespil paany;
derimod skænkede han atter Teatret de Lystspil, han havde færdige
(deriblandt Erasmus Montanus, Don Ranudo, Det lykkelige Skibbrud, seks i
Alt), af hvilke dog intet kom til Opførelse. Atter klager Montaigu 117 bittert til
Cancelliet over det Afbræk, som andre Seværdigheder gør Teatret. Man har
givet en lille Vanskabning (un petit Monstre) Tilladelse til at lade sig se for
Penge; man har forskrevet to franske Skuespillere og en Skuespillerinde fra
Sverig, de spiller Gherardi's Farcer og tager den Smule Næring fra de Danske.
Disse boede desuden nu kun til Leje, og Ejeren, en General Arnold 118 , plagede
dem stærkt med Hensyn til Leje-Afgiften, som de aldrig formaaede at erlægge
til rette Tid. Kongen tog dog 8. Oktober deres Parti.
Men dèr holdt man, da 20. Oktober 1728 Kjøbenhavns Ildebrand indtraf, og
Skuespillene stansede af sig selv. Som altid offenlige Ulykker gav denne Brand
Gejstligheden Vind i Sejlene. Præsterne forlangte straks, at den lille Sum
(1500 Daler), som Kongen havde bevilliget i Tilskud til Teatret, skulde
anvendes til fromme Øjemed; fra alle Prækestole udlagdes Branden som Straf
for Folkets Synd, og nye Ulykker spaaedes, hvis Skuepladsen blev aabnet
paany.
Den stakkels Montaigu 119 skriver 27. December til sin Beskytter Poul Løvenørn:
»Julefesten har været en Anledning for disse Herrer [Præsterne] til at forbyde
og forbande alle Julestuer; der er faldet nogen Sne, en ny Anledning til at
skrige op mod Kanerne, der kun ventede paa ny Sne for at kunne tages i Brug.
Alle Mennesker trækker paa Skuldrene og dog vover ingen at modsige dem.
117 Se biografisk artikel s. 279.
118 Se biografisk artikel s. 289.
119 Se biografisk artikel s. 279.
124