Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Holberg selv maatte som Medlem af Konsistorium underkaste sig den
Ydmygelse at deltage i Universitetets Fremfærd mod de stakkels Studenter,
der havde spillet i hans Stykker.
Da det danske Teater saaledes ikke var noget anset Sted, vilde Kongehuset
ikke opmuntre det med et Besøg. Aandsfri nok til at bryde med en saa taabelig
Fordom var Kongen ikke. Og da han en enkelt Gang, i Januar 1723, viste de
danske Skuespillere den Naade at lade dem optræde for sig paa Slottet, var de
danske Skuespil ikke fine nok til at forestilles for Majestæterne. Man fordrede
to franske Stykker spillede i Oversættelse.
Hertil kom nu de økonomiske Vanskeligheder. Regeringen, der var langt fra at
opfatte det som Pligt at yde det vordende Nationalteater en kraftig
Understøttelse, trykkede det spæde Foretagende ved dumme Bestemmelser.
Allerede 6. Nov. 1722 fik Capion 111 Befaling til i Fattigafgift at betale 10 Procent
af sin Bruttoindtægt. I en underdanig Skrivelse maatte saa han og Montaigu 112
forestille Hans Majestæt Umuligheden heraf for den danske Komedie, og
Afgiften blev nedsat. Det nyttede imidlertid kun lidet; thi i December 1722
allerede saa den stakkels Capion, der havde kostet 5000 Rdlr. paa
Komediehuset og endda optaget 4,500 Dalers Vekselgæld, sig ude af Stand til
at efterkomme sine Forpligtelser. I Juli 1723 blev han bragt i Slutteriet, og
Montaigu maatte »som Præses for Comoedierne« overtage Ledelsen.
Hovedindtægten var ikke Teaterbesøget, men hvad Huset indbragte, naar det
udlejedes til Maskerader; imidlertid bortfaldt denne Indtægt, da disse
»formedelst Misbrug og eendeel Geistliges Nidkierhed« (som det hedder i et
samtidigt Aktstykke) blev forbudte. En Anmodning om, at Hans Majestæt vilde
staa Teatret bi ved naadigt »at forære Comedie huuset de Slottets Theatro
tilhørende Maskiner, saasom dog samme ellers af sig selv inden faa Aar ganske
vil vorde ruinerede, og nu ere til ingen Nøtte, efterdi Hans Maj t ingen Bande
hverken af Comedianter eller Operister underholder«, mødte ingen Velvilje. I
April 1724 var Montaigu 113 paa sin Side ved at opgive Ævred, saa stort Afbræk
foraarsagede en Linedansertrup, der var kommen overens med Capion 114 ,
Teatret.
Lige i Begyndelsen bevirkede Nyheden af at se Skuespil paa Dansk et ikke
ringe Tilløb. Som det hedder hos Holberg:
Men Glæden var kort:
111 Se biografisk artikel s. 273.
112 Se biografisk artikel s. 279.
113 Se biografisk artikel s. 279.
114 Se biografisk artikel s. 273.
I første Aar, som vi en gylden Tid kan kalde,
Vi frygted for at see vort Galleri nedfalde.
121